Kun livet selv er ægthed…

Af Kjeld Stenum

Storcentre med alle mulige butikker samlet under ét tag er et produkt af de seneste fyrre-halvtreds år. I min barndom var der ikke alle disse specialbutikker, den lokale købmand måtte sørge for at have alt, hvad en familie kunne begære af daglige fornødenheder, på sine hylder. Til gengæld begærede man ikke så meget.

Nu er der opfundet tusind nye behov, varesortimentet er spredt i diverse specialbutikker, der er dele af landsdækkende hvis ikke globale butikskæder, hvor alle butiksafdelinger fører nøjagtig de samme standardvarer. Resultatet er, at har man været i ét storcenter, har man været i dem alle. De huser alle de samme specialbutikker, og butikkerne fører de samme varer.

Vi forbrugere må tilpasse vore behov til, hvad vi kan få. Vi må standardisere os som de varer, vi vil købe. I perioder af mit liv har jeg hadet og skyet det at handle i storcentre. Skulle jeg have en vare sådan et sted, og jeg endte i en puffende trængsel af mennesker, der tilsyneladende nød både mylderet og det at købe ind, kunne det ende med, at jeg fik det så dårligt, at jeg gik igen uden min vare. Jeg kunne ikke klare, at folk tilsyneladende havde det fedt med at købe ind. Som jeg så det, var det, de fik, ikke ægte. Forbrugerræset var tomme kalorier. Den holdning var jeg nu ikke ene med.

Et eller andet sted har jeg det vel stadigvæk sådan. Men jeg tænker ikke så meget over det mere. I hverdagen kan det være meget praktisk at gå i butikscenter i stedet for at rende den halve hovedstad rundt efter diverse varer. Og det er jo muligt at være kritisk forbruger, selv om man går i storcentre, man behøver ikke overgive sig til shopping-kulturen. Mange af dem, der handler og puffer, er nok alligevel også mennesker med omtrent samme holdning som jeg selv; de er her, fordi de skal have fat i livsfornødenhederne, ikke for at shoppe. Om ikke andet tvinger en slunken pengepung dem til at være kritiske.

Som jeg har blødt op på min modvilje, har de blødt op på deres. Så som tiden er gået, er selv vi vrangvillige begyndt at handle jævnligt i storcentre. Det lugter centrenes reklamekonsulenter jo. Og de søger bevidst at lokke alle slags mennesker til. Centrene begynder direkte at udvikle sig til kulturcentre med de forskelligste kulturtilbud. Det er ikke bare muzak alt sammen. Således opdagede jeg her for et par uger siden ved et tilfælde, at et af de lokale storcentre i mit område reklamerede med at deltage i Copenhagen Blues Festival.

Det havde jeg ikke ventet. Blues-musik har ikke et særlig bredt publikum i vore dage, slet ikke som i rockmusikkens barndom i hvert fald. Og selv da kunne ingen handlende finde på at tiltrække kunder med den. Men jeg var ung i rockmusikkens barndom, og lige siden har jeg meget tit hørt meget blues, fra de gamle blik-guitar-helte over Muddy Waters til B. B. King og John Lee Hooker.

Der var flere af min generation, der ikke nøjedes med at lytte, de forsøgte at tilegne sig sproget. Det synes jeg er o.k., blues er et musikalsk sprog, som kan læres og er ikke nødvendigvis mindre ægte, fordi musikeren ikke er sort.

Jeg husker én af de danskere, som virkelig lærte dette musiksprog, fra et lille overfyldt værtshus i Århus, hvor han sad oppe bag baren på en barskammel med sin guitar og tryllebandt os alle sammen med rå blues, der ikke gav Amerikas sorte musikere noget efter. Han hed Ole Frimer. Nu mødte jeg ham igen. Han var én af dem, der var på det lokale storcenters program, og den dag tog jeg ind for at se det.

Ole Frimer var blevet ældre som jeg selv. Jeg huskede ham som en meget ung mand med et meget langt lyst hår. Nu så han halvgammel og halvfalmet ud, ligesom jeg selv. Men hold op, hvor kunne han få en guitar til at sige ting om en mands følelser, som ikke kan siges med ord, men som kun en elektrisk bluesguitar kan sige! Om vrede, om klagende ensomhed, om kærlighed. Om livet, som vi oplever det, når vi er tættest på det. Blues, med andre ord.

Hver gang et nummer sluttede, var det som at komme ned fra en rejse mellem oktoberhimlens drivende skyer, fra fjerne mexicanske ørkener, eller hvor man nu havde været, og vågne midt på et ligegyldigt centertorv mellem en skare tilhørere, der næsten alle sammen havde nået samme grå og falmede alder som én selv, og hvoraf vel omtrent tre fjerdedele var anonyme, gråhårede mænd i gråt, sort og blåt falmet tøj. Ikke til at få øje på i hverdagen. Som mig selv faktisk. Vi bluesfans må være en type!

Men her stod vi og havde hver især lige været tæt på vores eget liv, som det havde været, når det havde været mest levende. Det er det, god kunst kan gøre. Er det ægthed? Selvfølgelig er det ikke det, kun livet selv er ægthed. Men det bragte os umådelig tæt på noget ægte. Noget fjernere fra muzak har jeg svært ved at forestille mig. Og så alligevel – var det ikke netop som muzak, det blev brugt? Til at lokke stædige gamle nisser som jeg selv ud i butikscentrene?

Hvad det kommer til at betyde for kulturoplevelser på længere sigt, hvis kulturen for alvor får rollen som kundemagnet for storcentre og handelsstandsforeninger, ved jeg ikke. Men måske behøver det ikke gå så galt.

Størstedelen af kulturen har altid været afhængig af at blive sponsoreret, lige siden adel og konger betalte malere og musikere for at blive forherliget. Vi mennesker har brug for ægte kommunikation og tilstedeværelse alligevel. Og det er der, kulturen er.

Lad bare de globale kræmmere betale kunstnerne for at lokke os andre ud af hulerne en gang imellem! Kultur er alligevel ikke en vare, kræmmere kan købe og sælge, men en oplevelse af livsnærhed, kunstnerisk kommunikation kan vække i os. Kultur er en samtale mellem kunstner og publikum, kræmmerne har ikke en skid at skulle have sagt der.