Regeringen har identificeret et mellem alle kriserne overset problem: Snebolde! Det koster nu 1000 kroner hvis man kaster sådan en.

^UGEN DER GIK

Nogle gange er det den lille ting, der kan ændre verden.

Vi står midt i en gevaldig klimakrise, som samler alverdens ledere til COP16 i Mexico som starter på mandag. Vi står også midt i en gevaldig økonomisk krise, hvor EU er på gloende pæle for at lukke dybe huller.

Er der nogen, der har fundet den lille og oversete ting, der som et columbusæg kan løse dem begge?

Næppe. Men der knytter sig unægtelig nogle associationer til et af regeringens nye slagnumre. Regeringen er på vej med nye initiativer, der skal redde verden og gøre den til et mere frit og fredeligt sted.

Regeringen har nemlig identificeret et mellem alle kriserne overset problem – snebolde! Ordensbekendtgørelsen bliver nu lavet om, så der falder en bøde på 1000 kroner hvis man formaster sig til at kaste en snebold efter en eller anden. Så er den sag også bragt på plads!

Det eneste, der kan undre er, hvorfor regeringen ikke blot bruger terrorlovgivningen. Siden den er blevet indført, er den jo blevet brugt til ret mange forskellige ting, som havde mindre med terrorisme at gøre end snebolde.

Snebolden ruller
En krise ruller over Europa og andre dele af verden. Irland har netop accepteret en ”hjælpepakke” fra EU. I september forsøgte regeringen selv at redde ærterne, da den insolvente banksektor fik en hjælpe pakke på 40 milliarder  kroner finansieret via højt forrentede statsobligationer.

Portugal rumler. Spanien er på samme vej. Italien er i opløsning. Grækenland blø-der. Storbritannien har skåret dybt i de offentlige budgetter og protesterne er på vej op.

Den store økonomi er meget skrøbelig. Og den eneste løsning, der er lagt på bordet er som Reagans budgetdirektør David Stockman forklarede det i sin tid, da USA i 1980’erne havde sin største gæld nogensinde: Vi gældsatte landet for når den var stor nok, kunne vi skære i budgetterne og komme af med de sociale programmer og sikkerhedsnet. Det var det vi virkelig gik efter.

Historien gentager sig nu - snebolden ruller - blot i større omfang. Under Clinton fik USA overskud. Under Bush blev det forvandlet til det kæmpe underskud, der nu er en klods om benet på USA og en katastrofe for den jævne amerikaner. Det er i den grad tid at påpege, at det er en klassekamp, der foregår. En af verdens rigeste mænd, amerikaneren Warren Buffett sagde for nylig: ”Selvfølgelig foregår der en klassekamp. Det er vores, den rige klasse der fører den, og vi vinder.”

fedtspil
Klimakrisen er erkendt af alle snart. Den ene regering efter den anden taler om den. Og dele af industrien taler et marked frem. Og så skal statsledere og hære af klima-delegationer snart mødes i Cancun i Mexico til COP16.

COP15 i København blev en fiasko, fordi der var forventninger til resultatet. COP16 kan næppe blive en tilsvarende fiasko, for forventningerne er små.

Hvad kan vi lære fra de økonomiske kriser om, hvordan vi skal forholde os til klimakrisen?

Det er vist ret simpelt. For det første er klimaet en del af klassekampen. Konsekvenserne af ikke at handle bliver læsset over på den fattigste del af befolkningen: Fødevarer bliver dyrere, landbrug bliver overskyllet eller tørlagt og prisen for de dyre løsninger som bliver nødvendige, fordi der ikke bliver handlet nu, lander samme sted.

For det andet er det os selv ­ sammen med de mange i samfundene, der har indset alvoren – der skal tage sagen i egne hænder. Som lokale løsninger i byerne – de fleste bor jo i byer. Det er dér, at samfundene udspiller sig.

Samtidig skal vi bygge nationale og globale bevægelser, der både stiller krav om løsninger, og som selv sætter nye praksisser igennem.

Regeringerne fedtspiller og kaster snebolde i helvede.