04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Historisk korttidshukommelse

Historisk korttidshukommelse

Fredag, 26. november, 2010, 11:18:11

af Søren Juul-Nielsen, Århus

Banker (som nu for eksempel Amagerbanken) og ubegrænset vækst er tilbage med forøget styrke som dogme-religion.

Jeg skal hilse fra den nære fortid og sige, at kapitalismen gik ned som samfundsstruktur for cirka to år siden. Og var under sit fald fra grådighedens og magtens tinde i stand til at ødelægge millioner af menneskers tilværelse, både i den »rige« og i den »fattige« del af verden.

Den side af grænseløs vækst og grådighed, der medfører en kommende klimakatastrofe er ligeledes glemt!

Også her en genopfriskende hilsen fra millioner, der så decembertopmødet i København ende i en katastrofe – blandt andet med Lars Løkke som leder i destruktiv rolle.

Er alt glemt? Det ser det ud til nu, hvor medier i for eksempel tv-nyheder (både DR og TV2) lefler ukritisk for bevidstløs vækst-religion og mere rå liberalistisk kapitalisme – helt uden historisk hukommelse og analyse.

Vækst, vækst og vækst! er Moses og profeterne. Med Liberal Alliance som tiljublede prælater!

Hvad vil de følgende generationer dømme om vores politik og bevidstløse mediemedløberi fra 2010, når deres verden bryder sammen i et klima-katastrofe-inferno, som vi imod bedre vidende kunne have forhindret?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. nov. 2010 - 11:18   30. aug. 2012 - 19:21

Læserbrev