Fremragende israelske akademikere har konkluderet, at den selvproklamerede jødiske stat ikke kan betegnes som et åbent demokrati, men som et etnokrati.

Landets 1,3 millioner palæstinensere – som myndighederne sædvanligvis omtaler som »israelske arabere« – udgør i alt en femtedel af befolkningen.

af Jonathan Cook, Nazaret

Efter al sandsynlighed vil jeg blive en af de allerførste ikke-jøder, som man forventer skal aflægge ed på sin loyalitet over for Israel, forstået som en ideologi snarere end som en stat.

Indtil nu har mennesker, der er bosiddende i landet, og som ønsker statsborgerskab, skullet erklære sig tro mod Israel og overholde dets love – som i de fleste lande.

Men hvis det israelske parlament vedtager et af regeringen fremsat lovforslag, vil det meget snart blive krævet af dem, der ønsker statsborgerskab, at de skal understøtte det zionistiske flertals arrogante princip om, at Israel er en »jødisk og demokratisk stat«.

Min egen ansøgning om statsborgerskab skal efter reglerne behandles inden for de nærmeste måneder – syv år efter at jeg giftede mig med en af Israels palæstinensiske statsborgere.

Landets 1,3 millioner palæstinensere – som myndighederne sædvanligvis omtaler som »israelske arabere« – udgør i alt en femtedel af befolkningen.

Som en hel del andre i samme situation vil jeg sandsynligvis aflægge en sådan ed gennem hårdt sammenpressede tænder og med krydsede fingre bag ryggen. Alt hvad jeg offentligt erklærer over for indenrigsministeriets embedsmænd vil være løgn. Her følger mine grunde dertil.

En af grundene er, at denne lov er åbenlyst racistisk. Den gælder kun for de ansøgere om statsborgerskab, der ikke er jøder. Dette skyldes ikke – sådan som de fleste iagttagere antager – at alle jøder i Israel hellere end gerne ville aflægge denne ed.

Det skyldes derimod én betydningsfuld gruppe, som ville nægte at gøre det og således forskertse deres ret til at blive israelske statsborgere.

Det drejer sig om de ultra-ortodokse, religiøse fundamentalister, der kendes på deres sorte klædedragt, og som er den hurtigst voksende gruppe blandt Israels jødiske befolkningsdel.

De nærer foragt for Israels verdslige statsinstitutioner og ville derfor kun være villige til at aflægge ed over for en stat styret af guddommelige love. Altså stiller Israel krav til ikke-jøder, som det ikke stiller til jøder.

Ikke et demokrati
En anden af mine grunde er, at jeg ikke mener, at en jødisk stat kan være demokratisk – ligesom jeg ikke mener, at en demokratisk stat kan være jødisk.

Jeg mener, at disse to grundprincipper er lige så uforenelige som en »kristen og demokratisk stat« eller en »hvid og demokratisk stat«  er det. Jeg er ikke alene om denne vurdering.

Fremragende akademikere ved israelske universiteter mener det samme. De har konkluderet, at den selvproklamerede jødiske stat ikke kan betegnes som et åbent demokrati, men som et mere sjældent set politisk fænomen, nemlig et etnokrati.

En af de ledende fortalere for dette synspunkt, professor Oren Yiftachel fra Ben Gurion Universitetet i Negev, påpeger, at i etnokratier stikker styreformens demokratiske aspekter ikke dybere end som så.

Det primære mål er og bliver nemlig at fastholde en enkelt etnisk gruppes dominans over andre. Man bør bemærke sig, at Israel har mange love, men at ingen af dem garanterer lighed.

Professor Yiftachel bemærker, at diskriminationen ved lov er indbygget i statsborgerskabets struktur på en måde, så én enkelt, etnisk gruppe på bekostning af den anden på alle livets grundlæggende områder er berettiget til privilegier: Adgang til jord og vand, økonomi, uddannelse, politisk indflydelse med videre.

Legaliseret diskrimination
Endog denne etniske gruppes flertalsstatus fastholdes gennem en sofistikeret udvælgelse. Israel giver nemlig statsborgerskab til jødiske bosættere, som bor uden for dets anerkendte grænser, mens det udelukker de palæstinensere, som det selv fordrev i 1948, fra nogen sinde at som indvandrere at kunne nyde de rettigheder, som jøder nyder i hele verden.

Den tredje af mine grunde er, at denne nye ed i sig selv styrker en omstændelig struktur omkring den institutionaliserede diskrimination, der baserer sig på Israels love om statsborgerskab.

Kun få udefra forstår, at Israel tilkender statsborgerskab på to forskellige lovgrundlag – afhængigt af, om man er jøde eller ikke-jøde.

Alle jøder og jødiske indvandrere såvel som deres ægtefæller er automatisk berettiget til statsborgerskab i medfør af Loven om Tilbagevenden.

Samtidig reguleres statsborgerskabet for Israels palæstinensere – og naturalisering af deres ægtefæller, som for eksempel mig – af Loven om Statsborgerskab.

Det er dette tvedelte statsborgerskab, der har muliggjort den forudgående skændselsgerning: Ophævelsenaf palæstinensiske statsborgeres ret til, at en palæstinensisk ægtefælle kunne opnå statsborgerskab – eller bare opholdstilladelse.

Det er nu igen loven om statsborgerskab for palæstinensere – og ikke loven om tilbagevenden for jøder – som Israel er i færd med at revidere for at tvinge sine palæstinensiske statsborgeres ægtefæller – heriblandt mig selv – til at sværge troskab mod den selv samme stat, som tildeler dem og deres palæstinensiske partnere et andenklasses statsborgerskab.

Min fjerde grund er, at denne troskabsed er et klassisk eksempel på »glidebanelovgivning«.

Trods jubelråbene fra den ultra-højreorienterede minister, Avigdor Lieberman, der førte valgkamp under sloganet »Ingen loyalitet – intet statsborgerskab«, så vil den kommende lov – efter sin nuværende formulering – ganske vist efter al sandsynlighed kun ramme nogle få hundrede ansøgere om året.

Fritaget er alle nuværende statsborgere, hvad enten de er jøder eller palæstinensere, ikke-jødiske ægtefæller til jøder, der naturaliseres i medfør af loven om tilbagevenden, samt palæstinensiske partnere, som i forvejen er fuldstændig udelukkede fra at opnå statsborgerskab.

Kun det meget lille antal ikke-jødiske ægtefæller til Israels palæstinensiske statsborgere vil være nødt til at aflægge denne troskabsed.

De næste trin
Men kun få tror på, at eden vedblivende vil have så indskrænket et gyldighedsområde. Der indføres hermed for første gang i Israel et princip om at forbinde opnåelsen af statsborgerskabets rettigheder med afgivelsen af en loyalitetserklæring.

De næste mål for denne form for lovgivning vil være Israels palæstinensiske mindretals ikke-zionistiske, politiske partier.

De jødiske partier er allerede i færd med at formulere et lovforslag, der forlanger at parlamentsmedlemmer aflægger en troskabsed til en »jødisk og demokratisk stat«.

Dette er udformet med henblik på at kastrere Israels palæstinensiske partier, der alle som en fælles platform har et krav om, at Israel forandres fra en jødisk stat til en »stat bestående af og tilhørende alle dets borgere«, eller med andre ord et åbent demokrati.

De næste, der er i Liebermans sigtekorn, er selvfølgelig alle Israels 1,3 millioner palæstinensere, der forventes enten at skulle blive zionister eller også blive stillet over for tabet af deres statsborgerskab og muligvis også udvisning.

Jeg kan meget vel blive en af de første ikke-jøder, der kommer til at aflægge denne troskabsed; men mange vil helt sikkert blive tvunget til at følge mig.

Hentet fra www.elektronicintifada.net

Oversat fra engelsk af Ken Bruun og Enid Riemenschneider.