Faktisk er ringeagtelse af politiske modstandere den mest simple metode brugt af de store kommercielle medier til at diktere den offentlige mening.

Den største smerte oplever vi, når vi konstaterer, at i kampen mellem tilhængere af uafhængighed – de såkaldte »terrorister«, ved I nok, og indtrængende styrker – ofte benævnt »fredsstyrker« – har de døde ikke samme værdi. Roger Corbacho Moreno, ministerråd og charge d’affaire på Venezuelas ambassade i København.

af Roger Corbacho Moreno, ministerråd og charge d’affaire på Venezuelas ambassade i København

Jeg vil gerne bede jer om at lade fantasien svæve et øjeblik.

Forestil jer, at I bor i en lille by i periferien af et stort imperium.

Forestil jer, at I længes brændende efter en revolution, at denne lidenskab får jer til at gøre modstand mod den undertrykkende magt; at modstanden fører til frihedskamp; og at denne frihedskamp breder sig til hele regionen.

I kan være helt rolige! Der er ikke noget farligt ved den her øvelse. Det jeg lige har fortalt jer skete i Caracas i 1810. Det handler om den frihedslængsel som fik Venezuelas fader, Simón Bolívar til at befri fem nationer. En revolutionær impuls, der skulle brede sig til hele det amerikanske kontinent.

Den skruppelløse presse
Den virkelige udfordring, jeg stiller jer, er at forsøge at forestille jer, hvordan nutidens medier ville have dækket begivenhederne. Medier underlagt imperiet og dermed underlagt de stærkes interesser. Kan I forestille jer scenariet?

Den skruppelløse presse ville uden tvivl begynde med at fremstille Latinamerikas fædre som »terrorister«. Og I skal endelig ikke tro, at jeg overdriver, for allerede dengang kaldte datidens medier Simón Bolívar »Ondskabets ånd«, så der er intet originalt over den benævnelse medierne i dag bruger om den siddende folkevalgte præsident Hugo Chávez Frías. 

Frihedsbevægelsens tilhængere ville blive kaldt bander – er der nogen her, der tvivler på det?

Og hvis støtter af imperiet efterfølgende skabte uro i de allerede befriede områder, ville anstifterne automatisk blive kaldt »heltemodige modstandsfolk«.

Faktisk er ringeagtelse af politiske modstandere den mest simple metode brugt af de store kommercielle medier til at diktere den offentlige mening.

Mediernes diskurs ville have gjort alle frihedsbevægelsens handlinger til »terroraktioner« – deres faldne til »nedkæmpede« eller blot »døde« uden nogen forklaring på, hvem de ansvarlige var. Med en anden eufemisme »mistede de livet« – så man forledes til at tænke, at det nok var fordi, de var uopmærksomme.

»Myrdede« er en betegnelse, man kun ville opleve i forbindelse med imperiets faldne – hver og en, hvis muligt, respektfuldt nævnt ved navn, mens oprørernes civile tab aldrig er andet end »collateral damage« – »utilsigtet skade«.

Krigsfanger eller bortførte
Krigsfanger ville jo også kun være krigsfanger, hvis de var i hænderne på imperiets folk. For »terrorister« tager jo ikke krigsfanger – de »bortfører« deres modstandere.

Prøv nu at forestille jer, hvordan disse kommercielle medier ville have dækket nyheden om et læk af fortrolige oplysninger hos imperiet – rapporter der beviste det, som alle vidste i forvejen: At imperiets hær begik krigsforbrydelser.

Medierne ville straks begynde at forfølge de mennesker, der havde muliggjort, at dokumenterne kom frem i offentligheden.  Der ville endda være nogen af disse medier, der opfordrede til at myrde budbringeren – som det i dag er tilfældet for journalisten for Chicago Tribune, Jonah Goldberg, og Wikileaks Julian Assange.

Hele dette mediecirkus påvirker os. Det skaber vrede og frustration. Men den største smerte oplever vi, når vi konstaterer, at i denne kamp mellem tilhængere af uafhængighed – de såkaldte »terrorister«, ved I nok – og indtrængende styrker – ofte benævnt »fredsstyrker« – har de døde ikke samme værdi. Hvad sker der for eksempel, når Israel bomber Gaza og dræber hele 1213 mennesker hvoraf de 900 er kvinder, børn og gamle, og Hamas begår den samme handling mod tre israelere?

Den umiddelbare reaktion fra de manipulerende medier er at ligestille de to parter som krigsforbrydere. Kan I forestille jer, hvordan nutidens medier ville have dækket Anden Verdenskrig?

Medierne og bolivia
Modstandsbevægelsens »krigsforbrydelser« ville være blevet sidestillet med nazisternes.

Det er alt sammen resultatet af mediernes partiskhed, og det er sådan, at pressens skyklapper har indflydelse på selv oprørernes politiske vægt. Ved Bolivias sidste valg gik Evo Morales parti MAS fra at have tre guvernørposter til nu at sidde på seks ud af de i alt ni delstater. Før valget sad MAS ikke på et eneste af landets ti vigtigste borgmesterposter – nu har de tre – og på landsplan er de gået fra 100 til at have mere end 200 borgmesterposter.

Ved I hvilken overskrift medierne valgte at bruge til at præsentere det valgresultat?

»Bolivias delstater understreger, at de ikke længere støtter Evo Morales«

I Venezuelas tilfælde da Chávez tilhængere vandt 95 mandater mod 62 til oppositionen, sagde den skruppelløse presse følgende:

»Efter oppositionens succes, opnår Chávez kun simpelt flertal i parlamentet.«

Hvor man her forsøger at svække den siddende regeringsleder, gør man netop det modsatte i forhold til Honduras’ pro-imperialistiske kupmagere med overskrifter som:

Medierne og Zelaya
»Der er ikke længere nogen i Honduras, der er i tvivl om at Zelaya er fortid«

Det er en påstand fremsagt med det skamløse formål at legitimere et forløb, hvori landets sidste demokratisk valgte præsident måtte søge tilflugt i en udenlandsk ambassade – et forløb som samfundet stort set ikke deltog i – enten fordi de ikke ville, fordi de var bange, eller fordi de var blevet myrdet eller på anden vis var forsvundet.

Det der virker mest grotesk ved denne strategi med systematisk at forsøge at ubetydeliggøre sin modstander er, at man beskylder den, det går ud over, for netop at anvende det selvsamme medie­stunt.

Den kommercielle presse giver konsekvent udtryk for, at der ikke skulle være ytringsfrihed i Venezuela. Men det er slet ikke sjældent at pressen i Venezuela trykker kritiske artikler. For eksempel trykte en avis et interview med en militærmand fængslet for korruption, der udover at kritisere regeringen opfordrede direkte til at stemme imod Chávez. 

Det spørgsmål man bør stille sig selv er: Hvad er det SÅ, den manglende ytringsfrihed forhindrer aviserne i at skrive?

Terrorister i CNN
Men de allergroveste eksempler på forvrængning af virkeligheden er, når den kommercielle presse giver ordet til virkelige terrorister, retsforfulgt og dømt af retssystemer på den anti-imperialistiske side. Mens fem cubanske helte – uretfærdigt og ulovligt tilbageholdt i USA – bliver frataget selv deres værdighed, interviewer CNN live en forbryder på flugt fra det venezuelanske retssystem. Manden er dømt for at anbringe bomber på den spanske og den colombianske ambassade i Caracas.

For denne skruppelløse presse er den, der rokker ved de progressive regeringer med selv terrorhandlinger, »en studerende« eller »en politisk fange«. I skal ikke blive overraskede, når jeg fortæller jer, at journalisten i slutningen af interviewet ønskede den venezuelanske terrorist held og lykke!

Det I skal huske er, at de medier, der er underlagt de stærkes politiske og økonomiske interesser, altid vil manipulere; og de vil gøre det bevidst; ikke på grund af naivitet. Disse medier er fuldstændig klar over, at hvis forvanskningen og misinformeringen overdrives, vil de afsløre deres sande intentioner. Selvom den fuldstændige objektivitet reelt set er en umulighed, er det samme ikke tilfældet for den politiske etik. Det er dér, vi har brug for kritiske læsere.

Og det er klart, at vi har brug for de alternative medier. Det er ikke svært at forestille sig at et af de eneste, der ville have foretaget en seriøs og troværdig dækning af Amerikas frigørelse, ville have været............«Dagbladet Arbejderen«.

Oversat af Pil Birkeland Gyldenkærne

Kronikken er en tale, som  blev holdt på en støttefest for  Arbejderen i København, 6. november