10 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tæt på tusind langtidsledige i Slagelse

Tæt på tusind langtidsledige i Slagelse

Fredag, 19. november, 2010, 10:14:05

Over halvdelen af de langtidsarbejdsløse i Slagelse er under 50 år. Vi risikerer at tabe dem på gulvet, hvis vi ikke gør noget nu og for eksempel skaber endnu flere relevante tilbud om efteruddannelse.

fra Slagelse LO v/ formand Anne Knudsen

Nu kan de seneste års krise på arbejdsmarkedet for alvor aflæses i ledighedsstatistikken i Slagelse kommune.

Her er antallet af langtidsarbejdsløse tæt på at passere 1000 personer. Helt nøjagtigt er 988 borgere registreret som »langtidsarbejdsløse« ifølge den seneste opgørelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), og det er en stigning på 69 personer på blot fire måneder.

I hele Region Sjælland er der i alt 6273 langtidsarbejdsløse ifølge opgørelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det er en stigning på 250 siden opgørelsen i juni.

Målt på antal er Slagelse hårdest ramt. Herefter følger Næstved Kommune med 817 langtidsarbejdsløse, Lolland Kommune med 648 og Holbæk Kommune med 645.

Samtidig viser en anden AE-undersøgelse, der blev offentliggjort den 8. november, at der i dag er op mod 22 arbejdsløse per ledig stilling, der bliver slået op i Syd- og Vestsjælland. Her er der tale om en eksplosiv stigning, og sammen med Bornholm er Syd- og Vestsjælland nu det område i landet, hvor det er sværest at finde arbejde.

Det er en skræmmende udvikling. Den fortæller om et fastlåst arbejdsmarked, og hvis den tendens fortsætter, har vi at gøre med en tikkende bombe under velfærdssystemet.

Opgørelsen dækker arbejdsløse på dagpenge, arbejdsløse i aktivering og såkaldte arbejdsmarkeds-parate kontanthjælpsmodtagere, som i løbet af det seneste år har været uden beskæftigelse i mindst 9,5 måneder. Og det er især dagpengemodtagerne, der bekymrer.

Regeringen og Dansk Folkeparti har halveret dagpengeperioden til to år. Derefter overgår de arbejdsløse til kontanthjælp. Imidlertid vil mange dagpengemodtagere slet ikke have ret til kontanthjælp – eksempelvis fordi deres ægtefælle arbejder, eller de ejer fast ejendom.

Bomben kan demonteres, hvis de arbejdsløse finder ny beskæftigelse. Men erfaringen viser, at hvis man først er fanget i som langtidsarbejdsløs, bliver det stadigt sværere at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Over halvdelen af de langtidsarbejdsløse i Slagelse er under 50 år. Vi risikerer at tabe dem på gulvet, hvis vi ikke gør noget nu og for eksempel skaber endnu flere relevante tilbud om efteruddannelse. Om blot få år vil vi jo mangle 60.000 faglærte lønmodtagere i Danmark.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2010 - 10:14   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser