I dag er det primært de frie markedskræfter og deres stræben efter profit, der styrer udviklingen.
af Carl-Aage Jensen, medlem af Kommunistisk Parti og aktiv i Folkebevægelsen mod EU
Danmark vil miste velfærd for milliarder af kroner, hvis befolkningen ikke vil opgive kronen til fordel for euroen. Renten vil stige i forhold til Euroland med tab af arbejdspladser, mens euroen derimod er en sikker havn mod spekulation.
Sådanne lød Nyrup-regeringens påstande op til afstemningen i 2000. Det var politisk propaganga for offentlige midler. Befolkningen skulle trues til at stemme ja.
Resultatet blev som bekendt et nej blandt andet fordi, der i den sidste fase af valgkampen blev sået berettiget tvivl ved, om Danmark kunne bevare den danske velfærdsmodel under euroen og dens liberale politik. Et ja til euroen betød ikke alene et farvel til den danske krone, men også til muligheden for at føre en selvstændig dansk økonomisk politik.
Truslerne gjort itl skamme
Tiden efter afstemningen i 2000 har klart vist, at der ikke på nogen måde var hold i de mange trusler, som ja-fløjen fremsatte. Hele retorikken og idegrundlaget for deres påstande er fuldstændig blevet kørt over af den økonomiske virkelighed med den ekplosive udvikling af den globale finanskapitalisme.
Der er heller ikke ført en selvstændig økonomisk politik. Årene frem mod sammenbruddet i 2008 udviklede økonomien i Danmark og Euroland sig således sideløbende på ryggen af en lånebasseret økonomisk boble, som mange – også blandt økonomer – en overgang troede ville fortsætte nærmest i det uendelige.
Boblen bristede i USA og med den amerikanske økonomis betydning for de vestlige økonomier bredte krisen sig hurtigt til Euroland og Danmark, men det betyder ikke, at årsagen til denne boble alene lå i USA.
Den store boble
Allerede i 2000 havde der været mange tegn på, at økonomien var på vej mod den store boble.
I modsætning til kapitalismens barndom, hvor kapitalejer og driftleder ofte var personificeret i en og samme person, betyder opbygningen af de store kapitalfonde i form af megabanker og pensionskasser, at investorerne i dag er fremgjorte overfor selve værdiskabelsen – produktionen. De har primært fokus på at tilegne sig værdierne.
Ligesom de store monopoler inden for produktionen er fondene styret med det klare mål at maksimere profit. Men hvor investering i aktier tidligere var en langsigtet investering, rejser kapitalfondene i dag krav om hurtige gevinst blandt andet i form af stigende aktiekurser. Kapitalforvalterne ønsker resultater her og nu, og det bliver de aflønnet efter.
Spekulation
Finansmarkedet var det første marked der blev globalt helt tilbage i 60’erne og er stadig det største og mest udviklede. Da selve produktion blev globaliseret var den finansielle sektor en naturlig ekspert, der udviklede et hav af finasielle produkter, de såkaldte derivater.
Derivaterne havde oprindeligt et forsikringsmæssigt formål til spredning af risici, men siden er de blevet et grundlæggende elementer i den verdensomspændene spekulation, der er fulgt i kølvandet på den store udpumpning af kapital.
Samtidig er der nemlig sket et skift i måden at stimulere økonomien på. Traditionelle Kenyes-økonomer vil stimulere økonomien ved at øge den offentlige sektors efterspørgelse – enten ved store investeringer eller ved at øge det offentlige forbrug.
I takt med liberaliseringen af kapitalmarkedet blev denne politik erstattet med en politik, der spiller sammen med kapitalmarkedet. Nationalbankerne sørger i dag for at der stilles rigelig af kapital til rådighed for finanssektoren, der herefter låner pengene ud til forbrug og investeringer. Nogle gange suppleret med ufinansierede skattelettelser.
Konsekvenserne har været voldsomme.
På den ene side har det demokratisk samfund mistet indflydele på, hvordan samfundet udvikler sig – hvad der investeres i – ligesom muligheden for at prioritere støtte til de socialt udsatte bliver økonomisk undergravet.
Profiten og de frie marked styrer
I dag er det primært de frie markedskræfter og deres stræben efter profit, der styrer udviklingen. Udpumpning af kapital har ført til en voldsom pristigning på aktiver, det vil sige produktionsmidler, bygninger med mere – altså værdier der er skabt med en længere levetid, så de er velegnet til at tage pant i.
Det er imidlertid ikke kun aktiver, der investeres i. Alt er i princippet blevet en vare, der kan købes og sælges i forventning om stigende priser.
Poul Nyrup taler i sin bog »Grådighedens pris« fra 2007 om en ny fase i det han kalder den globale kasinoøkonomi:
»Nu er det ikke længere alene penge, der handles i det åbne rum. Nu er det også job, arbejdspladser, virksomheder i det lukkede rum, hvor kapitalfondene opererer«.
EU’s nyliberale kurs
Han erkender, at politikerne i EU faktisk har understøttet denne udvikling i stedet for at inddæmme den.
»Den nye globale finanskapitalisme er ikke et resultat af et tilfældigt, spontant eller ‘naturligt’ resultat af teknologiske forandringer og nye kommunikationsmuligheder. Den er også et politisk projekt, der er vokset ud af regeringernes deregulering af nationale finansmarkeder«.
Poul Nyrup selv og de socialdemokratiske partier rundt om i Europa har deres lod i dereguleringen, fordi de satsede på en fælles regulering på EU-plan.
»Liberalistiske, konservative regeringer så det (dereguleringen, red.) som led i deres politiske arbejde for ‘mere marked - mindre stat’. Socialdemokratiske regeringer havde et andet fremtidsperspektiv. De så den nationale deregulering som led i opbygningen af en europæisk og global regulering af finansmarkederne. Men den vision er vi langt fra - endnu«, indrømmer han.
Der er langt fra det fremtidsperspektiv som Nyrup regeringen fremlagde med bulder og dundertaler i 2000 og til den analyse af virkeligheden Poul Nyrup offentliggør i 2007, men den politiske målsætning er derimod intakt – regulering på EU plan.
EU er mere marked og mindre stat
Det grundlæggende problem ved Nyrups stædige vision på EU’s vegne er bare, at EU og euroen er bygget op om det indre marked, der i sit indhold netop er virliggørelsen af den liberale ide om ‘mere marked – mindre stat’.
Stort set alle væsentlige domme fra EU domstolen understøtter da også de frie markedskræfters forrang frem for sociale og miljømæssige hensyn, når de kommer i konflikt.
Både Poul Nyrup og EUkommissionens formand Barroso taler ellers stolt om EU’s sociale markedsøkonomi, men realiteterne bag de fine ord viser sig i krisetider som i dag med en hel klar markedsmæssig prioritering.
EU og konstruktionen omkring euroen kritiseres ofte for, at den udelukkede skal tjene til at forhindre inflationen, men ikke at fremme beskæftigelsen.
De første år med euroen har klart vist, at inflationsmålet for EU og medlemsstaterne er opfattet ensidigt som pristigninger i forbindelse med værdiskabelsen – altså i forhold omkostninger til lønninger og priser på dagligvarer.
Senest har Barroso i sin tale til EU-parlamentet understreget behover for, at medlemsstaterne løser de struktureelle problemer, der er på arbejdsmarked. Det betyder på almindeligt dansk fjernelse af efterlønnen, lavere overførelsesindkomster, samt væk med skat på arbejdsindkomster, så lønnen kan sættes ned.
Konsekvenserne bliver yderligere nedskæringer i de offentlige budgetter og udhuling af den demokratiske indflydelse. I forvejen er økonomien i de fleste medlemsstater tynget af store underskud og stigende gæld i den offentlige sektor som følge af den finansielle krise og dens følge for den reale økonomi.
Prioteringen fra Barroso og EU’s statslederne er helt klar, hvilket Grækenland fik at føle. Landet fik i foråret reelt valget mellem at gå bankerot eller indordne sig under de krav, som det internationale kapitalmarked stiller. Der var ikke plads til sociale hensyn.
Derimod har EU og eurokonstruktionen været totalt underdanig i forhold til den inflation, der har været på boligmarkedet og aktiemarkedet. Disse prisstigninger har dannet sikkerhedsnet og været garant for den enorme gældsætning, der har præget det sidste årtis økonomiske udvikling.
Da det finansielle system stod overfor et sammenbrud med store konsekvenser til følge, trådte samtlige lande og EU til med hjælpepakker og garantier for at sikre dets overlevelse. Det skete stort set uden, at der blevet stillet store krav til den samme sektor.
Så når vi i dag fejre 10 års jubilæum for det danske nej til euroen, skal vi huske på, at det kun var første skridt. Det næste skridt er at presse den danske regering til at føre en selvstændig økonomisk, der bygger på udviklingen af den reale økonomi i stedet for at lade stå til overfor den globale finanskapital.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
