LO Faglige Seniorer har altid været stolte over at leve i et samfund, hvor lige ret for landets borgere er en kvalitet. Derfor vil vi altid være på barrikaderne, når disse principper er under angreb.
fra LO Faglige Seniorer
Den borgerlige regering og dens støtteparti, har uden blusel brugt tiden til at øge uligheden i Danmark.
Det er sket gennem ufinansierede skattelettelser, privatiseringer, udliciteringer og fritvalgsordninger, hvor Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har sat mange af de opnåede fremskridt over styr.
De ældre borgere er en ombejlet gruppe, så længe de har et godt helbred, god økonomi og ikke forstyrrer de etablerede, som ønsker at ændre vores samfund i retning af en øget individualisering, og hvor alle skal være sin egen lykkes smed.
LO Faglige Seniorer er de ældre borgeres talerør. Det er de ældre, der udsættes for overgreb, i form af manglende offentlig service, hvis de ikke har adgang til it, eller ikke kan komme ud blandt andre, på grund af en manglende offentlig transport.
I stedet for personlig kontakt på offentlige kontorer, henvises de ældre til at anvende it. Man skal blot forstå, at langt fra alle kan anvende it.
Det er derfor vores ønske, at eksempelvis borgerservice og biblioteker fremover skal give ældre personlig hjælp ved køb af billetter, ændring af skatteforhold og indhentning af informationer.
Lighed i Sundhedsvæsenet skal fortsat være en del af fundamentet i vores velfærdssamfund.
LO Faglige Seniorer har altid været stolte over at leve i et samfund, hvor lige ret for landets borgere er en kvalitet. Derfor vil vi altid være på barrikaderne, når disse principper er under angreb.
LO Faglige Seniorer mener, at det danske samfund er godt på vej til at blive opdelt i et A og B hold på det sundhedsmæssige område.
Et A-hold, bestående af de økonomisk velstillede borgere med formuer. De har fået ufinansierede skattelettelser, og de kan komme først til undersøgelse og behandling på grund af deres sundhedsforsikringer.
Og et B-hold bestående af dem, der ikke
- har en god pension,
- har råd til sund mad,
- har råd til dyre behandlinger hos tandlægen,
- vil have råd til brugerbetaling for at besøge lægen,
- har sundhedsforsikring og
- ikke har en formue.
Mere klart kan det vist ikke siges!
Vedtaget på repræsentantskabsmødet den 27. oktober.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278