05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Spar på mistilliden

Spar på mistilliden

Fredag, 29. oktober, 2010, 11:24:36

De øverste ledelsesfunktioner er vokset otte gange hurtigere, end nogle af de faggrupper, der hjælper børn og ældre. Årsagen er Århus kommunes virksomhedsmodel.

Spar på mistilliden
pn
Hvis Århus kommune lader veluddannede, menige medarbejdere og de laveste ledelsesniveauer tage flere beslutninger sammen med borgerne, så kan kommunen spare millioner på cheferne, påpeger formanden for FOA i Århus. Her fra en tidligere demonstration.

af  Kirsten Normann Andersen, afdelingsformand, FOA Århus

De århusianske byrådspolitikere vil gennemføre massive besparelser, og FOA Århus foreslår, at kommunen sparer på de funktioner, der ikke direkte skaber velfærd for borgerne.

Mange af den slags funktioner er ledelses- og kontrolfunktioner, som hele tiden bliver flere og flere. På bare et enkelt år, fra juli 2009 til juli 2010 voksede antallet af chefer i Århus Kommune med 8,16 procent. Til sammenligning blev der i samme periode blot 0,88 procent flere pædagogmedhjælpere og 1,02 procent mere social- og sundhedspersonale. De øverste ledelsesfunktioner er altså vokset hele otte gange hurtigere, end nogle af de faggrupper, der hjælper børn og ældre.

Årsagen er Århus kommunes såkaldte virksomhedsmodel, som grundlæggende bygger på mistillid.

Systemet tror ikke på, at personale og borgere selv kan vurdere en situation; for eksempel at social- og sundhedspersonale og de ældre sammen kan definere plejebehovene. Personalet i plejeboligerne skal blot levere de ydelser, som en visitator har bestemt, at den ældre skal have.

Det nederste ledelsesniveau, teamlederne, skal så holde øje med, at dette sker, men mistilliden stopper ikke her. Teamlederne bliver overvåget af plejelederne, der bliver iagttaget af områdecheferne, som bliver holdt i ørerne af social- og sundhedscheferne, der til gengæld har direktørens opmærksomhed.

Alle de kommunale forvaltninger bygger på dette mistillidsprincip, denne virksomhedsmodel. Hvis Århus kommune lader veluddannede, menige medarbejdere og de laveste ledelsesniveauer tage flere beslutninger sammen med borgerne, så kan kommunen spare millioner på cheferne og deres støttefunktioner.

Mindre mistillid vil også betyde færre interne og eksterne konsulenter, som laver færre tilfredsundersøgelser, kvalitetsrapporter og trivselsundersøgelser. Mindre mistillid vil betyde færre udliciteringer, der kræver et dyrt bureaukrati til at lave blandt andet udbudsmateriale og afregninger.

Mistillidsmodellen er dyr. Århus Kommunes chefer, ledere, AC'ere og kommunikationsansatte koster omkring 1,3 milliarder kroner årligt. Nedlagde kommunen blot en tredjedel ad disse funktioner, kunne man altså spare 433 millioner kroner.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2010 - 11:24   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev