04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fra markedssamfund til et demokratiseret innovationssamfund

Fra markedssamfund til et demokratiseret innovationssamfund

Onsdag, 17. november, 2010, 11:18:36

Alle i Danmark skal sikres et trygt og værdigt liv gennem arbejde og kompetencegivende uddannelse.

Fra markedssamfund til et demokratiseret innovationssamfund
Clean Clothes Campaign
Hvis vi ikke vil løbes ned og erhvervsmæssigt udslettes af de multinationale selskabers produktion i Fjernøsten – hvor de kan få arbejdskraften til langt under ti kroner i timen – må erhvervsstrukturen ændres.

af Hardy Hansen, Jægerspris

Vi må finde nye veje ud af den økonomiske finanskrise end de nuværende – med de største socialpolitiske stramninger i Danmarkshistorien, med en udsultning af kommuner og regioner og tab af 200.000 private arbejdspladser.

Det er ikke nok med en ny regeringsdannelse mellem Socialdemokratiet og SF, der vil føre en mindre slem politik end VKO’s asociale politik og den uambitiøse erhvervspolitik, der er godt på vej til at køre landet i sænk.

Vi må holde op med kun at være lappeskræddere. Det er både dødssygt og samfundsskadeligt at lade vismændene, nationalbankdirektøren og Uffe Ellemann formulere den politiske linje frem mod minimalstaten.

Samfundsmodel har spillet fallit
Jeg mener, at vores kapitalistiske samfundsmodel har spillet fallit. For svaret på den økonomiske krise i erhvervsliv har også været noget så simpelt og gammeldags som at benytte sig af store fyringsrunder, der har været kapital­ejernes kyniske svar på krisen.

Og de har derfor kun smidt aben over til det offentlige, og regeringen har ikke evnet at føre erhvervspolitik.

Vi lever i en periode, hvor markedsøkonomien er lig med de multinationale monopolers diktering af samfundsudviklingen, der har foranlediget, at vi har et underskud på statsfinanserne på næsten 100 milliarder kroner i 2010.

Det kan kun imødegås, hvis fagbevægelsen og befolkningen skrider til aktiv handling gennem dannelse af et bæredygtigt innovationssamfund.

Ny struktur
Vi skal ikke længere styre efter de borgerlige ideologier, men vi skal i stedet for have en solidarisk udvikling, der fastholder arbejdskraften, der blandt andet kræver, at det private erhvervsliv også får et samfundsansvar for fuld beskæftigelse, der bedst sikres gennem et kollektivt ejerskab.

Gennem udvidet medarbejderindflydelse vil alle på den enkelte arbejdsplads både arbejde for dansk produktion og sikre konkurrencedygtighed på alle områder.

Og hvis vi ikke vil løbes ned og erhvervsmæssigt udslettes af de multinationale selskabers produktion i Fjernøsten – hvor de kan få arbejdskraften til langt under ti kroner i timen – må erhvervsstrukturen ændres fra direktionskontorerne til at omhandle alle medarbejdergrupperne, hvor man blandt alle ansatte deler produktionsresultatet i form af solidarisk indtægtsdeling med fælles beslutningsformer.

Sådan gjorde man hos partsfiskerne for få år siden inden monopolerne overtog fiskeriet i Danmark til skade for beskæftigelsen, fiskebestanden og fødevarekvaliteten.

Hvis de private virksomheder skal blive dynamiske, skal de have udfordringer og ikke en lavere selskabsskat og laurbær, de kan hvile på. De må i stedet for bidrage til vor fælles samfundshusholdning.

Lavere selskabsskat øger profitten
Lavere selskabsskatter øger virksomhedernes profitter, men ikke hverken deres produktion eller produktivitet.

Der er i stedet for brug for en erhvervspolitik, der udvikler de områder, hvor Danmark har styrke og potentiale. Det kræver, vi udbygger samspillet mellem det offentlige, private og forskningsmiljøerne, så alle medarbejdergrupper bliver inddraget.

For som ledelsesstrukturen er i dag, er det under fem procent, der styrer forretningen Danmark. Så målet for et dynamisk samfund er at få alle aktiveret, som når 11 glade fodboldspillere eller syv håndboldspillere går på banen og i fællesskab kæmper for et godt resultat for holdet.

Historiens bedste lokomotiv til både fuld beskæftigelse og velfærd for alle i samfundet vil være at få udnyttet de snart tretusinde milliarder kroner, der i dag ligger begravet i de slumrende pensionskasser, så pengene bruges til at skabe arbejdspladser i Danmark.

Indflydelse
Det vil både kunne være den nødvendige, risikovillige drifts- og aktiekapital, men også til brancherettede vækstpakker med lønmodtagerrepræsentation fra arbejdspladser med pensionskapital, der giver lønmodtagerne den tiltrængte medbestemmelse og medindflydelse på erhvervslivet og samfundsudviklingen.

Den store dynamik ligger i at gøre arbejdslivet til en meningsfyldt tilværelse for alle beskæftigede, for som bekendt er det lysten, der driver værket.

Og med en ny arbejdsmarkedspolitik, der giver tryghed i ansættelsen, vil vi kunne overhale Kina og de øvrige asiatiske landes vækstpotentiale, da vores gulerødder er bedre end deres pisk.

Undersøgelser har vist, at effektiviteten stiger med cirka 25 procent, når alle fra piccolo til direktør bliver engageret i arbejdstilrettelæggelser, produktionsværdier og driftsformer.

Grøn industri
I et kommende innovations- og videnssamfund med pensionskassernes økonomiske indsprøjtning er det muligt at skabe en grøn industri- og erhvervspolitik med tusindvis af nye bæredygtige arbejdspladser, som verdenssamfundet i fremtiden vil efterspørge. 

Desværre ødelagde VK-regeringen, da den kom til, Svend Aukens progressive energipolitik, der havde gjort danske energiteknologier til en af de største, højteknologiske erhvervsbrancher med stor beskæftigelse og eksport.

Vi må indhente det, VK-regeringen har tabt på gulvet, og som blandt andet førte til Vestas fyring af 3000 medarbejdere som et resultat af manglende erhvervspolitik og den misforståede tiltro til, at markedskræfterne i Danmark kan løse tidens udfordringer.

Vestas og andre erhvervsvirksomheders katastrofale fyringsrunder kræver en tryghedsreform over for ansatte, der indeholder en rekonstruktionsfond til bevarelse af levedygtige kriseramte virksomheder.

Bæredygtigt
I stedet for privatisering og udlicitering må den offentlige sektor med en højt kvalificeret arbejdskraft bruges langt mere konstruktivt og – med nye tiltrængte anlægsinvesteringer fra pensionskasserne – nyudvikle på bæredygtige miljø- og lavenergiområder.

Der vil kunne skabes 100.000 nye arbejdspladser ved at etablere offentlig produktion til både hjemmemarked og eksport.

For ingen skal føle sig snydt og for at skabe den optimale arbejdsglæde, skal den økonomiske ulighed være meget mindre.

Nordahl Grieg skriver i sin sang, Kringsat af fjender, at »findes der sult og nød, skyldes det svig«. VK og Dansk Folkeparti har målrettet øget uligheden og skabt iøjnefaldende og betydelig fattigdom i Danmark.

Stop VK’s og DF’ svig
Dette svig må standses. Alle i Danmark skal sikres et trygt og værdigt liv gennem arbejde og kompetencegivende uddannelse.

Så i stedet for regeringens udliciterende erhvervspolitik, der er jobløs, skal Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten i samarbejde med fagbevægelsen trække Danmark væk fra nulvækststrategien og turde fremlægge en erhvervs- og samfundsmodel, der løser globaliseringens og miljøkrisens nye udfordringer.

Såfremt viljen og interessen er til stede for et blomstrende erhvervsliv med råd til velfærd for hele Danmark, kan det meste af denne artikel iværksættes med gældende lovgivning, så det er kun spørgsmålet om at mobilisere de progressive kræfter.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. nov. 2010 - 11:18   30. aug. 2012 - 13:12

Kronik