^Skærveknuser _{af Kjeld Stenum}

Nede i jorden under den fransk-schweiziske grænse er der boret en kæmpestor, cirkelformet tunnel, 27 kilometer i omkreds. Det er ikke til moderne metro-tog, denne tunnel er bygget. Den er en partikel-accelerator, og i den foregår der for tiden banebrydende forsøg, som får moderne kvantefysik til at storme fremad med syvmilestøvler.

For en tre uger siden gennemførtes således et epokegørende forsøg, som delte den »udelelige« proton (atomkerne-partikel) i dens bestanddele, så de flød rundt imellem hinanden i en art plasma-tilstand, man hidtil kun havde haft teoretisk formodning om kunne eksistere og kun i en energitæthed, som den var meget tæt på Big Bang.

Teorien om Big Bang er en konsekvens af Einsteins over hundrede år gamle relativitetsteori. Man kan ikke udfra teorien slutte noget om tilstanden i selve Big Bang, matematikken kommer til kort. For at beregne for eksempel energitætheden i Big Bang ville man være nødt til at kunne dividere universets samlede masse med udstrækningen nul, den udstrækning, som Big Bang begyndte med. Og at dividere med nul er ikke en meningsfyldt matematisk operation.

Men man kan bruge teorierne og matematikken til at sige noget om tilstandene stort set lige så tæt tilbage mod Big Bang, som man vil, blot man definerer den tilstand, man vil vide noget om, præcist. Og ifølge forudsigelserne skulle der altså i en umådelig energitæt tilstand milliardtedele sekunder efter Big Bang have eksisteret en art plasma-tilstand, hvor protonerne (atomkernepartikler) endnu ikke var udkrystalliseret, men kun fandtes i form af deres endnu mindre byggesten, gluoner og kvarker, der bevægede sig frit imellem hinanden i en art plasma-tilstand.

Der er dog tale om en ganske anderledes plasma end den, vi kan lave i en tordenkugle med energien fra et tolv-volts batteri. For at frembringe »plasma­et« af fri kvarker og gluoner skal man op på en temperatur på 100 billioner grader celcius. Og moderne teknologi har hidtil ikke magtet mere end en hundrededel af det. Men i den 27 kilometer store partikel-accelerator er det altså nu lykkedes at frembringe denne ufattelige energitæthed meget lokalt ved at accelerere kerner af blyatomer op nær lyshastigheden og lade dem støde sammen. Og få bekræftet, at protonen, som man ellers siden kvantefysikkens fødsel har anset som en udelelig elementarpartikel, lader sig spalte i endnu mindre bestanddele, kvarker og gluoner.

Dette er fantastisk. Det er fantastisk, at vi mennesker kan frembringe testbare teorier om noget, der eksisterede for cirka 13,5 milliarder år siden, og endnu mere fantastisk, at vi kan opbygge apparater, der kan teste disse teorier og fortælle os noget af det allermest grundlæggende om, hvordan vores verden er formet af dens mindste bestanddele.

Fysikerne blev rodet ind i umulige dilemmaer, fordi viden ikke er det samme som magt…

Og det omtrent mest fantastiske er, at vi moderne mennesker har vandret på denne klode i et par hundredtusinde år. Men kun det seneste par hundrede år har vi magtet at udforske vores verden ekspe­rimentelt. Og virkelig viden om materiens mikrokosmiske opførsel er kun godt hundrede år gammel og endnu ikke mere konsolideret, end at vi undertiden må revidere selv meget grundlæggende antagelser.

Det fantastiske er, at selv om vi allerede ved om ufatteligt fine mekanismer, så er vi netop nu ved at have fået slået hul ind til viden om endnu dybere strukturer. Det begyndte faktisk i foråret, i slutningen af marts, hvor de første vellykkede forsøg i den ny partikelaccelerator gennemførtes.

For et par år siden da man begyndte forsøgene, skrev jeg om den ny accelerator her i denne spalte. Dengang frygtede flere, at man kunne risikere at frembringe ukontrollable sorte huller, der ville føre til vores undergang. Det gjorde man dog ikke, man havde stort besvær med at få tingene til at fungere, og gennembruddet kom først for et halvt års tid siden.

Det jeg skrev dengang var, at jeg troede, at magtpolitiske interesser i de ufattelige energikoncentrationer, moderne fysik arbejdede med, var langt farligere end fysikken selv. Det tror jeg stadigvæk. Vejen fra partikelacceleratoren under den schweizisk-franske grænse og til militær udnyttelse af de utrolige energikoncentrationer synes måske uendelig lang.

Men sådan var det også med vejen fra kvantefysikkens fødsel i slutningen af tyverne til den første atombombe. Det tog dengang knapt to årtier at tilbagelægge den vej. Jeg synes, det er svært at lade være med at begejstres over fysikkens ny landvindinger. Men jeg frygter de magtpolitiske interesser i sagen.

Fysikerne føler det selv som deres ansvar, at deres viden og kunnen ikke misbruges. Og historien har med personer som Einstein og Bohr vist, at mange af dem magtede at udvikle umådelig stor ansvarsbevidsthed. Men den har også vist, at de alligevel kom til kort. Fysikerne blev rodet ind i umulige dilemmaer, fordi viden ikke er det samme som magt. Og magten kunne de ikke hamle op med. Så nogle fysikere vurderede, at det at undlade at medvirke til fremstilling af atombomben blot ville resultere i, at den tyske nazisme kom først. Tog de fejl? I bagklogskabens lys gjorde de nok. Tyskland blev knust uden atombomber, og da Hiroshima-bomben faldt, var Japan på randen af det militære sammenbrud. Men det kunne de umuligt vide. Og efterkrigstidens magtpolitikere havde såmænd nok fundet veje til fremstilling af atombomber alligevel. Det kræver et opgør med selve imperialismen, hvis videnskabsfolk skal befries fra den slags umulige dilemmaer.

Alene kan fysikerne ikke løfte ansvaret for, at deres viden ikke misbruges. Det ansvar er vores allesammens.

debat, klummer, skærveknuser