Både regeringens og S-SF’s ghettostrategier viser, at det er vigtigt med en fattigdomsgrænse. Socialpolitik erstattes af arbejdsmarkeds- og udlændingepolitik
af Knud Vilby, formand for Socialpolitisk Forening
Både regeringen og S-SF er kommet med barske ghettoudspil. Men ingen af dem nævner i udspillene ordet »fattigdom«, selv om de økonomiske problemer og fattigdom i høj grad er en grundårsag til en række af de problemer, man slås med i de boligkvarterer, politikerne nu har valgt at kalde ghettoer.
Det var socialforskeren Morten Ejrnæs, der fremhævede det, ved den ene af de store konferencer om fattigdom, der blev holdt på Kofoeds Skole i uge 44, den uge, der af EU er udnævnt til at være dansk fokusuge i det europæiske fattigdomsår.
Morten Ejrnæs er sammen med en række andre forskere i gang med at finde ud af, hvad fattigdom betyder for mennesker i Danmark, og herunder i hvilke afsavn man har, når man lever på de allerlaveste sociale ydelser. Det var i den sammenhæng, han også nævnte de to store ghetto-udspil.
Misvisende fokus
For Morten Ejrnæs er der ingen tvivl om, at der er tæt sammenhæng mellem fattigdom og en række forskellige sociale problemer i de udsatte almene boligkvarterer. Kriminalitet er også et af problemerne, men Ejrnæs dokumenterede, at sammenligner man de forskellige boligkvarterer med forskellig beboersammensætning, så er der stort set ingen sammenhæng mellem kriminalitetsniveauet og antallet af beboere med anden etnisk baggrund end dansk.
Så er det jo unægtelig mystik, at de politiske udspil ikke har fokus på fattigdommen, men i meget høj grad på hele det etniske spørgsmål.
Morten Ejrnæs konklusioner var klare. Med regeringens ghettostrategi sker der en stigmatisering af etniske minoriteter og boligkvarterer. Man bortleder opmærksomheden fra den fattigdom, som regeringen selv har været med til at skabe ved at reducere en række sociale ydelser. Man foreslår en overvægt af tiltag, der skal kontrollere og straffe og vil i øvrigt indføre nogle ubegrundede yderligere restriktioner overfor familiesammenføring.
Og det peger alt sammen i retning af en afvikling af socialpolitikken som erstattes af arbejdsmarkeds- og udlændingepolitik, langt mere af ideologiske end af saglige grunde.
Morten Ejrnæs’ præcise analyser og konklusioner handlede om regeringsudspillet, men han nævnte som sagt også, at S og SF heller ikke omtaler fattigdommen i deres udspil, selv om fattigdommen er det helt dominerende problem, som er veldokumenteret i en række af disse boligområder.
S-SF har i anden sammenhæng lavet fattigdomsudspil, og de to partier har bl.a. lovet at gøre op med en række af de reducerede sociale ydelser. Alligevel er de to ghettoudspil karakteristiske for den danske diskussion. Fattigdom er noget man kommer i tanke om i ny og næ, og hvis det specielt er sat på dagsordenen. Men selv i udspil af denne art glemmer politikerne fattigdommen. I stedet står den – også hos S og SF – på flere sanktioner, mere politi og mere straf. Og det straffende kommer til at stå temmelig alene.
Fattigdomsgrænser
Der er nu gået mere end ti af det europæiske fattigdomsårs 12 måneder.
Mange af de diskussioner, der er ført undervejs, har handlet om, hvor en dansk fattigdomsgrænse bør ligge.
Den danske regering har, som en af de meget få regeringer i EU, afvist at anerkende den grænse, som EU har lavet. Regeringen afviser også den (lavere) grænse som OECD har lavet. OECD’s grænse siger, at man er fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af middelindkomsten i et land. Fattigdomsgrænser siger ikke noget om den reelle fattigdom, hævder regeringen.
Alt muligt andet kan vi måle og veje, men netop på dette område, ønsker regeringen ikke, at vi sammenligner os med det øvrige EU, selv om vi i øvrigt ligger pænt med færre fattige end langt de fleste lande.
Nogle har talt om, at det nærmest har været misbrug af fattigdomsåret at blive ved med at tale om fattigdomsgrænser frem for at tale om indsatser, og det er en forståelig kritik. Men regeringens og S-SF’s ghettostrategier viser, hvor vigtig grænsedebatten alligevel er.
Sagen er jo, at hvis Danmark – som andre lande – havde anerkendt en fattigdomsgrænse, så ville det være umuligt at forestille sig et udspil omkring socialt udsatte boligområder uden at inddrage fattigdommen som en central faktor. Men fordi regeringen bagatelliserer fattigdommen og snakker udenom, kommer S og SF også til at glemme det vigtigste.
Det har den konsekvens at næsten alle partier på det allermest populistiske kommer til at synge med på de melodier, som Dansk Folkeparti synger for på. Det er da virkelig sørgeligt.
Uønsket af regeringen
Som det fremgår, er der grænser for, hvor meget der er opnået under det danske fattigdomsår.
Regeringen pusler stadig med at udarbejde sine egne såkaldte retvisende indikatorer for fattigdom. Der har været tid nok, så når de ikke er kommet, er det fordi, regeringen ikke har ønsket det. Imens har andre gjort meget mere med hensyn til at informere og definere og analysere, men de politiske udspil har det skortet på.
Det er dog vigtigt, at året har medført diskussioner og debat om fattigdom som ikke i mange år. Trods regeringens modvilje har der været langt mere fokus på, at ulighed og fattigdom er voksende problemer i Danmark.
Danmark ligger stadig rigtig pænt i en EU-sammenligning. Langt bedre end gennemsnittet og himmelhøjt over situationen i Østeuropa. Men siden 1990’erne har der været vækst både i ulighed og i fattigdom.
En af de nyeste og mest detaljerede opgørelser kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Hvor EU siger, at man er i risiko for fattigdom, hvis man har en indkomst på under 60 procent af middelindkomsten, så har AE-Rådet brugt OECD’s definition, der er skrappere og først erklærer folk for fattige, hvis de ligger under 50 procent.
Målt på den måde voksede antallet af fattige i Danmark fra 135.000 i 2001 til 201.000 i 2007, selv når man trækker de studerende ud af statistikken. Man ved at fattigdom gør rigtig ondt, når mangelsituationen varer længe, og tallene viser, at omkring 50.000 havde været fattige i mere end tre år i træk. 2007 er seneste år med præcise tal, men skønnet er, at niveauet er det samme i 2010.
Tre grupper og fem steder
De tre grupper, der præger statistikken, er enlige mødre med børn, børnerige familier og enlige uden børn, ofte med en form for misbrug. Der er en relativ overvægt af mennesker med anden etnisk baggrund end dansk, men der er også vækst i fattigdommen blandt etniske danskere.
Af de omkring 200.000 fattige i 2007 var omkring 56.000 børn. Det er rigtigt mange børn og unge, der rammes af fattigdom og som får en dårligere start på livet og senere ofte får dårligere jobmuligheder.
AE-Rådets analyser viser, hvor de fattige børn lever. Der er rigtigt mange i storbyerne, i det politikerne nu kalder ghettoer, og der er mange i det der med et lige så dårligt ord hedder Udkantsdanmark. De danske byer med allerflest fattige børn rent procentvis er Tønder, København, Langeland, Lolland og Bornholm.
Sagen er, at vi både marginaliserer særlige grupper af befolkningen og områder i landet, og det er skræmmende. Det er fortsat værre i mange andre lande, men i Danmark har det været langt bedre før.
Derfor er der brug for fortsat at diskutere fattigdom. Og der er hele tiden brug for at hjælpe politikerne med at huske, at det også handler om fattigdom, selv om der derudover er andre årsager til sociale problemer.
Følg med på de sociale organisationers fælles hjemmeside www.stopfattigdom.nu
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
