af Kjeld Stenum

I gamle dage var begrebet »retssamfund« forholdsvist klart defineret omkring nogle grundlæggende retspolitiske størrelser som en uafhængig dommerstand, lighed for loven, respekt omkring ukrænkelige borgerrettigheder, tiltaltes principielle uskyld, indtil det modsatte var bevist, og den slags ting. En gang imellem fornemmer jeg, at der er ved at ske et skred forstået på den måde, at ret ikke længere er noget, vi automatisk har som borgere; det er noget, vi skal kæmpe os til.

Dermed er vi heller ikke længere i praksis uskyldige, indtil det modsatte er bevist; realiteten er snarere, at samfundet behandler os som om, vi ikke har en bestemt ret, medmindre vi kan bevise, at vi har den. Rigtig mange tænker ikke over, at det er blevet sådan, man indstiller sig bare på det.

Det er i høj grad kommet sammen med digitaliseringen af den offentlige service og det, vi kunne kalde »selvbe­tjeningssamfundet«. Mener vi, at vi har en ret i samfundet, for eksempel til en social ydelse, er det i dag i høj grad op til os selv at placere os korrekt i systemet og bevise, at vi har den ret. Og vore moderne politikere taler som om, det også er sådan, fornuften tilsiger os, at det bør være. De indfører et utal af love, som de siger skal forhindre arbejdsløses nas på dagpengesystemet, asylansøgeres nas på vores sociale ydelser, syges nas på sygedagpenge og så videre.

Man må forhindre, at nogle ødelægger systemet ved at misbruge det, siger de og forhindrer enhver risiko for misbrug ved selv på forhånd at ødelægge hele systemet.

Tre små eksempler fra min egen lillebitte dagligdag: Jeg har engang her i spalten fortalt om min dyst med skattevæsenet, der efter i omtrent tredive år at have respekteret, at jeg var udmeldt af folkekirken. Pludselig begyndte det igen at kræve kirkeskat af mig og hævdede hårdnakket, at jeg selv skulle bevise, at jeg ikke var genindtrådt i folkekirken. Det tog uger og meget renderi og skriveri og voldsom belastning af mit blodtryk, men det skal retfærdigvis tilføjes, at efter at jeg blev tilstrækkeligt gal i hovedet over at blive kostet rundt med, gav de sig og erkendte, at det var dem, der skulle bevise min genindtræden. Hvilket de jo ikke kunne, da jeg ikke var genindtrådt. Siden har jeg ikke betalt kirkeskat.

Et andet karaktertræk, jeg er kommet til at tænke over, er systemet med fedterøvstillæg, der for en del år siden blev indført mange steder på det offentlige arbejdsmarked. Siden er det blevet efterlignet af flere indenfor det private arbejdsmarked. I byggebranchen troede jeg dog, jeg aldrig skulle møde det. Men der troede jeg fejl.

Lighed for loven hedder lige løn for lige arbejde på arbejdsmarkedet.

Vores formand, som selv er en aldeles o.k. gut, fortalte, at fedterøvslønsystemet kørte man meget hårdt frem med fra firmaledelsens side. En – meget lav – grundløn og så muligheder for at nå et lille stykke op i nærheden af normal timebetaling, alt efter hvor mange point man høstede i forhold til et system, der gav point for ting som engagement og initiativ i arbejdet, overblik, fleksibilitet, villighed til overarbejde, det meste af det umåleligt og afhængigt af formandens subjektive skøn.

Nu er oplysningen meget ny, men indtil det modsatte måtte være bevist, anser jeg absolut vores formand for at være for klog til at begynde at gå og vurdere os på den måde. Han havde da heller ikke skrupler ved at oversætte det til en fælles gennemsnitstimeløn, vi alle ville komme til at tjene på det projekt, vi er i gang med.

Men bare det at de kører det op fra ledelsens side… De kan betale os for, hvad vi præsterer, det er et simpelt spørgsmål om opmåling. Om der er nogen i sjakket der ikke er deres løn værd, må der nødvendigvis være andre, der er mere end deres løn værd, og det bør være sjakkets egen sag. Lighed for loven hedder lige løn for lige arbejde på arbejdsmarkedet.

Det underminerer vores retsstilling, hvis vi skal gå og holde os gode venner med formænd eller ingeniører, så de vil give os point nok til en nogenlunde rimelig betaling for vores arbejde. Omvendt har firmaet ikke problemer med at have et system, der straffer et sjak kollektivt med tab af bonus, hvis en svagelig makkers fravær for eksempel bringer gennemsnitssygefraværet op over en bestemt grænse. Sådan er en moderne arbejders retsstilling. Det er en daglig ydmygelse.

For få år siden købte jeg nyt køleskab med det resultat, at mit elforbrug sank en ganske pæn sjat. Da årsopgørelsen kom, forlangte DONG en redegørelse fra mig, der kunne sandsynliggøre, at mit strømforbrug var faldet så meget, som min måler viste. Det var en stresset periode, og jeg var ikke oplagt til at skændes med dem, så jeg svarede, men tilføjede, at jeg undrede mig meget over deres fremgangsmåde.

Nu har jeg investeret i en varmepumpe, hvor jeg før varmede op med elradiatorer, så jeg forventer en meget kraftig reduktion i mit elforbrug igen. Men jeg forventer også et nyt krav om en redegørelse fra DONG. Jeg er i forvejen rigtig gal i skralden på dem, fordi de fik en ekstra indbetaling ud af os ved, som de kalder det, at gå over til forudbetaling i år. Så når deres krav om en redegørelse kommer, har jeg ikke tænkt mig at reagere lige så tålmodigt og overbærende som sidst. Hvis vores såkaldte retssamfund ikke længere er et retssamfund, vil jeg godt have at vide i klartekst, hvad det så er, så man kan forholde sig til det.

Men måske er det en del af den nye orden, at netop det skal vi ikke have mulighed for.