Forhandlingerne i FN-regi er plaget af en utilgivelig ubeslutsomhed, og desuden af en uhørt kræmmermentalitet fra beslutningstagernes side.
af Bente Hessellund Andersen, aktiv i Klimakollektivet
Københavns Byret er for tiden ramme for en række retssager, der har relation til protesterne mod den måde, FN’s klimaforhandlinger forløb på op til og under COP15 sidste år i december.
Sideløbende med det farceagtige forløb indenfor murene i Bella Centret, optrådte det danske politi udenfor med en helt unødvendig magtudøvelse.
Dette førte blandt andet til anholdelse af aktivister fra netværket Climate Justice Action (CJA) og efterfølgende sigtelser imod foreløbig fire af netværkets aktive. To af retssagerne er afsluttet med frifindelse, mens de to andre netop nu finder sted i byretten.
De to kvinder, der er anklaget i den igangværende sag, var talspersoner for CJA’s aktion den 16. december »Reclaim Power – Push for Climate Justice«.
Denne aktion kom sidste år til at dele vandene imellem folk, der bakkede op om aktionen, og folk, der tog ganske skarp afstand fra den.
Nu hvor retssagerne ruller, kan det måske give anledning til en debat om, hvorvidt civil ulydighed er nødvendig i forhold til klimasagen – og om CJA-aktionen var en acceptabel form for civil ulydighedsaktion.
Meget tyder på, at svaret på det første spørgsmål – om civil ulydighed er nødvendig i forhold til klimasagen – må være ja.
Denne konklusion bunder i situationens alvor kombineret med det faktum, at forhandlingerne i FN-regi er plaget af en utilgivelig ubeslutsomhed. Desuden af en uhørt kræmmermentalitet fra beslutningstagernes side i forhold til at udtænke uigennemskuelige smuthuller for at undgå at sætte de nødvendige handlinger i værk.
Nord-syd alliance
Det viste sig i løbet af 2009, at unge klimaaktivister fra Nord og oprindelige folk og bonde- og græsrodsbevægelser fra Syd er fælles om analysen af problemernes alvor og i stand til forene kræfterne om fremadrettede handlinger.
Deres analyser bygger på samme kilder som politikernes, nemlig FN’s Klimapanel. Men de drager nogle andre konklusioner. Forskellen ligger ikke så meget i de mål, der stilles op for reduktion af drivhusgasser i atmosfæren, men mere i, hvordan vi skal nå målene, og hvilke metoder, der er ønskelige, acceptable og retfærdige.
Og fordi de løsninger, der arbejdes med i FN, i meget vid udstrækning er uacceptable, er behovet for at mobilisere til en modstand, der kan ses og høres, så meget desto større.
Denne alliance – en bevægelse for klimaretfærdighed – står styrket efter COP15.
Dét, bevægelsen kæmper imod, er et forhandlingsregime, der på den ene side tillader virksomheder at komme igennem med deres lobbyisme for destruktive »løsninger«, men på den anden side kun tillader de befolkningsgrupper, der kommer til at lide mest under FN-processens beslutninger, at komme sporadisk til orde.
Bevægelsen kæmper også imod markedsgørelse af atmosfæren og beslutninger, der øger den globale ulighed og ikke for alvor tager hensyn til fremtiden.
Skønt hele denne samling af systemfejl længe har været en del af FN-forhandlingssporet, negligeres de langt hen ad vejen i den offentlige debat. Der tales og skrives næsten udelukkende om målsætninger.
Det er derfor, så mange af budskaberne under COP15 både fra politikeres, men også fra mange NGO’ers side, mere handlede om vigtigheden af, at der blev indgået en bindende aftale med dét, der så smukt kaldtes “ambitiøse mål“ end om, hvordan vi skal komme dertil på en retfærdig og ikke-destruktiv måde.
Civil ulydighed – hvordan?
For at kunne svare på det andet spørgsmål – om CJA-aktionen den 16. december sidste år var en god eller acceptabel form for civil ulydigheds-aktion – kan det måske hjælpe at se på, hvordan den blev planlagt, og hvilke tanker der lå bag.
I sensommeren 2008 blev der taget initiativ til det første internationale møde for bevægelser og personer med en systemkritisk opfattelse af problemerne.
Denne internationale samling blev til »Climate Justice Action«, som efterfølgende formåede både at samle et stort antal mennesker om en række af aktioner og demonstrationer i København i december – og at gennemføre den store fælles aktion den 16. december »Reclaim Power – Push for Climate Justice« sammen med det andet store netværk for klimaretfærdighed »Climate Justice Now!« (CJN!)
»Reclaim power« handlede om at ville tilbageerobre magten, om ikke at ville finde sig i at være statister, når regeringsledere, der ikke er i stand til at se ud over egoistiske, nationale interesser, skalter og valter med vores fremtid, mens de hele tiden leder efter noget, der kan gøre klimaforandringerne til »en god forretning« for deres egen nation.
Folkemøde tæt på beslutningstagerne
Og »Push for Climate Justice« – det er dobbelttydigt og handlede både om at forsøge at skubbe den måde, klimaforhandlingerne forløber på i en globalt retfærdig retning, og om helt fysisk at skubbe sig forbi både fysiske og mentale forhindringer for at kunne afholde et Peoples’ Assembly.
Peoples Assembly vil sige et folkemøde og så tæt på beslutningstagerne i Bella Centret, at de kunne høre de alternative stemmer og kritiske røster. Mange akkrediterede fra CJN! – især fra det globale Syd – ville på dagen forlade forhandlingerne i Bella Centret for i stedet at mødes med bevægelsen udenfor.
Formålet var altså at komme tæt på beslutningstagerne for at synliggøre for både dem og omverdenen, at dét, som flertallet af de delegerede havde gang i, var både uretfærdigt, utilstrækkeligt og uacceptabelt.
Samt ikke mindst at vise delegationerne fra lande i Afrika, små østater, Bolivia med flere, at de ikke stod alene i deres afvisning af de nuværende aftaleudkast og deres krav om radikale forandringer og global retfærdighed.
Formålet var også at vise, at vi har i hvert fald nogle af løsningerne, som for eksempel mindre forbrug, lokale fødevaresystemer og en økonomi, der understøtter retfærdig fordeling – alt sammen noget, som slet ikke er på den nuværende dagsorden i klimaforhandlingerne.
Det var dét, folkemødet var ment som – et sted, hvor vi kunne diskutere disse ting så tæt på magthaverne som muligt. Og det var også dét, som folkemødet i praksis kom til at handle om – selv om det blev gennemført uden deltagelse af de akkrediterede, som ønskede at gå ud fra Bella Centret for at deltage.
De blev nemlig meget brutalt forhindret i at gå ud af politiet, selv om det var annonceret og aftalt på forhånd.
Der er en vis ironi i, at CJA/CJN! blev kritiseret for at ville forstyrre FN-processen, når det i praksis viste sig, at der er endog meget stærke kræfter indenfor murene, som undergraver processen.
Demokratiets tilstand
I et land, hvor flertallet tror på demokrati og ytringsfrihed, er der forhåbentlig mange, der vil reflektere over, om det er rigtigt at kalde en international bevægelse for klimaretfærdighed for »lømler«, når den med civil ulydighed forsøger at råbe omverdenen op – en bevægelse, der på fredelig vis insisterer på at blive hørt, og som ønsker at gøre opmærksom på, at der er vigtige skridt, der skal tages, og andre veje ud af klimakrisen.
Om det var en meningsfuld og acceptabel civil ulydighedsaktion, kan naturligvis diskuteres. For os, der deltog, var den meningsfuld og fuldt ud acceptabel.
Den proces, der førte til denne solidaritetsaktion, var ikke uden sten på vejen. Og den kunne kun gennemføres, fordi der var mennesker, som havde en stærk vilje til, at det skulle ske på en måde, der opfyldte de forudsætninger, vi almindeligvis stiller op for den civile ulydighed.
Det, der blev aftalt og gennemført var en fredelig og på forhånd annonceret demonstration, som ville forsøge at komme helt tæt på beslutningstagerne i Bella Centret. Desværre så politiet det som deres vigtigste opgave at forhindre folkemødet og beskytte magten mod folket.
Nogle af de mennesker, der var talspersoner for denne fredelige, civil ulydigheds-aktion, er nu anklaget efter strenge paragraffer i straffeloven – selv om man kan argumentere for, at de i virkeligheden har forsvaret demokratiet ved at være med til at gennemføre et folkemøde ved siden af et storpolitisk topmøde med udemokratiske undertoner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
