Regeringens uvilje mod at reagere på mapuche-indianernes sultestrejke vil utvivlsomt skade det chilenske demokratis omdømme i resten af verden.
fra Latinas 2000-gruppen og Gruppen Salvador Allende v/ Waldo Salomón
Den 18. september var det årsdagen for Chiles 200-års selvstændighed. I den forbindelse afholdt vi i København en stor fest med 450 deltagere.
Vi besluttede her at sende en resolution til den chilenske ambassade i Danmark for at støtte de 34 chilenske mapuche-indianere, som nu på 74. døgn sultestrejker for at protestere mod, at de bliver underlagt en antiterrorlov, som stammer helt tilbage fra diktaturets tid.
Loven bevirker, at indianerne ikke har nogen retssikkerhed og kan anholdes efter forgodtbefindende.
Vi har bedt ambassaden i Danmark videresende resolutionen til den chilenske regering, fordi det er os magtpåliggende at give udtryk for vores dybeste afsky overfor disse krænkelser af de mest elementære rettigheder.
Mapuche-indianernes lange sultestrejke er et udtryk for den magtesløshed, de føler i og med, at de altid er blevet undertrykt af skiftende chilenske regeringer og har fået frataget deres jord.
Når de har protesteret, er de blevet anholdt og stillet for en militærdomstol i stedet for, som alle andre chilenere, at blive stillet for en civil domstol.
Vi mener, at dette er skandaløst, og at den chilenske regering straks bør ændre lovgivningen og sætte mapuche-indianerne på linje med alle andre chilenere – det vil sige slut med antiterrorlov og militære domstole.
Desuden mener vi, at regeringens uvilje mod at reagere på mapuche-indianernes sultestrejke utvivlsomt vil skade det chilenske demokratis omdømme i resten af verden.
Chile er en retsstat, og de påståede forbrydelser, som indianerne skulle have begået, bør dømmes ved civile domstole og efter de samme love, som gælder for alle andre chilenske statsborgere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278