At fastholde forbud mod fixerum er fordømmende moraliseren, mens etablering af fixerum er god og næstekærlig moral.
af Preben Brandt
Dansk socialpolitiks historie viser, at vi ikke altid har været lige gode til at holde saglighed og personlig moraliseren adskilt i forhold til hjælpen til mennesker, der har svært ved at klare sig selv. Og det er ikke bare i den kontakt, der er mellem hjælperen og den, der har brug for hjælp, at nogle hjælpere lader sig styre af moralske fordomme. I lovgivningen har man heller ikke holdt sig tilbage.
Eller jeg skal rette mig selv. Datidsformen holder ikke. Også i den socialpolitik, vi styres af i dag, bliver en moraliserende holdning nogle gange fundet lige så god som saglig viden.
Det er naturligvis ikke god moral i socialt arbejde og lovgivning jeg kritiserer, og det er bestemt heller ikke et lovgivningsarbejde uden etiske retningslinjer, jeg ønsker mig. Der er heller ikke noget så befriende, som når en politiker eller en socialarbejder viser engagement. Men det er hverken til at holde ud, eller godt for dem, det går ud over, når der bliver prædiket moral.
Gennem de sidste ti år har der været prædiket moral over for mennesker på kontanthjælp. »Alle der vil arbejde kan arbejde«, har det lydt fra regeringen. Udsagnet er blevet fulgt op med pisk i form af nedsatte kontanthjælpssatser til de genstridige, der bare ikke vil opføre sig ordentligt og få sig et arbejde. Straf er et godt redskab i en moraliserende magthavers hånd.
Narkomaner i skudlinjen
Men der, hvor moraliseren trives allerbedst, er i forhold til mennesker, der har et misbrug. Ikke mindst stofmisbrugere har gennem de sidste 30 mærket konsekvenserne af en dybt uetisk men meget moralsk selvretfærdig holdning til dem og deres misbrug.
Mange stofmisbrugere er døde af moralisternes medicin, og mange, mange flere har fået unødige tunge sociale og helbredsmæssige problemer på halsen af samme grund. Som om det ikke er nok med al den lidelse, som stofferne selv fører med sig.
For små 20 år siden var stoffri behandling det eneste saliggørende, og det kan man vel sige var god moral, at ville hjælpe stofmisbrugere til en stoffri tilværelse. Men år efter år så man nogle, som trods pisk, og hvad man ellers kunne finde på, fortsatte med stofferne, led under det og døde af overdoser.
Så er det efter min mening bedreviden og moraliseren at blokere for andre veje at gå, som for eksempel behandling med metadon. Også brug af heroin i behandlingen har der været en lang og massiv modstand mod, til trods for at endog meget seriøse undersøgelser i udlandet viste, at der hverken var alvorlige menneskelige eller samfundsmæssige omkostninger ved den form for behandling. Modstanderne var mangfoldige, og de prædikede moral som deres bedste argument mod at behandle med heroin.
Strid om fixerum
Nu er vi kommet et skridt videre. Der er enkelte steder i landet åbnet klinikker, hvor stofmisbrugere kan blive behandlet med heroin. Men så er der fixerum. Dem er der også politikere, der ikke vil have.
Argumentet er, at det sender et forkert signal, fordi der skal indtages et stof, som er ulovligt, og fordi det holder stofmisbrugerne fast i misbruget. Eller, som jeg læste i en avis forleden dag, at det vil få narkomanerne til at fortsætte med at slå gamle damer ned og stjæle deres penge.
Så ofte er det heller ikke, at gamle damer bliver slået ned af stofmisbrugere. Det er faktisk uhyre sjældent. Derimod er de skader, som stofmisbrugere påfører sig ved at fixe under uhygiejniske forhold og under forhold, hvor fixet skal indtages hurtigt, talrige og meget alvorlige
Med fixerum vil man naturligvis ikke forøge antallet af gamle damer, der slås ned, men man vil reducere antallet af skader hos stofmisbrugerne ganske betydeligt. At fastholde forbud mod fixerum er fordømmende moraliseren, mens etablering af fixerum er god og næstekærlig moral. Efter min mening.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278