04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Respekt for menneskerettighederne

Respekt for menneskerettighederne

Lørdag, 20. november, 2010, 10:44:36

FN-forbundet opfordrer regeringen til at påtage sig at rette op på den uheldige udvikling, så Danmark – også på menneske­rettighedsområdet – kan komme tilbage på FN-sporet.

fra FN-forbundet

Siden 2001 er Danmarks internationale omdømme på menneskerettighedsområdet blevet stadigt mere svækket.  Danmark lever på en lang række områder ikke længere op til sine internationale forpligtelser.

Det gælder ikke mindst på udlændingeområdet, hvor det seneste eksempel er, at Den europæiske menneskerettighedsdomstol har underkendt Danmarks tilbagesendelse af asylsøgere til Grækenland.

Debatten om forbrydelse og straf har været domineret af politiske tendenser til fremmedhad, af unuancerede synspunkter på spørgsmålet om lov og orden og af nationalistiske tendenser. Den foreløbige kulmination er forslaget fra politikere og debattører om at få afskaffet den danske racismeparagraf af hensyn til ytringsfriheden.

Også kvaliteten i den lovgivende proces er sat under pres, og magtudøvelsen er i stigende grad præget af, hvad der må opfattes som arrogance.

Love vedtages efter til tider uhørt korte høringsfrister, som ikke gør det muligt for de hørte parter at udarbejde fyldestgørende svar. Det kan føre til lovsjusk og risiko for overtrædelse af internationale menneskerettighedskonventioner.

Det vil blandt andet fremgå af den fælles ngo-rapport, som FN-forbundet sammen med ti andre medlemmer af Rådet for menneskerettigheder fremsender til FN’s højkommissær for menneskerettigheder.

Rapporten oplister en række eksempler på dansk lovgivning og administrativ praksis, der kolliderer med vore internationale forpligtelser, og den vil være en del af grundlaget for eksaminationen af Danmark i FN’s Menneskerettighedsråd i maj 2011.

Det sker i forbindelse med Rådets periodiske gennemgang af medlemslandenes status for overholdelse af menneskerettighederne.

Ngo-rapporten indeholder punkt for punkt organisationernes anbefalinger til forbedring af forholdene.

FN-forbundet opfordrer regeringen til at påtage sig at rette op på den uheldige udvikling, så Danmark – også på menneskerettighedsområdet – kan komme tilbage på FN-sporet. Konkret opfordrer vi regeringen til at indgå i dialog med ngo’erne om gennemførelse af anbefalingerne i den fælles ngo-rapport.

Vedtaget på FN-forbundets Landsmøde, 31. oktober

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. nov. 2010 - 10:44   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser