Den siddende statsminister hænger fast på en kostbar og blodig krig, skabt af hans egen inkompetence, kombineret med forgængerens spin, hule fraser og amerikanisme.
af Chris Holmsted Larsen, Tåstrup
Den blodige krig i Afghanistan fylder for tiden ikke meget i de borgerlige danske medier. Det kan man godt undre sig over – særlig da der indenfor de senere måneder militært og politisk er sket ikke så lidt af et skifte i den danske krig.
Ekstra Bladet bragte den 28. september en historie om udviklingsminister Søren Pinds først benægtelse af udbetaling af beskyttelsespenge til Taleban og siden nødtvungen erkendelse af dette.
Denne historie er dog blot toppen af isbjerget. Uden den store bevågenhed – ja, man fristes til at sige den bevidste, manglende mediedækning – så har de danske soldater trukket sig væk fra de erklæret strategisk vigtige nøgleområder.
Nu koncentrer de danske soldater sig om at holde det sidste store støttepunkt i operationsområdet, byen Gereshk.
Strategisk minder dette, i al sin desperation, mest af alt om Hitlers Festung-strategi i de sidste dage af Anden Verdenskrig, hvor udvalgte byer nyttesløst forsøgtes holdt, uanset de civile omkostninger.
I en tid, hvor der i de borgerlige medier og politiske kredse er gået mode i klapjagt på indbildte »røde lejesvende«, så kan man med fordel spørge sig selv, hvorfor de dominerende danske medier har nedtonet denne væsentlige udvikling?
En væsentlig forklaring er naturligvis, at disse medier i dag redaktionelt er styret af tidssvarende blå-brune lejesvende, der instinktivt tilpasser deres historier til den siddende borgerlige regerings politiske prioriteter og behov.
Det vil sige en regering, der er i dyb krise, og hvor Foghs tidligere højt prioriterede »aktivistiske udenrigspolitik« ligger i ruiner.
Hvor er S og SF?
Muligvis ville den siddende statsminister helst trække tropperne hjem og koncentrere overlevelsesstrategien om hjemmefronten, men han hænger fast på en kostbar og blodig krig, skabt af hans egen inkompetence kombineret med forgængerens spin, hule fraser og amerikanisme.
Men hvad så med den traditionelle, parlamentariske venstrefløj, vil nogle sikkert spørge?
Jo, S og SF ved udmærket, at danske valg ikke vindes på udenrigspolitiske spørgsmål, og i en tid, hvor få procent skiller vandene, så ønsker hverken folkesocialisterne eller socialdemokraterne at risikerer beskyldninger om manglende patriotisme.
Ergo, de satser på en stille strategi, der hedder først magten, og så kan soldaterne stille og roligt, uden de store armbevægelser, trækkes hjem. Men der forregner oppositionen sig muligvis. Den siddende amerikanske regering har i hvert fald ikke haft videre succes med konceptet.
Tilbage står det faktum, at danske soldater nu i årevis har udkæmpet en blodig og kriminel angrebskrig, der har kostet tæt ved 40 danske soldater livet.
Desuden er et ukendt antal civile afghanere blevet dræbt af danskerne, hvilket sandsynligvis – baseret på lignende moderne krige – skal tælles i hundreder og måske endda tusinder.
Økonomisk har krigen kostet astronomiske summer i en tid, hvor den borgerlige regering arbejder på at afmontere den sidste rest af velfærd herhjemme.
Krigsforbrydere
Dette bringer os tilbage til Ekstra Bladets historie om udviklingsminister Søren Pinds bistand til Taleban, der køber våben for pengene og efterfølgende dræber danske besættelsestropper med disse.
Denne nyhed er dermed kernen i historien om en eklatant fiasko af en krig, der burde udløse rigsret og krigsforbryderdomstol til den forhenværende og siddende statsminister og deres villige lakajer.
I de borgerlige medier burde dette give anledning til en betydelig selvransagelse, da medløberiet og konsekvenserne heraf er af et omfang, som 1970’ernes påståede venstredrejede mediefolk kun kunne drømme om.
Begge dele er desværre en illusion – der kommer ingen undskyldninger eller efterspil, i hvert fald ikke frivilligt.
Den historiske udvikling er dog til syvende og sidst en ubarmhjertig dommer, der med tiden regulerer den slags fejltrin af sig selv, og det er kommunisternes opgave at skubbe på denne udvikling.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
