Satserne på efterløn ligger under dagpenge de første år af perioden. Derfor sparer samfundet penge, hver gang en dagpengemodtager skifter til efterløn.

Efterløn og ældrebyrde

Mette Kramer Kristensen

Virkeligheden er, at 240.000 går ledige, fordi der ikke er brug for dem. De fleste af dem, der går på efterløn, er ufaglærte. Skulle ældre og nedslidte mennesker sendes ud i hårdt fysisk arbejde?

af Bjarne Gårdsvoll, København

Modstanderne af efterlønsordningen jubler for tiden.

Det er lykkedes at fremstille en opinionsundersøgelse, som viser danskernes forståelse for, at der pilles ved efterlønnen.

Flere kommentarer i dagblade og i DR tolker den ny holdning som en bekræftelse på vælgerne krisebevidsthed.

Men holdningsskiftet skyldes, at Cepos, arbejdsgivere og arbejderfjendtlige politikere hver anden dag i flere år har bombarderet den udmærkede ordning med misvisende postulater.

Ordningen er nærmest årsagen til vore problemer, ifølge disse mennesker. Hvorfor skulle det være så skadeligt for økonomien, at ældre selv bestemmer over tidspunktet for deres tilbagetrækning?

Jo, mange af dem er raske og kunne bidrage til produktionen længe endnu, hævder de.

Fiktion og virkelighed
Det er en fiktiv forestilling. Virkeligheden er, at 240.000 lønmodtager går ledige, fordi der ikke er brug for dem. Hvordan skulle så ældre og nedslidte mennesker kunne få arbejde?

Jamen, vi kan ikke regne med tilstanden under en krise, svarer de samme ihærdige debattører. Vi får brug for flere hænder, når krisen er overstået. Men næste spørgsmål bliver så, hvorfor ikke flere ældre arbejdsløse kom i arbejde i 2008, da højkonjunkturen toppede?

Det vi oplevede var, at arbejdsgiverne hellere ville have en polak på 30 år end en skrantende dansker på 62. Og der er masser af ledige hænder i Europa.

Men så er der besparelserne. Der udbetales 18 milliarder i efterløn om året. Kan samfundet bære den enorme udgift?

Svaret er, at satserne på efterløn ligger under dagpengesatserne de første år af efterlønsperioden. Derfor sparer samfundet penge, hver gang en dagpengemodtager skifter til efterløn.

Under fuld beskæftigelse kunne det teoretisk være anderledes, men hvor ofte og hvor længe indtræder højkonjunkturer i historien?

I 2008 kom vi en kort tid under 100.000 ledige. Men da havde vi haft kontinuerlig høj ledighed siden midten af 1970’erne.

Efterlønnen sparede os således for betydelige beløb i denne trælse periode. Ældre mennesker kunne leve et værdigt liv, og de unge havde lettere for at finde et job.

Udspekuleret angreb
Ønsket om at spare ved afskaffelse eller forringelse af efterlønnen er imidlertid ikke rent fup. Men dét forudsætter, at der også spares kraftigt på dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og så videre, ellers vil disse ordninger bare overtage udgifterne. Og denne proces er allerede i gang.

Med andre ord et udspekuleret og egoistisk angreb på de ældre og det, højrekræfterne kalder ældrebyrden.

Regering har besluttet at halvere dagpengeperioden, og en arbejdsløs uden dagpengeret får ikke kontanthjælp, hvis ægtefællen har arbejde.

Arbejdsgivere, konservative og Liberal Alliance i skøn forening kræver mere af denne medicin, og vi må frygte, at de ældre kommer til at betale for finansfolkenes griskhed og misrøgt af økonomien.

Det, vi har set hidtil, er kun første etape i et voldsomt angreb på ældregeneration.