Det interessante er, at ofrene og mobberne ikke specielt har kunnet føres tilbage til etniske problemstillinger.

af Klaus Jensen, Randers

Man må lade Dansk Folkeparti den ære, at de bruger alle kneb i forsøget på og udstille de etniske minoriteter.

Sidste skud på stammen er kravet om nye regler for, hvornår et boligområde kan kaldes for en ghetto.

I dag skal der således være mindst 40 procent af lejerne, som kan kaldes socialt belastede, for at et boligområde kan kaldes for en ghetto, og i fremtiden er det Dansk Folkepartis ønske, at  dette niveau sænkes til 25 procent.

Hvis dette krav nu blev stillet, fordi boligområder med 25 procent generelt var ligeså hårdt ramt som de ghettoer, vi ser i dag, ville der selvfølgelig være mening med galskaben. Men da dette langt fra er tilfældet, må spørgsmålet til DF uundgåeligt være:

Skal vi have flere ghettoer for at fremme udflytningen af de velfungerende familier, eller ønsker I flere etniske minoriteter i ejerboliger? Det første ville være direkte skadeligt, hvorimod det andet sandsynligvis ville gavne integrationen.

Erfaringer
Jeg har to døtre, som er 14 og 17 år, hvor den mindste stadig går i den lokale folkeskole. I skolen har der fra begge pigers start været mellem 15 og 20 procent elever med anden etnisk baggrund. Dette gælder alle klasser på skolen i de år, som jeg kender til. Skolen har selvfølgelig haft problemer med mobning som mange andre skoler, det har især min store datter mærket.

Men det interessante er, at ofrene og mobberne ikke specielt har kunnet føres tilbage til etniske problemstillinger. Nu har vi ikke efter de nuværende regler en ghetto i byen, dog ligger naboskolen op til det boligområde i byen, hvor de fleste af anden etnisk herkomst bor.

Det har resulteret i, at vores kommunalbestyrelse har lavet et byprojekt, hvor begge skoler indgår, i hvert fald når man ser de fremlagte farvekataloger.

Penge er ikke nok
Kendsgerningerne er derimod, at hvor naboskolen får næsten ubegrænsede midler, må vores pigers skole deltage i besparelserne på lige fod med byens andre folkeskoler.

Men til trods for, at naboskolen gang på gang bliver fremhævet af kommunalpolitikerne, er der stadig store problemer med integrationen på stedet.

Det fører uvilkårligt frem til følgende spørgsmål: Kan integration købes for penge eller politiske floskler? Hvad er det egentlig, vi kræver af en integration? Er det 100 procent sammenlignelighed eller et krav om det største tilknytningsforhold?

Det kunne også være viden om Danmark eller medlemskab af en fagforening, det sidste kræver dog fast arbejde, som også kunne være integration.

En ting er for mig og se vigtigt! Når mennesker skal integreres, må det ske i forhold til de klassesamfund, de naturligt vil være sammen med i hverdagen, derfor kan en sådan integration sjældent planlægges af akademikere eller vildfarne, offentlige embedsmænd/kvinder.

Man kunne til sidst fristes til at spørge, om Hellerup og Strandvejen ikke i fremtiden bør betegnes som overklasse­ghettoer?