Hvad så med LøkkeLars og Skingre Tina? Ja de har valgt at gå enegang. De kan vælge at sprænge skoleforliget med socialdemokraterne og gennemføre en stor skolereform i et smalt samarbejde med Dansk Folkeparti.
af Inge Søborg, tidligere skolebestyrelsesmedlem
I denne uge blev danskerne tilskuere til nærmest spektakulære sammenstød mellem politikere og skolefolk i forsøget på at skabe et nationalt partnerskab omkring folkeskolen. Det hele endte med, at en af de vigtigste aktører, lærerne, med fynd og klem blev sat uden for døren af statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans undervisningsminister Tina Nedergaard.
Det kan være lidt svært at se den blå tråd i regeringens skolepolitik, men lad os se på nogle kendsgerninger.
Det hele startede ellers så godt i god Grundtvig-Koldsk ånd med ønsket om at etablere et nationalt partnerskab omkring folkeskolen. Alle skulle deltage: elever, lærere, forældre, kommuner og politikere. Og både Danmarks Lærerforening, Danske Skoleelever, Skole og Forældre og selv Kommunernes Landsforening kom med gennemtænkte og velargumenterede oplæg. Når man læste dem alle, stod det klart, at der så sandelig var grundlag for et virkeligt partnerskab for en bedre folkeskole.
Ligesom når man gifter sig. Hvor det ikke er den ene part, der bestemmer alt.
Men det var lige netop det, der skete mandag eftermiddag og fortsatte gennem første del af ugen.
Regeringschefen sagde nærmest ligeud: »Hvis ikke I vil skrive under på vores plan, er I smidt ud af partnerskabet.« Og vupti, så røg det ægteskab, og regeringen stod alene. Undervisningsministeren blev skinger i stemmen, arrogant i tonen, og hun kunne ikke klare diskussionerne med sine modparter for åben skærm på en bare almindelig høflig måde.
Løkkes mål
Lars Løkke anklager alle modstandere for ikke at dele regeringens ambitiøse mål. Lad os se på nogle af hans mål.
Danmark skal være blandt de fem bedste i verden om ti år. Men han siger ikke noget om, hvordan det skal måles. Måske med de navnkundige Pisa-undersøgelser, men ingen ved, hvad de interesserer sig for i 2020. Måske er det elevernes it-kompetencer, og der er vi i Danmark ved at sakke bagud.
Om ti år skal eleverne i 8. klasse kunne det samme, som de kan i 9. klasse i dag. Men hvad er overhovedet relevant at kunne om ti år? Nok ikke alt det, der i dag bruges kostbar undervisningstid på. Det har LøkkeLars ikke beskæftiget sig med. Det er måske også noget han mangler fantasi og indsigt til at forestille sig.
Resultaterne af de nationale test skal offentliggøres, og det er en helt mystisk sag. Regeringen snakker hele tiden om »forskningsbaseret undervisning«, men stort set al international og dansk forskning viser med al ønskelig tydelighed, at offentliggørelse af nationale testresultater generelt fører til ringere undervisning og ringere resultater hos eleverne.
Formanden for Skole og Forældre, Benedikte Ask Skotte sagde dette ret tydeligt mandag morgen i radioen. Skingre Tina vil have skolerne til at konkurrere om at være bedst, så forældrene kan vælge det bedste til deres børn. Hertil sagde professor Niels Egelund tørt, at de nationale test er så smalle, at de overhovedet ikke kan give et billede af, hvordan en skole er.
Hvad sker der lige?
Hvad var det egentlig, vi var tilskuere til?
En regering ude af trit med virkeligheden? Dårligt ministerarbejde? En nedslidt regering? Eller er det et generalangreb på lærernes fagforening? I hvert fald har den fået skyld for det hele.
Eller er der en helt anden masterplan, som måske drejer sig om at skjule nedskæringerne på skoleområdet ved at snakke om noget helt andet?
Vi skal lige se på folkeskolen set fra de forskellige aktørers side.
Eleverne møder nedslidte bygninger, må lide med uhumske toiletter, bruge forældede bøger, gå til gammeldags prøver i flere fag osv.
Forældrene kæmper med at få dagligdagen til at hænge sammen. Aldrig før i historien har danskerne arbejdet så meget uden for hjemmet. En gennemsnitsfamilie leverer over 70 timer på deres arbejde og mange timer til transport. De kan ikke opdrage, stimulere og være voksne for deres børn på fuldt ud kvalificeret vis. Derfor må skolen overtage en del af de traditionelle opdragelses- og omsorgsopgaver.
Lærerne oplever manglende efteruddannelse, flere »besværlige« børn, forældede materialer og et stigende pres fra mange sider på deres arbejdsindsats. Og så er de ramt på deres job. Bare i år er over én procent af Danmarks lærere blevet fyret. Kommunerne kæmper med umulige budgetter på grund af regeringens stramme rammer.
Brug for at gøre noget
Der er altså objektivt brug for at gøre noget for vores alle sammens folkeskole.
Hvad så med LøkkeLars og Skingre Tina? Ja de har valgt at gå enegang. De kan vælge at sprænge skoleforliget med socialdemokraterne og gennemføre en stor skolereform i et smalt samarbejde med Dansk Folkeparti. Eller måske vil de bevare samarbejdet i forligskredsen og foreslå nogle mindre reformer. For eksempel læseløftet: Alle børn skal læse efter 2. klasse. Det mål er godt nok allerede næsten opnået, så havde LøkkeLars været lidt mere ambitiøs, ville han have nævnt noget om faglig læsning i de store klasser.
Den danske folkeskole er altså nu igen blevet en ideologisk kampplads. Heldigvis vil meget få af dem, der ved noget om skole, børn og undervisning være med. Men regeringen kan nå at gøre megen skade endnu sammen med de socialnationale i Dansk Folkeparti. Taberne bliver børnene og på længere sigt hele Danmark. LøkkeLars og hans sorte lejesvende splitter landet og folket og folkets skole ad.
Den røde tråd må være, at der arbejdes solidt og velovervejet, meget gerne forskningsbaseret, med et partnerskab uden om regeringen. Et partnerskab mellem elever, lærere og forældre for at sætte de mål, der er rigtige, og rejse de krav, der er nødvendige for at sikre folkeskolen i fremtiden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
