Situationen i Europa er ikke, at arbejderklassen bliver nødt til at accepterer sin egen politiske, sociale og økonomiske undergang – sådan som en enig hær af EU-politikere prædiker, at den skal.

af Chris Holmsted Larsen, Tåstrup

»Besparelser på velfærdssamfundet er en tvingende nødvendighed«, lyder mantraet for tiden over hele Europa.

Et enigt kor af medier, virksomheder, politikere, og hvad der ellers findes af meningsdannere i oversektionen af de europæiske samfund, anbefaler nedskæringer på offentlige institutioner, fyring af tusindvis af offentlige ansatte og lignende.

Målet er definitivt afvikling af det velfærdssamfund, som arbejderbevægelsen med blod, sved og tårer har kæmpet for at skabe og derved muliggøre en menneskeværdig tilværelse for befolkningsflertallet.

I dag skubber højrefløjen og borgerskabet samfundsudviklingen i den modsatte retning; der er afvikling og ikke udvikling på dagsordenen.

Imidlertid findes der en række gode grunde til at stoppe op og kigge nærmere på, hvad der egentligt er under opsejling. Grundene beskrev den britiske kommentator George Monbiot for nylig rammende i en artikel om den katastrofale situation i Storbritannien (Information, onsdag den 20. oktober).

Perspektiverne er ganske skræmmende.

Selvom politikerne, under henvisning til fællesskabets bedste, nu gør indhug i vores velfærd, så findes der ikke nogen økonomisk naturlov, som nødvendiggør dette. Forudsætningen – i et kapitalistisk samfund i krise – for at de velhavende, dem med magten, pengene og virksomhederne, kan beholde og øge deres profitter, er, at den arbejdende befolkning, studerende og arbejdsløse må stå for skud og spænde livremmen ind.

Besparelserne skal dermed sikre fortsat voksende profitter til overklassen og de multinationale selskaber, der som en hær af græshopper udnytter krisetiderne.

Arbejderne kan se frem til en uendelig spiral af konkurrence, hvor europæiske, kinesiske og amerikanske arbejdere må slås om den skrumpende pose penge, der måtte blive tilovers, når aktionærer og direktører har fået deres andel.

Lønnen presses
Lønningerne presses sideløbende ned under konstant trussel om udflytning af de få tilbageværende arbejdspladser.

For arbejderklassen er dette et ultimativt et »loose-loose-scenarie«. Denne proces accelereres yderligere, efterhånden som højrefløjen og de multinationale firmaer har succes med at rulle den såkaldte chok-doktrin ud.

Kort fortalt, så er chokdoktrinen en ekstrem, økonomisk model, der blev udviklet af højrerabiate amerikanske økonomer, og som første gang blev testet i kølvandet på Pinochets kup i Chile.

Det uhyrlige eksperiment blev muliggjort af juntaens nedslagtning af den chilenske venstrefløj og arbejderbevægelse.

Konsekvenserne i Chile var ikke økonomisk vækst, men det stik modsatte. Alligevel er modellen siden hen blevet påtvunget Østeuropa og Rusland.

Derefter fulgte eksperimenter med en række lande, der blev invaderet af USA og Verdensbanken, herunder i særdeleshed Irak.

Først Chile så London
Chokdoktrinen, om end i en mildere variant, er nu den konservative britiske regerings primære værktøj i afmonteringen af landets i forvejen ramponerede velfærdsmodel.

I Grækenland er lignende tiltag blevet tvunget igennem, på trods af store folkelige protester, og det er sandsynligt, at andre europæiske lande snart kommer til at stå for skud.

Situationen i Europa, med Frankrig i front, er imidlertid ikke, at arbejderklassen bliver nødt til at accepterer sin egen politiske, sociale og økonomiske undergang – som en enig hær af EU-politikere ellers samstemmende prædiker, at den skal.

Nej, franske arbejdere og studerende viser lige nu vejen med en massiv og militant modstand imod afviklingen af velfærden. Situationen er ikke, at vi for enhver pris skal acceptere det kapitalistiske systems tilbagevendende kriser og vanvittige fordeling af samfundsværdierne.

Situationen er derimod, at vi her og nu har en reel mulighed for at sige nej til det irrationelle politiske og økonomiske system, der trives bedst med rigdom for de få og nød og elendighed for de fleste. Det er det nej, der lige nu lyder igennem tåregassen i de franske gader. 

Hvis det eksisterende, kapitalistiske system ikke kan sikre befolkningernes velfærd, så er det på tide, at vi  udskifter det med en rationel samfundsmodel, der sætter menneskets behov over kapitalens.