Under den nuværende lav­konjunktur må beskæftigelses­­­indsatsen målrettes fremtidens behov for arbejdskraft. Det gøres bedst ved massiv satsning på uddannelse.

Kommunal jobindsats uden statslig spændetrøje

Mette Kramer Kristensen

Jo vist er det beskæmmende, at mange ledige ikke bliver tilbudt nogle anstændige vilkår. Lige som det er uværdig og respektløs måde de ledige behandles på.

af Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland

Den 11. oktober 2010 kunne vi i forskellige medier læse, at LO og DA kræver, at kommunerne skal fratages ansvaret for aktivering, vejledning og opkvalificering af ledige. Denne melding er skudt helt ved siden af. En tilbagevenden til et statsligt system vil være halsløs gerning.

Målinger viser, at kommunerne trods rigtig mange snærende, statslige kontrolmekanismer løfter beskæftigelsesindsatsen ganske godt. Og langt bedre end de private aktører på området, der ellers bliver forgyldt med overbetaling af en privatiseringsvenlig lovgivning.

Jobcentrenes medarbejdere – de fleste HK’ere – er veluddannede, fleksible og professionelle. Dertil kommer, at de mange dygtige medarbejdere, der hidtil har virket i statsligt regi, har givet nye impulser til arbejdet med de ledige i et jobsystem, der nu er mere sammenhængende.

Håbløse rammer
Jeg medgiver gerne, at jobindsatsen lader en hel del tilbage at ønske. Det faktum har imidlertid intet at gøre med, at beskæftigelsesområdet ligger i kommunalt regi. Nej, hele jobindsatsen lider under nogle helt utidssvarende rammer. Lad mig pege på to tiltag, der begge i betydelig grad vil kunne kvalificere indsatsen.

For det første ansporer det nuværende refusions- og kontrolsystem til en tænkning, der ikke forpligter aktørerne til at skabe resultater. Den statslige belønning opnås – formentlig kun af ideologiske grunde – gennem en givet adfærd, hvor der fokuseres på hvilke midler, kommunerne anvender i beskæftigelsesindsatsen. Det er bestemt ikke fremmende for effektiviteten.

Mål i stedet jobcentrenes indsats på og beløn dem efter det antal borgere, jobcentermedarbejderne får ud i uddannelse, beskæftigelse eller aktivering. Hverken mere eller mindre. Det kan for eksempel ske via resultatkontrakter med de regionale beskæftigelsesråd, hvor også arbejdsmarkedets parter kan involveres.

For det andet er det på tide at få gjort op med det forældede grundlag i det nuværende beskæftigelsessystem, der på alle måder er gearet til en økonomisk højkonjunktur. I dag er mange mekanismer således målrettet en situation, hvor det gælder om at få allokeret så meget arbejdskraft som muligt ud på et arbejdsmarked uden nævneværdig arbejdsløshed. Det duer simpelthen ikke i dagens virkelighed, hvor der over en bred kam ikke er arbejde at få, og hvor der er overskud af arbejdskraft.

Uanstændige vilkår
Under den nuværende lavkonjunktur er det alfa og omega, at beskæftigelsesindsatsen bliver målrettet fremtidens behov for arbejdskraft. Det gøres naturligvis bedst gennem en massiv satsning på uddannelse - på efteruddannelse, videreuddannelse og generel opkvalificering. Desværre ligger der i de nuværende, statslige belønningsmekanismer ingen nævneværdige incitamenter i den retning.

Jo vist er det beskæmmende, at mange ledige ikke bliver tilbudt nogle anstændige vilkår. Lige som det er uværdig og respektløs måde de ledige behandles på. Skal skuden vendes kræver det imidlertid, at den kommunale jobindsats får lov at virke under nogle tidssvarende og nutidige rammer i stedet for systemer, der burde høre til Stalintidens bureaukratiske systemer.