Man kan ikke planlægge sit livs problemer og behov udfra konjunkturerne.

af Kjeld Stenum

Opdragelsen til samfundsstøtte

For knapt tre år siden blev jeg indehaver af en ejerbolig. Det er der som bekendt rigtig mange danskere, der er. Jeg købte, lige da boligpriserne var begyndt at falde, så jeg vadede lukt ind i en rigtig dårlig forretning. Det gjorde jeg sådan set med åbne øjne.

Jeg har læst nok af materialistisk økonomi til at vide, at det, ejendomsmæglerne sagde om et mindre, midlertidigt tilbageslag, det nok var løgn. Men jeg købte ikke bolig for at spekulere. Jeg havde brug for at købe en ejerbolig, ikke til mig selv, men for at løse et familiemæssigt problem.

Man kan ikke planlægge sit livs problemer og behov udfra konjunkturerne. Så nu er jeg boligejer. Jeg spekulerer indimellem lidt over, hvordan det egentlig påvirker mig at være det. Sådan som det jo påvirker en meget stor del af den danske befolkning, heriblandt også en meget stor del af mine kolleger blandt bygningshåndværkere og jord- og betonere.

Boligejere, kalder vi os. Eller det er det ord, man bruger om det i vores samfund. I virkeligheden ejer vel ikke ret mange af os »vores« bolig stort mere, end middelalderens fæstebønder ejede deres fæstegårde.

Det, som rent faktisk foregår for huskøbere uden penge, er, at vi indgår en kontrakt med banker og kreditforeninger, hvor vi forpligter os til at skaffe penge til afdrag og renter i typisk tredive år fremover. De færreste har dog et så stabilt liv, at sådan en tredive års opsparing forløber planmæssigt. Men hvis ikke vi kan klare vore renter og afdrag, kan bank og kreditforening begære »vores« bolig på tvangsauktion.

Så risikerer vi en meget anstrengt økonomi, selv om vi endda ikke længere har bolig. I en periode, hvor priserne bare stiger og stiger på boligmarkedet, kan mange dog også handle og spekulere sig til masser af penge.

Hver gang en handel gør én person rigere, gør den dog en anden person nøjagtigt lige så meget fattigere. Så samfundsmæssigt set handler det bare om, at vi tager penge op og ned af hinandens lommer, og ikke om, at der skabes mere og mere rigdom, når huspriserne stiger. Forøgelse af rigdommen, det er det, vi skaber, når vi går på arbejde. Og vores del af den forøgelse har vi forpligtet os til at betale til banker og kreditforeninger; i tredive år.

Det lyder jo ikke så attraktivt. Det er det heller ikke, set fra vores synspunkt. Man kunne sige, det er mærkeligt, bankerne og kreditforeningerne får os til at hoppe på den, for det er jo bare at påtage sig en trediveårig forpligtelse, hvor man kunne være fri til at rykke teltpælene op når som helst det passede én, uden repressalier af nogen art, hvis man lod sig »nøjes« med en lejerbolig.

Grunden til, at systemet alligevel fungerer, selv om det ikke umiddelbart er så attraktivt, er, at samfundet, sådan som det er skruet sammen, gerne vil have folk til at hoppe på den kontrakt med banker og kreditforeninger. Og derfor overføres der årligt en meget stor sum penge fra samfundet til os, der siger ja til at indgå kontrakten. Denne meget store sum penge, der på den måde overføres, kalder man rentefradrag.

Uden rentefradragene på skattebilletten ville de færreste husejere nok kunne klare afdragene og renterne, og det vil sige, at de nok ikke ville have købt hus. Så de betaler altså mere for deres hus, end de egentlig har råd til, og det kan de kun gøre, fordi de får samfundstilskud til det. Rentefradragene er med andre ord penge, samfundet bestikker boligkøbere med, så bankerne og kreditforeningerne kan gøre boliglånsforretninger, der uden denne bestikkelse ville gå i stå.

Hvorfor gør samfundet det? Hvorfor er samfundet, eller rettere samfundets statsmagt så ivrig efter at få os til at hoppe på den skide slavekontrakt? Ja., var samfundet virkelig vores allesammens, sådan som det jo i princippet er, så tror jeg ikke, denne ordning fik lov til at fortsætte.

Jeg tror ikke, der er mange af dem, der aldrig får rejst penge nok til at binde an med en ejerbolig, der synes, det er i orden, at de skal yde forholdsmæssigt mere til den fælles pulje end os, der jo rent faktisk tjener nok til, at bankerne regner os for kreditværdige. Det bidrager til at gøre dem til fjender af samfundet. Men det betyder ikke så meget, fattigfolk har ikke meget magt og indflydelse.

Til gengæld køber samfundet sig til loyalitet fra alle os, som »ejer« vores bolig. Vi får penge til at overføre til banker og kreditforeninger, så vi ikke behøver gå fra hus og hjem, og det er vi taknemlige mod statsmagten for. Vi er ikke vrede på banker og kreditforeninger, for det er jo en kontrakt, vi selv har indgået med dem med åbne øjne, vi kunne bare have ladet være, så vi har kun os selv at være vrede på. Selv på vores arbejde opfører vi os pænt, for vi er afhængige af en pæn, stabil indkomst.

Sådan vil vores samfunds statsmagt gerne have os til at opføre os, for i vores samfund er den bankernes og arbejdsgivernes statsmagt, ikke vores. Min daværende arbejdsgiver reagerede da også med skadefro glæde, da han hørte om min boligerhvervelse. Så kunne han vel endelig regne med, at jeg ville være nemmere at have med at gøre fremover, sagde han direkte til mig.

Sådan kom det så ikke til at gå. Der var noget med nogle sikkerhedsbestemmelser omkring noget arbejde fra saxlift, hvor temperamentet løb lidt af med mig. Og uheldigvis var jeg mere loyal mod mit temperament end mod mine forpligtelser overfor bank og kreditforening. Man kan sgu ikke planlægge temperament og loyalitet. Det værste var, jeg havde ret og kunne dokumentere det. Det kunne jeg godt mærke på ham, at han ikke kunne klare.

Tre uger senere røg jeg ud, med en neutral begrundelse, naturligvis, sådan fungerer det jo. Men jeg var meget hurtig om at skaffe mig nyt arbejde, jeg nåede ikke engang at få dagpenge. Man er vel en samfundsstøtte!