Frygter politikerne, at selv burhøns nu kan se og erkende, at krigen i Afghanistan er tabt? Fyldes vi derfor igen med hul propaganda?

af Aage Staffe, Jyllinge

For nogle dage siden overværede jeg et underholdningsprogram i tv med en ældre herre iført officersuniform, hvis mandige bryst var prydet med diverse hæderstegn – idrætsmærker, deltagelse i hækkeløb med mere.

Officeren må formodes at indtage en position tilhørende eliten indenfor vort krigsvæsen, da han – så vidt jeg kunne se – var tilknyttet hærens operative forsvarskommando. Hvad denne så end er.

Journalisten virkede ubehageligt pågående med spørgsmål, som på et tidspunkt kun kunne opfattes som aggressive og provokerende, da de blev gentaget med en ophidselse, som steg i takt med de svar, som udeblev.

Nu er tv-programmers værdi efterhånden at betragte som erstatning for sovepiller, men jeg blev lysvågen og udbrød: Det er sgu da samme melodi som nazisternes, da de under krigen på Østfronten igen og igen skreg, at de igen havde foretaget et sejrrigt tilbagetog.

Det var melodien om igen, da man førte fredsforhandlinger efter Vietnam-krigen. Her indrømmede USA ikke sit nederlag og sin kapitulation, men vrøvlede til ære for burhøns om et ærefuldt nederlag. Hvis du skulle have ressourcer nok, bedes du forklare mig, hvordan det skal forstås.

Magt og ressourcer
Hvad er så virkeligheden? Lad os kaste et blik på landkortet. En placering af USA’s baser i Irak, Afghanistan, lydstaterne i det tidligere Sovjet, borgerkrigen i Georgien og stjernekrigsprogrammet med tilbehør vidner om indkredsning (omklamring) af Iran, Kina og det tidligere Sovjet.

Har Irak og Afghanistan værdier, som interesserer USA? Svaret er: Olie, litium og rørledninger fra tidligere sovjetiske områder. Er der penge i krigsførelse? Hvor mange valgte repræsentanter i USA’s og EU’s såkaldte demokrati har aktier i rustningsindustrien?

Hvor mange af disse har økonomiske gevinster – direkte eller indirekte som dødens købmænd? Hvor meget koster lobbyisterne?

Da det er tidligere, afdankede, danske officerer, ansat som konsulenter for våbenproducenter, der rådgiver om danske indkøb, kan man med rimelighed spørge: Er lobbyisternes indflydelse af et omfang, der tilsætter de demokratiske beslutninger, der kunne være til gavn for folket?

Svaret kunne være: Ja, ved den øgede oprustning skaber man 700.000 arbejdspladser i USA og i Udkantdanmark får virksomheden Therma sin del af godterne og Danmark et eller andet antal jagere, som der efter alle tegn i sol og måne ikke bliver brug for.

Har du lugtet lunten?
Frygter politikerne, at selv burhøns – som de selv – nu  kan se og erkende, at krigen i Afghanistan er tabt? Fyldes vi derfor igen med hul propaganda? Er det derfor, danske soldater trækkes væk, ganske vist sejrrigt og elastisk, fra områder, det har kostet liv at »erobre« og besætte?

Dette indlæg vil måske få dig til at rive dig i barmen eller i mangel på en sådan i håret og spørge: Jamen, vi må da gøre noget for at stoppe dette vanvid – dette spild af liv – af menneskers førlighed – af penge. Nej, du skal gøre, som vi lærte af besættelsestidens myte, skabt af politikere:

Den kloge snyder den mindre kloge. Læn dig tilbage i øreklapstolen, knap en bajer op eller tag en kop kaffe mere og afvent, at nogen – som i forgangne tider – er dumme nok og rager kastanjerne ud af ilden for dig.

Tag en slapper, for som det ser ud nu, gør afghanerne det for dig.