Hun er dansk politiks levende eksempel på en patologisk form for dobbeltmoral eller politisk skizofreni.

af Bjarne Segefjord, Øland

Med profetisk klarsyn indså hun, at landsbytossernes tumleplads skulle saneres, og fra 1995 har hendes ærinde været at sanere al velanstændighed.

Gennem håndfast ledelse af sit parti har hun skabt et apparat af tryghed hos den del af den danske vælgerbefolkning, der føler sig som én nationalistisk stamme, der vil have Danmark tilbage.

Tilbage til hvad? Jo – tilbage til uoplyst enevælde. Hun besidder to spidskompetencer:

Som tidligere hjemmehjælper kan hun gøre rent i krogene, og med skarp politisk sans som en anden tæppetisser pisse på visse andre mennesker, så de til sidst kommer til at lugte.

Jo mere fejlfarverne føler sig uvelkomne, des bedre for hende. Alt, hvad hendes paranoia kan fostre af nederdrægtigheder, bliver kørt i stilling til hendes politiske Endlösung: Ned med de fremmede! – ud med de forkerte!

Med autistisk præcision fører hun skalpellen, som skal bortskære ytringsfriheden, samtidig med at hun forsvarer den ved enhver given lejlighed.

Hun er dansk politiks levende eksempel på en patologisk form for dobbeltmoral eller politisk skizofreni.

Hendes seneste påfund – at forbyde parabolantenner, der kan modtage signaler fra Al Arabiya og Al Jazeera, har indlysende nok ingen gang på Jorden. Og hun ved det! Dummere er hun trods alt ikke.

Alligevel fremturer hun med meldingen om at gå til Radio- og Tv-nævnet for der at få opbakning til sit korstog. I denne sag som i andre er hun fløjtende ligeglad med internationale konventioner og Grundloven.

For den korte fremtid må man håbe, at hendes politiske amokløb i lighed med Fritz Clausens må føre til eksklusion af det selskab, som ikke vil have sine ægte tæpper svinet til.

Pia Kjærsgaard er Danmarks dygtigste politiker, men desværre også den værste.