Selvfølgelig nytter det at føre socialpolitiske debatter. Også selvom forandringerne ikke sådan lige kommer flyvende ind og tager over.

Hvad hjælper ord de fattige?

Aage Christensen

Denne uge holder en lang række organisationer møder og konferencer om fattigdom, som her på Kofoeds Skole tirsdag. Og der er god grund til at debattere og råbe op om fattigdommen, mener Preben Brandt.

af Preben Brandt

I efterårsmånederne har jeg som regel mange aftaler om foredrag rundt omkring i landet.

Der er en stor interesse for at høre om og at diskutere socialpolitik. Og det er der både blandt almindelige borgere, der interesserer sig for samfundsforhold, og i faglige kredse.

Selvfølgelig har et af de temaer, som jeg især er blevet bedt om at tale om været fattigdom. Jeg tror ikke bare, det er fordi det i år er europæisk fattigdomsår, men at temaet især bliver taget op, fordi folk af alle slags faktisk bekymrer sig om den fattigdom, som mange, mange danske borgere, må leve med.

Fattigdomsugen
Når denne klumme kan læses i Arbejderen er vi midt i fattigdomsugen.

I denne uge har en lang række organisationer, der beskæftiger sig teoretisk med fattigdom eller som er i kontakt med mennesker, der lever i fattigdom, slået sig sammen om temadage og seminarer for at drøfte fattigdom.

Der er nok at tage fat på. Flere og flere bliver sat ud af deres lejlighed fordi de ikke kan betale huslejen, mange bliver fanget i fattigdomsgæld, når absolut nødvendigt tøj til familien bliver købt på dyre forbrugslån, og stadig flere må søge om økonomisk hjælp til at holde jul eller tage på ferie med børnene.

Men et vigtigt tema vil også være, hvordan man skal forstå og definere fattigdom.

Af grunde som jeg ikke forstår nægter den danske regering at anerkende, at et mål for fattigdom, som bygger på hvor mange penge man har til sin rådighed, kan bruges til noget.

Regeringen vil hellere tale om fattigdomsindikatorer.

Det er nogle ejendommelige størrelser, som regeringen sidder og pusler med at beskrive, og som i mine ører snarere er indikatorer på, at vi har en økonomisk fattigdom.

Din egen skyld
Men selvfølgelig forstår jeg godt, at regeringen vil gøre allehånde krumspring for at undgå at erkende, at de selv er med til at skabe god gammeldags økonomisk fattigdom.

Læs her hvordan regeringen snor sig udenom: ”Vanskelige vilkår bunder først og fremmest i, at det enkelte menneskes eller den enkelte families ressourcer til at klare hverdagen ikke er tilstrækkelige”, siger regeringen og i den efterfølgende tekst får man gjort det helt klart, at ressourcer i hvert fald ikke kan oversættes med økonomiske ressourcer og man forstår også, at det alene er den person, der er fattig, der bær ansvaret og skylden.

Det er det også en gang imellem, selvfølgelig.

Men det er grov fordrejning, at lade al fattigdom gå ind under mærkaten selvforskyldt.

De meget lave kontanthjælpsydelser og den gennem de sidste år tiltagende skæve skattefordeling er væsentlige årsager til den voksende fattigdom og den øgede ulighed.

Hvis nogen har skylden for det er det den økonomisk-liberalistiske regering og den del af befolkningen, der hylder griskhed.

Det er de strukturelle og de politiske forhold, der skal gøres noget ved.

Og så den dyrkelse af ligegyldigt luksusforbrug, som frister folk til grådigheden, så de kan købe mere og mere, fordi, som en reklame, der irriterer mig voldsomt, siger »…du har fortjent det”.

Kan ord hjælpe?
Hjælper det nu at blive ved med at tale?

Fører en konference i København, mine foredrag i Hjørring, Silkeborg og Aarhus og alt hvad der ellers bliver debatteret på møder rundt omkring til forandring?

Betyder de to konferencer, jeg deltog i i Bruxelles om fattigdom og ulighed i sundhed noget?

Eller er vi så fortabt i vareomsætningens tyranni, at vi ikke kan tro på andet end at øget vækst og det, der kan betale sig, er det eneste saliggørende?

Jo, selvfølgelig nytter det noget at føre socialpolitiske debatter.

Også selvom forandringerne i politik og holdninger ikke sådan lige kommer flyvende ind og tager over. Det må betyde noget at tale og diskutere.

Og ellers, alligevel, er der god grund til at blive ved med at råbe op. Hvis man vil bevare sin selvrespekt og vil forpligte sig til at kæmpe mod uretfærdighed begået af mennesker mod andre mennesker, er det ikke kun et spørgsmål om at gøre det, man ved forandrer, men også det ens moral byder en at gøre.

Og fattigdom er så skadende at bekæmpelse af fattigdommen må forsøges sat højt på den politiske og socialpolitiske dagsorden. Ikke bare til pynt, men for at opnå forandring.