Den primære interesse for de nye egentlige ejere af jorden, pengeinstitutterne, er hverken muldlaget eller fødevareproduktionen, men – penge.

Biobrændsel – det store kulstofrøveri

Mette Kramer Kristensen

Man kommer her ikke uden om et skånsomt landbrug, som ved omhyggelig bearbejdning opbygger jordens muldlag, hvis man vil begrænse CO2-udslippet. Det indebærer udvikling af en række sociale processer i samspil med teknikker for bæredygtigt jordbrug.

af Ole Kjærulff Davidsen, gårdejer og formand for Frie Bønder – Levende Land

Med klimaet som alibi lægges der i disse dage op til en plyndring af Danmark for landets vigtigste råstof.

Det drejer sig om de meget betydelige reserver af kulstof, C, som i øjeblikket er bundet i den del af jordoverfladen, som vi kender under navnet muldjord.

Sat på spidsen kan man sige, at stærke kræfter i øjeblikket arbejder på et omfattende projekt, som skal udvinde energi ved at brænde muldjorden af.

»Grøn energi«
»Grøn energi«, »CO2-neutral energi«, »ikke-fossil energi« er nogle af de tillokkende navne, som skal få befolkning og politikere til at acceptere udvinding og afbrænding af forskellige former for biobrændsel.

Fælles for anvendelsen af de forskellige former for biobrændsel som halm, pil, ethanol og gas fra græs eller gylle er, at der afbrændes organisk kulstof, der altså ikke bindes i jorden, som det ville blive under naturlige betingelser, men tværtimod frigøres som drivhusgassen CO2.

Jordoverfladens kulstoflagre indgår i et kredsløb, hvor puljen af kul i jorden er under stadig nedbrydning og kun opretholdes eller øges ved tilførsel af plantedele, hvis indhold af kulstof stammer fra binding af CO2 fra atmosfæren.

Derfor kan man lade, som om man har »ret« til igen at frigøre den CO2, som er optaget af de planter, man har dyrket – deraf den såkaldte neutralitet. 

Dobbelt rovdrift
Man mener sig så til gengæld helt fritaget for ansvar for, hvor længe kulstoffet har været bundet – skønt det ellers netop er det, som er det interssante ud fra en klimasynsvinkel.

Der kan være gavnlige effekter at hente i produktion af bioenergi til lokalt forbrug.

Men frigørelsen af CO2 belaster klimaet, enten den hidrører fra fossilt eller ikke-fossilt materiale. Hertil kommer, at jordens evne til at igen at binde kulstof svinder dramatisk med svækkelsen af muldlaget.

Dertil skal lægges, at den massive anvendelse af kemi og intensiv pløjeaktivitet i den industrielle landbrugsproduktion fremskynder nedbrydningen af muldlaget.

Mulden brændes så at sige af i begge ender, og konsekvenserne af den planerede bio­energi-industri bliver alt andet end gunstig for klimaet.

Det sætter sagen yderligere i relief, at muldjorden kunne og burde indgå som en afgørende faktor i den genopretning af klodens kulstofbalance, som det dag for dag viser sig mere nødvendigt at påbegynde.

Falsk markedsføring
I følge forskernetværket Grain har klodens landbrugsjord således et potentiale for at binde CO2 i et omfang af 450.000 millioner ton over en 50-årig periode.

Men det er under forudsætning af, at der omlægges til en skånsom driftsform, modsat de foreliggende forslag om et industrielt landbrug med energi som et hovedpunkt. 1)

Det hører med til den aktuelle historie, at den planlag-te, klima-skadelige produktion af såkaldt klima-venlig energi ikke kan blive rentabel uden massive statslige tilskud.

Der er således ikke blot tale om en falsk markedsførelse, men også om et bevidst forsøg på at tilegne sig skatteydernes midler – endda på en måde, som vil sikre en stabil pengeoverførsel i mange år frem. For de dyre produktionsanlæg skal jo nødvendigvis forrentes…

Ser man tilbage på de hidtidige støtteordninger til landbrugsindustrien, bør iværksættelsen af det nye, skinhellige plyndringsprojekt ikke overraske.

Concito – grøn tænketank?
Umiddelbart må det dog undre, at den såkaldt grønne tænketank Concito, der fører sig frem som en organisation, der virker for »klimaneutralitet«, ivrigt advokerer for disse klima-uvenlige »grønne« energiprojekter. 2)

Men ser man på sammensætningen af Concitos medlemsskare, hæfter man sig ved dennes højst heterogene sammensætning, spændende fra Shell og DONG til Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening.

Concitos seneste udspil tyder desværre på, at organisationen endeligt har valgt at fremme kortsigtede kapitalinteresser frem for en langsigtet og ansvarlig klimapolitik.

Endnu mere besynderligt kan det måske synes, når landbrugets tillidsfolk også stiller sig bag en energipolitik, som vil forvandle landbrugsjord fra frugtbar muld til livløst sand og støv.

Lige indtil man husker på, at organisationen »Landbrug og Fødevarer« omfatter en lang række andre interessenter end landmændene, og således også de nye egentlige ejere af jorden, pengeinstitutterne, hvis primære interesse hverken er jord eller fødevareproduktion, men – penge.

Det er blevet foreslået, at Danmark skal lægge sig i front med hensyn til udvikling af teknologi, som kan løse klimakrisen, hvilket vil kunne give anledning til en omfattende eksport af viden.

Tomme løfter
Det er en smuk og rigtig tanke, som imidlertid forudsætter, at vi i Danmark bidrager til holdbare løsninger på, hvordan to problemer kan løses:

1) Hvordan vi drastisk begrænser vor udledning af drivhusgasser og øger bindingen af C02, samt

2) Hvordan vi øger den drivhusgasfri energiproduktion og begrænser energiforbruget.

Man kan med sikkerhed regne med, at det udelukkende er reelle løsninger på disse problemer, som der i fremtiden vil være et marked for. 

Man kommer her ikke uden om et skånsomt landbrug, som ved omhyggelig bearbejdning opbygger jordens muldlag.

Dette indebærer udvikling af en række sociale processer i samspil med teknikker for bæredygtigt jordbrug.

Det er den hermed forbundne viden – og ikke de kortsigtede skinløsninger – som i fremtiden vil blive efterspurgt.