De fleste af os ved godt, at de fleste forbrydelser og forbrydere er socialt produceret.

af Kjeld Stenum

Vil du begå en forbrydelse, forudsætter det, at du lever i et samfund med en fælles moralsk norm, som du kan krænke med din forbrydelse. Hvis du begår forbrydelsen, træder samfundet til og straffer dig for krænkelsen af normen. Det gør samfundet for at beskytte sig selv som samfund.

Før udviklingen af sådanne fælles normer og en magtinstans til at sikre deres overholdelse havde man blodfejder, når parter med uoverensstemmelser om ret og uret tørnede sammen. Havde man en fælles norm og en retshåndhæ­ver, undgik man den ødelæggende virkning af sådanne blodfejder, der ofte var endeløse. Den ene part blev dømt ude som lovbryder, den anden part indenfor normens grænser. Havde man begået en forbrydelse og var kommet udenfor, kostede det noget at komme ind igen.

Man skulle overbevise samfundet om, at man ville medvirke til de fælles normers opretholdelse fremover, med en bod af én eller anden art, ellers forblev man udenfor samfundet som en fredløs. En gang imellem fandtes der ikke klare fælles normer i forvejen, så virkede retshåndhæveren som konfliktmægler. Konfliktens løsning var så med til at sætte fremtidens normer.

Siden er der løbet megen politisk forurening ind, som har mudret retfærdighedens vande. Eller det gjorde der vel allerede fra starten. For man kan ikke opbygge en central magt til at håndhæve en fælles ret, uden at den magt også får så store beføjelser, at det er en stedse nærliggende mulighed, at der opstår magtmisbrug og korruption.

Men selv om vi i dag meget tit kan gennemskue, at tiltag, som vore politikere markedsfører som retfærdighed, ikke er andet end samfundsnedbrydende magtpolitik, så anerkender vi vist også omtrent alle sammen, at der findes en del meget grundlæggende ting, som vi ikke kan gøre mod hinanden uden at nedbryde samfundets muligheder for at hænge sammen.

Der findes ting, som er forbryderiske. Selv de fleste forbrydere erkender det, mange af dem er endda tit mere tilbøjelige til at anerkende det end mange af dem, der fastsætter deres straffe. Mange forbrydere vil gerne have mulighed for at sone deres forbrydelse og føler, de ikke får ret til at træde ind i samfundet igen uden en ordentlig soning. De vil gerne tage ansvar.

Det har man delvis erkendt i moderne retspleje. Jeg tror, Norge var det første skandinaviske land, hvor man fik en lov om konfliktråd. Danmark fik en prøveordning i udvalgte områder i1994, sidste år blev det en landsdækkende og permanent ordning.

Konfliktråd er en instans, hvor offer, forbryder og en konfliktmægler fra retsvæsenet mødes, offeret for at komme af med sin vrede og frustration og få gjort klart for forbryderen, hvilken lidelse denne har forvoldt, og forbryderen for at blive klogere på og indse rækkevidden af sin gerning, for at angre og for at sige undskyld – hvis det da er en sag, hvor tilgivelse overhovedet er mulig. Og måske kan offer og forbryder blive enige om en måde, hvorpå forbryderen kan få lejlighed til at rette op på den forvoldte skade.

Den bedste vej tilbage til samfundet for forbryderen vil uden diskussion være offerets tilgivelse. Med offerets egen tilgivelse vil hele det øvrige samfunds eventuelle fordømmelse være ligegyldig for forbryderen; uden offerets tilgivelse vil forbryderen aldrig kunne opnå følelsen af at have sonet sin skyld til bunds. Deltagelse i konfliktråd må naturligvis være frivillig fra begge parter.

Så konfliktråd er en meget positiv ting, ideelt set. Men som det ofte går med meget positive idealer, virker det altså ikke så godt i virkeligheden. Nylig kunne man læse og høre i medierne, at konfliktrådene omtrent ikke bliver brugt. Ikke så meget fordi forbryderne ikke ønsker at angre. Men fordi ofrene ikke ønsker at deltage. Og at det er det billede, der tegner sig, er der vel ikke meget overraskende i.

Uanset hvordan man vender sagen, så er konfliktrådene mere i forbryderens interesse end i offerets. Forbryderen kan få den afgørende tilgivelse, der sluser ham tilbage til samfundet, og oven i købet er retningslinjerne for loven sådan, at deltagelse i konfliktråd bør tages i betragtning som formildende omstændighed. Sådan er det ikke for offeret.

Jo, bevares, et eller andet teoretisk sted vil det da være en stor menneskelig styrke for offeret at nå dertil, at man kan tilgive den, der har gjort én uret. Men det kan være en psykisk voldsom ting at skulle genopleve en krænkelse, man måske bare ønsker at lægge bag sig. Deltagelse i konfliktråd kan også være et uvelkomment indbrud i en travl dagligdag. Det ønsker man ikke at gøre for den, der har gjort én ondt.

Måske kunne loven forbedres. Måske burde deltagelse i konfliktrådene ikke ligefrem være formildende omstændighed, måske burde det kun handle om at finde den bedste form for straf.

Men det ville nok ikke hjælpe meget, for det eneste, der virkelig kan formå ofrene til i stor stil at søge konfliktråd, er nok en tro på, at det hjælper. Den tro er sjælden. De fleste af os ved godt, at de fleste forbrydelser og forbrydere er socialt produceret. Og vi laver ikke om på forbryderens sociale vilkår, hvad enten vi tilgiver ham eller lader være.

Måske føler vi undertiden ligefrem, at det er samfundets »retfærdighed«, der driver nogle ud i forbrydelser. Og sådan vil det nok fortsat være, så længe vi lever i samfund delt op i klasser af besiddere og besiddelsesløse.

Konfliktrå­dene bliver nok først interessante for ofrene i et samfund, hvor de vil føle, deres deltagelse i dem virkelig er med til at forme forbryderen som menneske.