Grundlæggende er det en afgørende del af ethvert menneskes ressource af personlige særinteresser, at det fælles prioriteres. Uden fællesskabet er menneskene intet.

Af Kjeld Stenum

De fleste af os kender sikkert til at stå i dilemmaet mellem, hvor meget man skal tage vare på sine egne behov og interesser, og hvornår man i stedet må vælge at ofre dem på vores fælles trivsel. Det gælder i det helt små: Skal man ofre en tyver på »Hus Forbi«-sælgeren foran Brugsen, selv om det betyder, at man så ikke længere har penge nok til at få fyraftensbajeren med hjem?

Mange politisk eller humanistisk engagerede mennesker kender det garanteret også som et dilemma imellem, hvor mange tillidshverv man kan påtage sig, og hvor meget man må gøre for at holde familielivet eller den personlige trivsel eller karriere kørende. Mange af denne avis’ læsere kender også problemet om særinteresser kontra fællesinteresse fra diskussioner om, hvordan man laver socialisme, og hvad socialismen handler om.

Skal borgerne ofre sig på samfundsfællesskabets alter under socialismen, eller er socialismen til for at tjene borgerne? Så det er en vigtig ting at blive klogere på, hvordan de to størrelser egentlig forholder sig til hinanden.

Hvordan finder man i det hele taget ud af, hvad fællesinteressen er? Går man langt nok tilbage, var fællesinteressen alles interesse i at beskytte såvel de enkeltes som samfundsfællesskabets værdier mod ydre fjender. Ingen fyrste kunne bevare sin magt uden et minimum af duelighed som folkets beskytter. Og enhver moderne politiker kender stadig mekanikken: Kniber det med populariteten, gælder det om at skaffe ydre fjender, så skabes der indre enighed og opslutning om den siddende leder.

Men op mod den franske borgerlige revolution opstod der også en opfattelse af begrebet fællesinteresse som noget, der var modsat af den personlige særinteresse. Ville man styrke det fælles, måtte man sætte sig selv og alle andre individuelle særinteresser til side. Nok især filosoffen Rosseau er kendt for denne opfattelse af det fælles. Mange ser i denne tankegang roden til den terror, der opstod i løbet af Frankrigs borgerlige revolution under Robespierres ledelse. Og en del mener, at de russiske bolsjevikker havde arvet lidt for meget af tankegangen.

Personligt tror jeg ikke, at terror er et produkt af, hvad filosoffer tænker. Såvel filosoffers tanker som terror er et produkt af bestemte situationer. Og terroren er et misforstået forsøg på at løse problemer i en genstridig virkelighed med vold i stedet for med grundigere analyser og demokratisk mobilisering.

Rosseau havde selvfølgelig ret i, at de personlige særinteresser tit kommer i konflikt med fællesskabets behov. Men hvis man ligefrem opfatter den personlige interesse og samfundssindet som størrelser, der gensidigt udelukker hinanden, bliver proportionerne i billedet helt forkerte.

Grundlæggende er det jo en afgørende del af ethvert menneskes ressource af personlige særinteresser, at det fælles prioriteres. Uden fællesskabet er menneskene intet. Og meget få af os kan i det hele taget komme i tanker om ønsker eller behov, som ikke retter sig mod noget, der er båret af det fælles, det være sig alt fra daglige fornødenheder og drømmen om en ny bil til behov for alskens kreative udfoldelser, personlig anerkendelse og lykke.

Vi har alle personlig særinteresse i at opretholde det fælles, fordi stort set ingen af vore øvrige personlige særinteresser i det hele taget kan eksistere uden.

Det almindeligste er, at vore personlige særinteresser ikke er destruktive i forhold til vores fællesskab, men tværtimod udfolder sig på grundlag af det fælles. Og at det, at vi udfolder dem, derfor også styrker den personlige særinteresse, vi har i at få det fælles til at trives. Derfor er det også vigtigt, at vi udfolder dem og ikke betragter dem som samfundsnedbrydende virksomhed.

Når Rosseau så personlige særinteresser som nedbrydende for fællesskabet, har det måske at gøre med, at han henvendte sig til den belæste, privilegerede overklasse i et samfund, der også rummede en meget stor ubelæst, ludfattig underklasse, som Rosseau dyrkede med et ærligt idealistisk hjerte.

Det var på de ressourcer denne underklasse bragte til veje, at overklassen kunne dyrke sine privilegerede særinteresser. Og uden at en tilstrækkelig stor del af overklassen lod sig overtale til at sætte deres personlige særinteresser helt til side til fordel for det fælles, lod kårene for den udnyttede underklasse sig ikke forbedre efter Rosseaus tankegang.

Men er der da slet intet hold i den udbredte myte om, at egoisme er samfundsnedbrydende? Findes der slet ikke områder, hvor vore personlige særinteresser kommer i modstrid med det fælles og bør destrueres for fællesskabets skyld?

Jo, når man reducerer andre til middel for én selv og ikke respekterer, at deres personlige særinteresser er lige så vigtige som ens egne. Og den franske overklasses udfoldelse af personlige særinteresser på bekostning af en underklasses lidelser og afsavn på Rosseaus tid er uden tvivl et eksempel på det. Et andet er, når man fremhæver sin personlige kulturbaggrund ved at trampe på andres. En egoisme, der på den måde ikke kender sine egne grænser, skaber utryghed i alle, som udsættes for den, og det destabiliserer naturligvis samfundet.

Det bedste er derfor, hvis samfundet kan forsvare sig imod den. Det kan langt fra alle samfund, for eksempel ikke kapitalistiske samfund. Samfund, der ikke kan, er kronisk ustabile. Men fra at bekæmpe skrupelløs egoisme og til som Rosseau at bekæmpe al egoisme er der meget langt. I de allerfleste ting tager vi vare på samfundet ved at tage vare på os selv, og omvendt.