Der er ingen udsigt til, at VK’s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens »bedste« folkeskole¬besparelser.
af økonom, cand.scient. adm. Henrik Herløv Lund
Lars Løkke Rasmussen har med sine »10 drømmemål« og VK’s arbejdsprogram »Danmark 2020« sat yderligere reformer på dagsordenen for folkeskolen. Danske elever skal bringes op blandt verdens fem bedste med hensyn til læsning, matematik og naturfag samt engelsk.
Men vel at mærke uden at det må koste mere. Tværtimod skal folkeskolen i øvrigt spare, fordi der også herfra skal frigøres ressourcer til et voksende antal ældre og stigende sociale behov. Konsekvensen for folkeskolen vil være omfattende nedlæggelse af skoler og lærerstillinger samt forøgelse af klassekvotienter.
Samtidig skal specialundervisningselever flyttes tilbage i almenundervisningen, men uden at ressourcer og kompetenceoprustning kan forventes at følge i tilsvarende omfang pga. sparepresset. Alt dette vil selvsagt forringe den generelle kvalitet i undervisningen og dermed fjerne virkelighedens folkeskole fra de ambitiøse mål. Og navnlig de svageste i folkeskolen vil blive ramt.
Folkeskolen – dyr og dårlig?
Begrundelsen for reformbestræbelserne er i høj grad hentet fra OECD’s sammenligninger af medlemslandenes ressourceforbrug til folkeskole og fra organisationens sammenligninger i PISA-undersøgelserne af de faglige resultater af undervisningen. Med baggrund heri har VK-regeringen fremført, at den danske folkeskole er for dyr og for ringe.
Men OECD er ikke en neutral og objektiv »overdommer«. Organisationen har i en årrække været højborg for nyliberalistisk økonomisk tænkning, og kritikken af folkeskolen fra både OECD selv og fra de hjemlige nyliberalistiske kritikere lider under væsentlige metodiske brist.
OECD’s sammenligninger af omkostnings- og af præstationseffektiviteten i folkeskolen handler om såkaldt »benchmarking«. Det vil sige, at man søger at finde de bedste, for at mindre gode kan lære heraf. Det er der i sig selv intet i vejen med, hvis det gøres metodisk rigtigt.
Men afgørende for anvendeligheden af sammenligningerne er, at man systematisk renser eller korrigerer for baggrundsfaktorer i samfund, uddannelsessystem og folkeskole, som også påvirker resultaterne, således at vi har de rene undervisningsmæssige forskelle tilbage.
Men der er en afgørende brist hos OECD, når Danmark sammenlignes med et gennemsnit af OECD-lande, hvor der indgår imellem en tredjedel og en fjerdedel økonomisk og udviklingsmæssigt mere tilbagestående tredjeverdens eller østeuropæiske lande.
Disse lande har af oplagte økonomiske grunde langt færre ressourcer til disposition for deres folkeskoler end Danmark. Det er imidlertid ikke rimeligt således at sammenligne ressourceforbruget i folkeskolen i Danmark med forbruget i økonomisk mere tilbagestående lande. Det er som at sammenligne æbler og pærer.
Danmark hører naturligt hjemme i en vesteuropæisk sammenhæng, men heller ikke her kan man sammenligne os med hvem som helst, fordi de større lande i Vesteuropa objektivt har betydeligt større muligheder for stordrift i uddannelsessystemet og herigennem for et lavere ressourceforbrug.
Derfor er det for Danmark relevant at sammenligne ressourceforbruget i folkeskolen med dét i mindre vesteuropæiske lande og især i Norden, som vi på mange måder er mest beslægtede med. Men holder man sig til denne for Danmark relevante sammenligning ligger den danske folkeskole ikke længere langt nede, men pænt i midten.
Også hvad angår sammenligningen af de faglige resultater i folkeskolen på basis af PISA-undersøgelserne går den relevante sammenligning til mindre vesteuropæiske lande og især til Norden. Og betragtet således ligger Danmark fagligt også her pænt i midten og ikke langt nede. Der er således objektivt set IKKE belæg for påstanden om, at den danske folkeskole skulle være uforholdsmæssigt dyr eller dårlig.
Eftersyn og rejsehold
Med baggrund i en altså fejlagtig konklusion om, at folkeskolen er uforholdsmæssigt dyr og dårlig, har VK-regeringen under Lars Løkke Rasmussen ikke desto mindre iværksat et »360 graders eftersyn af folkeskolen« og bedt et »rejsehold« om at komme med reformforslag. Desværre står det ikke bedre til med forslagene end med det ovenfor nævnte analysegrundlag.
Ganske vist er der enkelte gode overvejelser om styrket kompetenceudvikling for folkeskolelærere og om øget læseindsats. Men en betydelig del af rejseholdets forslag er i realiteten spareforslag, der skal finansiere gennemførelse af rejseholdets enkelte udgiftskrævende forslag.
Besparelser er i realiteten forslagene om skærpede adgangskrav til læreruddannelsen, omlægning af specialundervisning og (ned)justering af andelen af elever i specialklasser og på specialskoler, (op)justering af lærer-/elevratioen, udfasning af 10. klasse samt nedlæggelse af mindre skoler.
Men besparelser er sjældent samtidig kvalitetsforbedringer, men tværtimod som oftest kvalitetsforringelser. Det vil næppe heller hjælpe på kvaliteten, at rejseholdet lægger op til at videreudbygge den hidtil tiltagende topstyring, kontrol og bureaukratisering af folkeskolen.
Hvad værre er, så lægges der op til mere ansvar for egen læring og til mere hold- og linjeopdelt undervisning – navnlig i udskolingen. Men herved vil de svagere elever i folkeskolen blive kørt endnu længere bagud. I samme retning peger selvsagt bortbesparelsen af specialundervisning og specialskoler.
Og lige denne nedprioritering af indsatsen for de svagere elever vil være en afgørende gift for målet om en bedre samlet score for danske skoleelever i PISA-undersøgelserne. For en sammenligning mellem den danske folkeskole og det ofte fremhævede Finland viser lige bestemt, at finske elevers langt bedre score i læsning, matematik og naturfag i høj grad beror på, at den finske folkeskole evner at få de svageste elever med og herigennem også at hive niveauet op for de øvrige elever. Det er her finnerne henter hele PISA-gevinsten
Rejseholdets forslag og overvejelser om øget linje - og holddeling, om flere test og prøver og målinger fortsætter imidlertid i det samme elitegørelsesspor, som VK’s hidtidige folkeskolereformer. Selvom disse indtil nu ikke har skabt generelt bedre resultater i folkeskolen, netop fordi reformerne har svigtet de svagere elever. Lægges her oveni nulvæksten plus rejseholdets besparelsesforslag, kan resultatet ikke undgå at blive en generel forringelse af kvalitet og faglige resultater af folkeskoleundervisningen.
Og sørgeligt nok vil tilbageflytningen af specialundervisningselever til folkeskolen ikke bare ramme disse elever i form af dårligere målretning af undervisningen hertil, men vil selvsagt på grund af den øgede belastning af lærerne også forringe almenundervisningen for normaleleverne. Man kan derfor også forvente en forstærket flugt af bogligt stærke elever fra folkeskolen til privatskoler.
Der er derfor ingen udsigt til, at VK’s planer for folkeskolen vil føre til verdens bedste folkeskole, men kun til at de ender som verdens »bedste« folkeskolebesparelser.
Indsats for de svage
Vi skal i stedet satse mere på at trække de svage elever fagligt op gennem lektiehjælp, øget brug af undervisningsassistenter og loft over klassekvotienterne Det vil selvfølgelig kræve et ressourcemæssigt løft for folkeskolen. Man kan ikke – som regeringen synes at ville hævde – spare sig til bedre kvalitet.
Samtidig bør afvandringen af bogligt stærke elever fra folkeskolen bremses, fordi det af sociale og demokratiske grunde er vigtigt med en bred folkeskole ligesom de stærke elever er med til at trække de svagere elever op, mens det ikke går den modsatte vej. Derfor bør betalingsskolernes statstilskud reduceres, og privatskolerne skal opfylde samme krav som folkeskolen om optag af etniske og socialt belastede elever.
Sidst, men ikke mindst er der brug for en anden styringsmodel end topstyring og stigende kontrol og dokumentationskrav. I stedet bør lærernes professionelle, faglige og pædagogiske råderum øges. Og her er en styrket kompetenceudvikling af lærerne naturligvis en god ting. Der er behov for at styrke læreruddannelsen, men kvalitativt gennem flere timer og bedre fag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
