05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop for hetz og aktiveringsfiduser

Stop for hetz og aktiveringsfiduser

Fredag, 05. november, 2010, 10:26:16

Det borgerlige Danmark er af den opfattelse, at jo kortere tid en ledig får dagpenge, desto flere jobs opstår der automatisk. Desværre fungerer arbejdsmarkedet ikke helt på den måde.

fra Metal Hovedstaden, Transportsekretariatet

Regeringen har i årevis drevet hetz mod de svage i samfundet.

Det er gået hårdt ud over de ledige, der gang på gang skal deltage i håbløse aktiveringsprojekter, som ikke fører til ansættelse, men blot efterlader de ledige demoraliserede, nedværdigede og uden at have fået de reelle kompetencegivende kurser og efteruddannelser, der kunne skaffe dem i beskæftigelse.

Da regeringen for nogle år siden – i en sen nattetime under finanslovsforhandlingerne – sprængte den statslige jobformidling i atomer for at overlade jobformidlingen til kommunerne, var det under dække af, at man på den måde bedst muligt kunne hjælpe de ledige.

Konsekvensen af atomiseringen er, at en del kommuner har aktiveret ledige i en time om ugen, så de lige nøjagtigt kan gå under betegnelsen »aktiverede«.

Herved udløses en refusion fra staten på 65 procent, hvorimod kommunen uden at sørge for »aktivering« kun får en refusion på 35 procent.

Øvelsen kan gentages i det uendelige, og kommunerne kan samtidig bryste sig af at have fulgt loven. Samfundet taber, staten taber og de ledige taber. Alle taber – bortset fra de »smarte« kommuner. Det kaldes kassetænkning.

Rigsrevisionen har netop konkluderet i en helt ny rapport, at de mange milliarder, der er brugt på aktivering af de svage, ledige, er spildt, da der ikke kan dokumenteres nogen effekt af indsatsen på området.

Og så er det endelig lykkedes for regeringen, med beredvillig hjælp fra Dansk Folkeparti, at få et stort ønske opfyldt – nemlig en halvering af dagpengeperioden fra fire til to år. Det borgerlige Danmark er af den opfattelse, at jo kortere tid en ledig får dagpenge, desto flere jobs opstår der helt automatisk.

Desværre fungerer arbejdsmarkedet ikke helt på den måde, og om blot få år kan mange ledige stå helt uden indtægt, hvis ikke de opfylder de strenge krav for tildeling af kontanthjælp.

Regeringen må og skal »atomiseres«. Det er nødvendigt med nye kræfter, der vil arbejde hårdt for at afhjælpe de skader, som regeringen og Dansk Folkeparti har påført samfundet og de ledige. Derfor er der brug for:

* En forhøjelse af dagpengene til en rimelig dækningsgrad

* En forlængelse af dagpengeperioden

* Nytænkning.

Enstemmigt vedtaget på årsmødet den 26. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2010 - 10:26   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser