Dansk Folkeparti tager atter indvandrere som gidsler med sit krav om ingen velfærd til udlændinge. Forslaget er stjålet fra Liberal Alliance.
Indvandrere er igen blevet taget som gidsler i forhandlingerne om finansloven for 2011.
I denne uge dukkede Dansk Folkeparti (DF) atter op på tv-skærmene i den bedste sendetid med krav om, at ingen indvandrere skal have ret til velfærdsydelser, som gratis sygesikring, før de har betalt skat i syv år til den danske statskasse. De kan i stedet forsøge at få deres arbejdsgiver til at betale en forsikring. Det er et af DF’s krav til de kommende forhandlinger om næste års finanslov.
– Det, mener vi, er nødvendigt for at sikre holdbarhed i de offentlige finanser, siger partiets finansordfører Kristian Thulesen Dahl til TV Avisen.
Det er værd at bemærke, at samme omsorg for de offentlige finanser ikke tyngede partiet, da der blev uddelt store skattelettelser til de rigeste danskere.
Ifølge DF skal kravet gælde for alle udlændinge fra lande uden for EU, der kommer til Danmark for at arbejde. De skal i stedet tegne en privat forsikring mod sygdom for dem selv og deres familie, hvis de også bringer den med til Danmark. Det gælder også for danske statsborgere, der ønsker at bosætte sig med deres udenlandske ægtefælle i Danmark.
Så er scenen sat for DF’s sædvanlige medieshow under finanslovsforhandlingerne, hvor indvandrerkortet hvert år trækkes op af hatten. Alligevel er scenen ikke helt den samme, for det er ikke DF’s eget forslag. Det er tyvstjålet fra Liberal Alliance (LA).
Ultra-liberalisten Simon Emil Ammitzbøll, LA’s politiske ordfører, lancerede forslaget midt i august i partiets finanslovs-udspil, og det er fuldstændigt identisk med det krav, som Thulesen Dahl nu fremfører som DF’s. Ingen skal få et gult sygesikringskort før der er betalt skat i syv år i Danmark, foreslog LA dengang.
– Vi vil sikre os, at kun ressourcestærke indvandrere kommer til landet. Vi har brug for kloge hoveder, og de kan uden tvivl få en sundhedsforsikring af deres arbejdsgiver, så forslaget rammer ikke dem. Men Danmark kan ikke være socialkontor for hele verden, sagde Ammitzbøll.
Det er en bizar affære. Husk blot nogle få år tilbage til før Liberal Alliance skiftede ham under Anders Samuelsens førerskab. Dengang hed partiet Ny Alliance og blev stiftet med det erklærede formål at begrænse DF’s indflydelse på regeringen og især begrænse de evindelige stramninger af udlændingeloven og hetzen mod indvandrere. »Nok er nok«, som det blev formuleret ved partiets stiftelse i 2007.
Det gælder ikke længere, nu er der frit løb mod det ultraliberalistiske højre i parløb med DF.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278