Du har tydeligt vist, at uvidenhed, dovenskab og last er de rette elementer, der kvalificerer en mand til at være lovgiver.

af Gunnar Skjelborg Jensen, Mols

I lyset af den sidste halve snes års højredrejede misregimente og den seneste finanslov med de obligatoriske fremmedfjendske initiativer, samt den efterhånden ligeså obligatoriske S-SF-hundeagtige følgagtighed kom jeg til at tænke på, hvordan det mon ville gå, hvis jeg som gæst i et fremmed land med en venlig, humanistisk og demokratisk regering fik til opgave at udlægge mit hjemlands samfundsmæssige forhold.

Jeg kunne forestille mig, at jeg efter al min veltalenhed ville få et svar som følger:

“Min lille ven – du har holdt en højst beundringsværdig lovtale over dit land.

Du har tydeligt vist, at uvidenhed, dovenskab og last er de rette elementer, der kvalificerer en mand til at være lovgiver. Lovene udlægges, fortolkes og anvendes bedst af dem, hvis interesse og færdighed det er at fordreje, forvanske og omgå dem.

Jeg kan hos jer skelne visse træk af en institution, som i sin oprindelige form kan have været tålelig. Men disse træk er halvt udviskede og resten ganske overtværet og plettet af forvanskninger.

Det fremgår ikke af, hvad  du har sagt, at der skulle kræves nogen som helst færdighed for erhvervelsen af nogen som helst stilling hos jer, langt mindre, at mænd adles på grund af deres dyd, at præster forfremmes for deres fromheds og lærdoms skyld, soldater for deres mod eller konduite, dommere for deres ubestikkelighed, senatorer for deres fædrelandskærlighed eller ministre for deres klogskab. (...)

Men efter hvad jeg har opfattet af din egen beretning, og de svar, jeg med møje har fravristet dig og klemt ud af dig, kan jeg ikke drage anden slutning, end at den store masse af dine landsmænd er den fordærveligste race af modbydeligt småkryb, som det nogen sinde er blevet forundt at kravle på Jordens overflade.“

Næh, jeg har ikke fundet på det – ejheller har Scherfig. Det er skrevet af en domprovst i Dublin i det herrens år 1726 – Jonathan Swift. Her citeret i H.C. Huus’ oversættelse fra bogen Gullivers Rejser, Hasselbalch 1964.