Hver eneste gang Kjærsgaard og Thulesen Dahl slår en prut, er der straks en journalist med en mikrofon og et kamera parat til at bringe den videre i den bedste sendetid.

Medierne mener tilsyneladende, at de er vigtigere end den virkelighed, der er omkring dem, og som de selv er en del af. Hvor længe kan sagen om Helle Thornings skat og Udenrigsministerens møder kører, spørger de sig selv. Og så længe de spørger, holder de sagen kørende. Medierne har stor betydning både for det de skriver om, og nok så meget om det, de ikke skriver om.

Medierne – det være sig aviser og i nok så høj grad tv – har udviklet en kultur, hvor der er bestemte emner, der kan bringes frem. Og inden for dem, er der bestemte vinklinger, der bliver brugt igen og igen.

Om det er katastrofer, kvindelige toppolitikere, sygehuse, sportsbegivenheder, så ved vi hvad der kommer, hvordan historien bliver fortalt, hvor den ender og hvilken slet skjult moral der blive sendt af sted. Det er meget forudsigeligt.

For medierne er det bekvemt og sikkert. De har selv været med til at skabe disse mønstre og logikker i både modtagersiden og hos mediearbejderne. Det er selvkørende systemer, der har deres egne succeskriterier og selvforståelse.

Kunsten at formidle en prut
Hvorfor er det egentlig ikke meget mere interessant, hvad det er for en moral, der får Dansk Folkepartis topfolk til at sende det ene menneskefjendske forslag af sted efter det andet? Senest med forslaget om at udlændinge skal have betalt skat i syv år, før de kan få ret til at modtage sociale og sundhedsydelser. Udlændinge og indvandrere skal yde, før de kan nyde, hedder det. Hvad er det for en moral?

I betragtning af at DF har så stor indflydelse, ville det være en oplagt sag at grave i for medierne. Der er nok noget at komme efter. Det sker ikke, for automatikken i medierne er, at hver eneste gang Kjærsgaard og Thulesen Dahl slår en prut, er der straks en journalist med en mikrofon og et kamera parat til at bringe den videre i den bedste sendetid. Det er sjældent, at det slår fejl.

Sporten
Sporten fylder en forbløffende og foruroligende stor del af mediernes flader. Og hvad er sport i medierne. DR’s sport efter TV-Avisen er et forbløffende vindue til en verden med sportsfolk, der har dårlige knæ, sprængte ledbånd, brækkede kraveben, ben i gips og så videre. Den ene og så den anden må holde pause i 3 – 8 – 32 uger. Men ét er klart, de får den bedste behandling hos specialister, og de kommer til med det samme.

Og hvis det ikke er de skadede sportsfolk, er det trænere, der ikke har slået til. Eller også er det klubledelser, der ikke har kunnet styre økonomien, fordi de har satset fuldstændigt urealistisk med sponsorkroner fra både firmaer og kommuner.

Dansen om sporten som en dynamo for lokalsamfundet har været både dyr og nytteløs. Her ligger med sikkerhed en god historie og venter – ikke som en typisk klubskandale – men som et større samfundsmæssigt problem.

Sport er i medierne reduceret til en lille håndfuld elitære sportsgrene og gode brevkasseråd, om hvordan man træner til en maraton. Men hvad er sport også – for borgerne i hverdagen. Det er legen, det uhøjtidelige, konkurrencen og det pjattede samvær. Det er sjovt, det er socialiserende og det er sundt. Og så er der mange måder at gøre det på.

Der opstår nye sportsgrene og der er nye organiseringsformer, som også omfatter sociale medier. Der er faktisk en innovation i gang, som kan trække en bylivskultur med sig. Hvor er netop den vinkel i medierne?

Det fantastiske og almindelige
Medierne bruger ofte begreber som hr. og fru Danmark, kakkelbords Danmark og så videre. Det er begreber, der siger, at vi almindelige, er ens. Derimod er sportsstjerner og stjerne politikere unikke. Men vi, de almindelige, er så forskellige og fantastiske, som noget kan være. Og det er godt. Men vi er også så forskellige, at det mangfoldige samfund ikke kan rummes i mediernes virkelighedsbillede. Deres skabeloner kan kun fange bestemte typer begivenheder, og så de meget personlige historier.

Samfundet falder ud.