En repræsentant for firmaet i Australien glæder sig over, at denne aftale bliver ført ud i livet. De har nemlig mere i godteposen – der er mere affald, hvor det første kommer fra.

af Karsten Hønge MF, Socialistisk Folkeparti
Kan I huske Niels Hausgaards gamle sang om atomkraft?
Det er i den sang, han synger om, at nordjyderne gerne vil have indført atomkraft. Men desværre er der ikke lige plads til sådan et værk i Nordjylland, så han foreslår, at det placeres på Sjælland, eller Fyn – hen i den østre ende.
Jeg tror, at de i Australien i øjeblikket traller med på en sang – sikkert på melodien fra Walzing Mathilda – om, at det vil være o.k. med et forbrændingsanlæg, men at det skal placeres i Europa – hen i den nordlige ende.
Et nyt værk er der så dårlig plads til i Australien, og så koster det jo også så forfærdelig mange penge…
10.000 tons ekstremt giftigt kemisk affald skal transporteres 20.000 kilometer. Det kan ikke gå galt, siger nogle eksperter.
10.000 tons affald, der er blandt de 12 mest giftige kemikalier i verden. Affald som kan give både kræft og hormonforstyrrelser. WHO har sat den slags affald på en liste over stoffer, som ikke må produceres, handles med, anvendes eller transporteres.
Fire skibe med hver 2500 tons skal hver sejle 20.000 kilometer. Det kan ikke gå galt, beroliger nogle eksperter os. De har vist lavet aftaler med vind, vejr, terrorister, pirater, skibsmotorer, havneanlæg og alle mennesker undervejs om, at der ikke må laves den mindste fejl.
For bare en enkelt uforudset hændelse kan få dramatiske følger. Men der er jo intet, der kan gå galt – vi må have tillid til myndighederne. Det svarer ikke ligefrem til vores erfaringer.
Kun dårlige argumenter
Miljøminister Karen Ellemann forsøger at finde en grimasse, der kan passe. Det lykkes ikke helt. Når hun interviewes om sagen, ligner hun mest et rådyr, der er fanget og paralyseret af et sæt stærke billygter.
Først argumenterede hun for, at Danmark var forpligtet af internationale konventioner til at tage mod kemi-affaldet. Dette til trods for, at der netop findes internationale aftaler, der betyder, at man skal rydde op efter sig selv.
Det er en ualmindelig dårlig vane at transportere giftigt affald den halve jord rundt i stedet for at påtage sig et ansvar ved at skaffe affald af vejen så tæt som muligt på det sted, hvor det er fremstillet. Hun måtte indrømme, at argumentet ikke holdt vand.
Dernæst forsøgte hun sig med argumentet om, at Kommunekemi er det mest avancerede anlæg i verden og derfor det bedste sted at brænde affaldet. Det argument holdt heller ikke.
Lige for tiden er argumentet, at tilladelsen er givet af Miljøstyrelsen, og at det kun er Miljøstyrelsens ansvar. Men det er en undvigemanøvre, for ministeren havde faktisk mulighed for at følge en anden indstilling. Nemlig en indstilling, der afviste, at affaldet kom til Danmark.
At lytte til Kemiske Karen, er som at lytte til Komiske Ali – det var ham, der uanset krigens udvikling i Irak altid havde en ny bortforklaring.
Hvis situationen ikke var så alvorlig, kunne vi vel leve med, at Kemiske Karen skiftede navn til Komiske Karen.
Ligesom Komiske Ali kommer miljøministeren med alle mulige bortforklaringer og sørøverhistorier om, at der selvfølgelig ikke er fare på færde. Og at vi roligt kan gå hjem til kaffen, i stedet for at stå og fryse på Torvet i Nyborg, sådan en kold lørdag i november.
Og så skal vi jo ikke glemme, at der er arbejdspladser i det her skidt. Gode arbejdspladser og fin indtjening. Der er »penge i lortet«, som det hedder hos Snave Slamsugning.
Fortsæt protesterne
Men sådan skal vi ikke lade penge styre verden. Der må vel være enkelte ting, som ikke er til salg – selv for en liberal som Ellemann.
I radioen her til morgen blev en repræsentant for firmaet i Australien citeret for, at de glædede sig til, at denne aftale blev ført ud i livet. De havde nemlig mere i godteposen. Der er mere affald, hvor det første kommer fra. Dejligt at vide, ikke sandt.
Opløftende for os har den australske regering oplyst, at den ikke vil flytte kemi-affaldet til steder, hvor der er politisk og folkelig modstand mod at modtage det. Derfor slap tyskerne for at få affaldet.
Det betyder, at hvis vi får skabt modstand, vil der blive fundet en anden løsning. Det var da vist noget af en opfordring.
Der er god grund til, at vi står her i dag. Mon ikke vi kan bringe Kemiske Karen i lidt nærkontakt med virkeligheden. Det kan nytte at protestere.
Held og lykke med protesterne. Ikke bare for Nyborgs skyld, men for at vi sammen kan få en ansvarlig miljøpolitik.
Tale ved demonstrationen
den 13. november i Nyborg.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278