Problemer forsvinder hverken af at smadre folks lejligheder eller konstruere en kunstig fred.

Hvis man vil løse et problem, er man nødt til at forstå, hvad det består af, og virkelig at ville løse det.

Ugen har vist, at regeringen opererer efter en anden model. De bruger primitive redskaber og andre bevæggrunde, end de siger. Det gælder uanset, om det er i Afghanistan eller i Høje Taastrup.

Regeringen vil nu – igen – gøre noget ved de såkaldte ghettoer. De stod højt på to–do listen, som statsministeren fremlagde under sin åbningstale forleden. Begrundelsen er sociale problemer og kriminalitet. Og hvad gør man så? Væk med dem, så må samfundets sociale problemer da for pokker fordufte sammen med betonbrokkerne. Det er Løkke Rasmussens vision.

Regeringen vil afsætte en halv milliard kroner til at rive boligblokke ned i landets ghettoområder. Socialministeriet har lavet en liste med 29 ghettoer, som er fordelt ud over landet.

Kriterierne er skræmmende simple, og er sammensat af tre grænseværdier. En bebyggelse er en ghetto, når 50 procent er indvandrere eller efterkommere, når 40 procent af beboerne er uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked og når mere end 270 ud af 10.000 indbyggere er dømte for kriminalitet. Hvor svært kan det være?

Fjern dem fysisk
Trykluftshamre og eksplosioner er ikke følsomme redskaber. For Løkke Rasmussen er det en del af hans nye værdipolitik.

»Tiden er kommet til at gøre op med en misforstået tolerance over for den intolerance, der hersker i dele af ghettoerne. Lad os tale åbent om det: I områder, hvor danske værdier ikke har fuldt grundfæste, vil almindelige løsninger være helt utilstrækkelige«, sagde han.

Undskyld, men er god opførsel en særlig dansk værdi? Kan etniske og nationale danskere ikke være intolerante?

Kvitteringen til statsministeren kom prompte fra Pis Kjærsgaard: »Jeg er glad for, at vi er begyndt at tale om, hvad vi kan gøre ved ghettoerne. … På lang sigt skal ghettoerne helt væk ved simpelthen at fjerne dem fysisk«.

Er det ikke et meget stærkt og måske ikke særlig tolerant signal at sende til beboerne i de 29 ghettoer? Det lyder næsten som en krig.

Jo – der er naturligvis problemer. Et sammenfald af flere problemer, der er opstået af forskellige årsager: sociale, arbejdsløshed, integration med videre. I de såkaldte ghettoer bor der mennesker, der samlet set er ramt af meget komplekse problemer, som kun kan løses med komplekse og følsomme værktøjer.

Men det, der virker, er regeringen – med mere end fuld støtte fra Dansk Folkeparti – ikke parat til. Det er for indviklet, for humant og strider mod deres løsnings koncept. De vælger den hårde vej, der trækker linierne op!

Kampen i ringen
Det samme er sket i Afghanistan. Da scenen for krigen blev sat, blev der udråbt to kombattanter – NATO og Taleban. Livet i Afghanistan blev i høj grad struktureret ud fra denne logik. Demokratiske kræfter, der ønsker et frit Afghanistan, fik ingen bane at spille på. 

Måske er krigen på vej ind i en ny fase. Der forhandles. »Det er sådan, at denne type oprør ender« sagde den amerikanske general Petraeus. Og hvem bliver det så, der afgør, hvad der skal ske? Måske en aftale mellem USA, Taleban, Karzai (for en stund) og Pakistan. Og de demokratiske kræfter får stadig ingen plads, selvom USA og NATO taler så meget om dem. Så »oprørets ende« ender med, at kampene for frihed vil fortsætte.

Problemer forsvinder hverken af at smadre folks lejligheder eller konstruere en kunstig fred.