Bistandsbudgettet betragtes som en åben kasse, folketingsflertallet kan finde penge i. For eksempel er der gået et par hundrede millioner kroner til at arrangere COP15 i Danmark
af Knud Vilby
Erhvervssamarbejde med Kina og asylmodtagelse i Danmark – hvad kan en ny udviklingsstrategi bruges til?
Sidste år gav Danmark udviklingsbistand for 95 millioner kroner til Kina. Det var rentestøtte til eksportkreditter, der skal fremme dansk-kinesisk erhvervssamarbejde, og det var støtte til vedvarende energi. Men var det udviklingsbistand?
Kina giver selv gigantiske beløb i bistand, blandt andet til Afrika, og investerer så mange hundreder milliarder kroner i vedvarende og renere teknologi i Kina, at det danske bidrag er en dråbe. Og det har i hvert fald ikke meget med fattigdomsafhjælpelse at gøre.
Når det er sagt, er det vigtigt at understrege, at det virker rigtig fornuftigt, at Danmark bruger omkring 100 millioner statskroner på at få alliancer i Kina for at være med i superpower-udviklingen både statsligt og privat. Der er givetvis brug for endnu flere penge. Men skal de komme fra bistanden?
Spørgsmålet er naturligvis vigtigt, fordi vi nu skal se, hvad Søren Pinds nye strategi betyder for dansk bistand. Og et af de helt grundlæggende spørgsmål må være:
Hvor stor en andel af den nedskårne bistand vil gå til de centrale fattigdomsorienterede formål, der er nævnt i strategien.
Penge til ikke-bistand
Under den gamle strategi er der hvert år gået rigtig mange penge til andre formål end dem, man officielt har prioriteret, og det er med årene blevet værre og værre.
Under den bilaterale bistand blev der ifølge udenrigsministeriet i 2007 brugt 633 millioner kroner til områder udenfor den normale bistand.
Men det beløb voksede på to år til mere end det dobbelte. I 2009 var det 1446 millioner kroner, herunder 800 millioner kroner til administration, 467 millioner kroner til dansk flygtningemodtagelse, 160 millioner til kurstab på (tidligere) gældslettelse til Nigeria, og nogle småting derudover.
Der er altid blevet fiflet med bistanden for at lukke finansieringshuller herhjemme. Det med asylmodtagerne er således ikke nyt.
Det er kritisabelt, men lovligt ifølge OECD’s regler. Men hvorfor stiger andelen af ikke-bistand i bistandsbevillingen så voldsomt?
Foråret har givet et fingerpeg. Dagbladet Information berettede i juni, at Finansudvalget netop har bevilget yderligere 320 millioner kroner fra bistandsbevillingen til stigende udgifter på asylområdet.
I 2010 vil ikke-bistanden altså vokse voldsomt endnu en gang. Bistandsbudgettet betragtes som en åben kasse, folketingsflertallet kan finde penge i. Der er andre ikke-bistandsrelaterede udgifter.
For eksempel er der gået et par hundrede millioner kroner fra budgettet til at arrangere COP15 i Danmark, selv om det var et globalt klimamøde og ikke et ulandsmøde.
Bistanden til Kina er af en anden art. Men sammenhængen til ikke-bistand er der alligevel. Under COP15 lovede Lars Løkke Rasmussen, at der skulle gives ekstra midler til klimabistand. Kort tid efter sveg regeringen løftet.
Nu gives klimabistand som en del af den beskårne udviklingsbistand. Tidligere har regeringen nedlagt den selvstændige miljøbistand og sagt, at miljøbistand ligeledes skal ses som en del af udviklingsbistanden. Det laves der ikke om på med den nye strategi.
Men bistanden til Kina er – udover erhvervssamarbejde – netop klima- og miljøbistand. Hvis der skal gives meget af den slags bistand til fremstormende, industrialiserede udviklingslande, vil det underminere den fattigdomsorienterede udviklingsbistand.
Af en samlet udviklingsbistand på cirka 15 milliarder kroner årligt er det vel i dag mindst to milliarder kroner – formentlig noget mere – der går til formål, der ikke ud fra en almindelig definition har meget med udviklingsbistand at gøre.
Og i det regnskab har vi så slet ikke medregnet den voksende del af bistanden, der er et supplement til dansk militærindsats, nu primært i Afghanistan, men også stadig i Irak.
Partnerlande
En af konsekvenserne har været, at programsamar-bejdslandenes andel af den samlede bistand længe har været stærkt faldende.
Bliver det nu værre eller bedre?
Bliver det værre eller bedre, når vi nu har en ny strategi, og når programsamarbejdslandene erstattes af partnerlande?
Det ved vi ikke endnu. Men det er naturligvis interessant at se på kriterier for partnervalg. Strategien har mange rigtigt gode ord om frihed og rettigheder og fattigdom. Men der er også formuleringer, der tyder på, at en næsten hvilken som helst form for overførsel af midler fra Danmark til andre lande vil kunne kaldes bistand.
De officielle principper for engagement i partnerlande er: Udviklingsbehov, Relevans samt Effekt og resultater.
Udviklingsbehov vurderes ud fra en bred forståelse af fattigdom, frihed, sårbarhed og bæredygtig udvikling, og behovene kan både være kortsigtede og langsigtede. Under relevans vil danske interesser i engagementet indgå i vurderingen.
I sig selv afskærer strategien stort set ikke noget som helst, og den giver ingen garanti for det fokus, der er en del af dens intention.
Derfor bliver det utrolig interessant at se, hvem der vælges som partnerlande og hvilke kriterier, der konkret vælges over de kommende måneder. Herunder om Pind kan hindre, at bistandsbudgettet også bliver en udvidet tag-selv-kasse for Folketinget og regeringen.
Fattigdomsorienteringen skal bevises.
Knud Vilby blogger påu-landsnyt.dk
Teksten er efter aftale med forfatteren og hjemmesiden taget fra Knud Vilbys blog på u-landsnyt.dk
Det seneste indlæg på bloggen har titlen »Dansk FN-bistand til landbrug stærkt beskåret.«
Arbejderen bringer blog-indlægget i næste uge.
Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring:
Udviklingsminister Sørens Pinds skriver således i indledningen til strategipapiret om dansk ulandsbistand i fremtiden:
»Udvikling handler om globalt at fremme frihed – om at sætte det enkelte menneske og dets potentiale fri. Danmarks udviklingspolitik hviler på en grundlæggende opfattelse af, at alle mennesker er født frie og lige med umistelige rettigheder. Frihed er et absolut gode og samtidig en forudsætning for udvikling. Uden frihed, ingen udvikling.
Fattigdomsbekæmpelse handler om at give det enkelte individ mulighed for og evne til at præge sin egen livssituation – politisk, økonomisk og socialt. Danmarks udviklingspolitik tager derfor udgangspunkt i universelle menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, som de er nedfældet i FN-pagten og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Det er rettigheder og værdier, der er grundlæggende for
alle menneskers liv, integritet og værdighed.
Udviklingspolitik skal sikre frihed fra og fremme frihed til. Frihed fra fattigdom, frygt og fornedrelse, fra afmagt og overgreb. Frihed til at tage hånd om egen skæbne og ansvar for eget liv. Frihed til at udnytte sine ressourcer til fulde – til eget og fællesskabets bedste. Frihed til at leve et liv i værdighed, i retfærdige og åbne samfund, hvor hver enkelt har ret til at tænke og ytre sig frit.
Bæredygtig udvikling og varig fattigdomsbekæmpelse forudsætter demokrati, frie og velfungerende markeder, samt en stat med velfungerende institutioner, et stærkt civilsamfund og god regeringsførelse. Fattigdom og sult trives ikke i åbne, retfærdige samfund, hvor magthavere skal stå til ansvar for borgerne, og hvor mennesker har mulighed for at tage ansvar og udfolde initiativ og virkelyst. Ustabilitet og konflikt har dårlige vækstbetingelser i pluralistiske samfund med fri dialog, fungerende retssystemer og respekt for det enkelte individ og fællesskabet.«
Hele dokumentet kan findes på www.um.dk
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
