af Kjeld Stenum

Det sker, at jeg falder i søvn foran fjernsynet. Det sker for folk i min alder. Tv og drømme blander sig med ens tanker i et uigennemskueligt sammensurium, så man bliver helt rundtosset og ikke ved, om man drømmer eller er vågen.

Oven i det med alderen er jeg også tit morderlig træt sidst på ugen, især hvis jeg har været til et eller andet en aften tidligere på ugen, og døgnrytmen er ude af lave. Sådan var jeg for eksempel forleden uge til et møde om torsdagen, tror jeg nok, og var følgelig nærmest trafikfarlig på min cykel om fredagen af træthed. Hvordan jeg kom gennem arbejdsdagen uden at forårsage en arbejdsulykke husker jeg ikke længere klart. Og varerne, jeg fik købt ind til weekenden på vejen hjem, svarede ikke til, hvad jeg manglede, de var købt af én, der var et helt andet sted henne. Det eneste, der stod nogenlunde fast i mit hoved, var, at jeg skulle se Niels Hausgaard-show på tv.

Heldigvis havde jeg en spand græskar-suppe stående på køl, det er ikke godt at vide, hvad resultatet var blevet, hvis jeg skulle have været til at rode noget spiseligt sammen fra grunden af. Men det gik lige an at finde ud af at varme den her græskar-suppe; folk, som har erfaring med den slags suppe, vil også vide, at nok er græskar-suppe cremet og tyktflydende som gule ærter, som den i øvrigt også ligner i det at minde mere om noget, maven skiller sig af med, end noget man putter ned i den. Men den er ikke så nem at få til at brænde på. Så det var åbenbart lykkedes for mig at få noget temperatur på den, og bevæbnet med en ikke alt for fyldt skålfuld lykkedes det vistnok også for mig at få mig balanceret ind i gyngestolen foran tv’et og tændt.

Og så snakkede han guddødemig – på denne af alle aftener – om det at blive gammel. Om at nå en alder hvor alle anser én for at være et alt for gammelt tossehoved til, at de gider lytte til én; derfor ser de lige igennem én. Om at føle, at man har noget vigtigt at bidrage til debatten med, men ikke at kunne komme til orde, fordi alle ignorerer én (en oplevelse, jeg meget tit har haft, når jeg er faldet i søvn til ét af Klemens Kjærsgårds debatprogrammer). Om endelig at få sig tilkæmpet taleplads, for så at blive væk i detaljer og glemme, hvad man havde gang i at fortælle, og alle så opgiver at lytte, inden man finder ud af det, og giver sig til at diskutere hen over hovedet på én igen.

Hvis vi brugte hinanden positivt, kunne vi være ressourcer for hinanden.

Niels Hausgaard er ved at blive en gammel gnavpotte, men utrolig morsom og lun inde bagved. Og normalt er det ikke svært for mig at holde mig vågen, når han ruller sig ud. Men denne fredag var jeg altså morderlig træt. Hans snak fik mig til at spekulere over, hvordan det mon ville være at være gammel, når Niels Hausgaard og jeg om føje år ville ende på plejehjem. Men denne gang gled jeg hurtigt ind i den underlige halvdøsende tilstand, hvor drøm og virkelighed blandes, mens jeg sad i min gyngestol, balancerende med en skålfuld gulbrun cremet græskarsuppe i skødet.

Vi er mange mennesker i verden. Kun et fåtal har et godt liv. I mange lande går meget store dele af befolkningerne rundt og kan ikke finde noget nyttigt at foretage sig, som kan hjælpe dem til at klare dagen og vejen. De føler sig som overflødigt menneske-overskud, som verden hellere skulle have været foruden. Smarte menneskesmuglere fortæller dem om et eller andet lykkeland i Europa, som flyder med mælk og honning, og de lokkes til at ofre deres sidste midler og rejser desperate ud i håb om at ende der, men ender i stedet i statsløshedens ingenting.

I Europas lykkeland klager eksperter og politikere alle vegne over, at vi er ved at være alt for mange gamle røvhuller, og vi om meget kort tid vil være et meget belastende problem, fordi der ikke vil være ressourcer til at passe os. Allerede som det er, har rigtig mange af vore gamle det ad røven til, uproduktivt, ressourcekrævende overskud som de er blevet.

Jamen, regnestykket er da simpelt. Hvis vi brugte hinanden positivt, kunne vi være ressourcer for hinanden og forbedre hinandens liv og verdener ved at gøre det. Men det vil vi helst ikke. Europas Pia’er vil ikke lade de desperate mennesker komme ind, og Europas Lars Løkke’r påstår ind ad en kant, at alting kan gøres bedre med mindre, også plejen af de alt for mange ældre.

Resultatet er, at mennesker, som kunne tage sig af de gamle, får lov at spilde deres liv i flygtningelejre eller omkommer på vej ud i håbløse forsøg på at realisere håbløse drømme. Mens gamle vanrøgtes og vil gerne dø. Trods min dødelige træthed gør det mig så oprørt og ulykkelig at tænke på, at jeg vistnok sidder og råber protesterende til mit tv. Så ved jeg, at jeg må være faldet i søvn. Og nu har jeg vækket mig selv og tør ikke slå øjnene op.

For de er jo ikke kommet, plejerne, mens jeg skulle bruge dem. Og en våd, klistret fornemmelse mellem benene fortæller mig, at nu er det for sent og kan være lige meget. Det er så flovt at have unge piger til at gøre mig gamle idiot ren på de mest private steder, jeg vænner mig aldrig til det. Allerhelst forsøger jeg at skjule, når det går galt, og det er faktisk også ganske let at få til at lykkes, for de unge piger har altid meget travlt. Somme tider synes jeg dog, at stanken er så tydelig, at de ikke kan undgå at have opdaget noget.

Men måske har de også det, men har bare så travlt, at de kun er glade for min uvilje imod at blive skiftet. De ved, at fra mig får de ingen brok. Så de skynder sig videre til den næste, der måske ikke er helt så nem. Tit går det spil i meget lang tid, så kommer der én, der skælder mig huden fuld, fordi jeg har skjult det, og jeg bliver så flov.

– Men hør, nu synger en ung pigestemme, det lyder omtrent som hende der Signe Svendsen, en fredssang fra min ungdom, og det er så smukt! Nej, jeg nægter at lukke øjnene op!