Over en halv million statsansatte cubanere skal have nyt arbejde i 2011.

Cubas fagbevægelse lægger op til at spille en central rolle i forbindelse med omplacering af mellem en halv og en hel million cubanske arbejdere fra den statslige sektor til nye økonomiske aktiviteter både i en udvidet privat sektor og fremvoksende sektorer i den statslige økonomi.

I et debatoplæg til fagbevægelsens medlemmer – de cubanske arbejdere, siger Cubas LO, at »Cuba står med et påtrængende behov for at udvikle økonomien, organisere produktionen bedre, hæve produktiviteten samt bygge reserverne op ved at øge disciplin og effektivitet.«

Cubas LO forholder sig til regeringens rammeplan for perioden 2011 til 2015, hvoraf det fremgår, at der allerede i 2011 er behov for »at reducere med over 500.000 arbejdere i statssektoren«. Cubas LO skriver derefter, at »det er kendt, at der over en million overflødige stillinger i [statens] økonomi- og erhvervssektor«, og man påpeger, at »oppustede lønudgifter tynger økonomien ned« og i øvrigt »skaber dårlige vaner« blandt landets arbejdere.

I forbindelse med den nationale debat, der nu er indledt om at udvikle og effektivisere Cuba økonomi, har regeringen udsendt en liste over mere end 150 erhverv, som cubanere kan søge om næringsbrev til. Titusinder af uproduktive ansatte i den statslige sektor skal fremover producere efterspurgte varer og tjenesteydelser som selvstændige, tjene en indkomst og betale skat.

Skomagere, restauratører, udleje værelser, reparere el-artikler, flyttemænd og -kvinder, taxi, frisør, skrædderi, og så cirka 140 andre erhverv.

Vigtigst af alt er måske tilbuddet til flere om at etablere sig som gartnere og landbrugere. De får tilbudt at låne jord af staten og økonomiske lån til de nødvendige investeringer, for at de kan bidrage til den prioriterede opgave, det er forsyne befolkningen med tilstrækkelige, varierede og sunde fødevarer. Det skal samtidig spare hård valuta til import af mad.

Cubas LO understreger, at der ikke bliver skåret i antallet af statslige ansatte i nøglesektorer som landbrug, byggeri, skolevæsen, politi og industriproduktion.

Og staten vil skabe ny beskæftigelse inden for olie, bioteknologi, medicin og turisme.

Som under den såkaldte rettelseskampagne i 1980’erne og under Arbejderparlamentet i reformprocessen i starten af 1990’erne spiller fagbevægelsen en hovedrolle i dette store økonomiske projekt:

»... fagbevægelsen vil inden der tages konkrete initiativer diskutere sig til enighed om den økonomiske og politiske betydning af disse skridt. Dernæst vil man identificere den overskydende arbejdskraft og finde de steder, hvor der er behov for disse arbejdere.«

For i Cuba har den organiserede arbejderklasse magten.