Tænk på hvordan det må være at skulle ud af soveposen om morgenen, lige ud i sjappet og sølet. Koldt, vådt og hårdt.
UDENFOR af Preben Brandt
Graden af et samfunds anstændighed kan måles på den måde samfundet tager sig af sine medlemmer. Alle sine medlemmer. Også dem, der ikke rigtigt regnes for noget.
Det er et udsagn, man hører ofte og let kan komme til at tænke på som noget lidt højttravende noget, der hører hjemme ved fine taler.
Jeg kom til at tænke på det sidste fredag aften, efter at jeg var stået af toget på Københavns Hovedbanegård efter en tur til Fyn.
Det var en smuk togtur gennem det hvide landskab efter snefald. Lyset var dæmpet fra den stålgrå himlen, der lagde op til mere sne. Jeg sad dér rart og varmt i et godt sæde og nød tilværelsen.
Det sneede da også voldsomt da jeg stod af toget. Og dér i sneen, kort fra banegården, så jeg to personer, der havde fundet et sted med lidt læ, stillet deres ejendele, tasker og indkøbsvogne fra sig, rullet deres soveposer ud og var krøbet ned i dem for at holde varmen.
Så let at lukke øjnene
Jeg kender dem godt og ved, at de skulle tilbringe natten dér, for de har ingen andre steder at gå hen.
Da var det, at udsagnet om at måle samfundet på dets evne til at tage sig af alle dets borgere ramte mig.
Hvad er det for et samfund, der hører til blandt de rigeste i verden og så alligevel ikke har overskud eller vilje til at tage sig af de socialt svageste?
Hvordan kan vi være det bekendt og hvordan kan vi leve med, at det er sådan?
Ja, jeg har vel allerede givet svaret, tænker jeg. Jeg sad jo selv i togvognen og nød den smukke udsigt, og vel livet også, uden tanke for de hjemløse, som er nødt til at klare nat efter nat ude i uvejret.
Det er så let at overse andres afmagt og lidelse, hvis man ikke lige bliver konfronteret med den.
Koldt, vådt og hårdt
Selvfølgelig er det hårdt og et vanskeligt liv at sove på gaden uanset årstiden.
Men jeg har i de 20 år jeg har færdedes på gaden og mødt de, der må sove udenfor, fundet det særlig ubehageligt at vide at det er sådan, nogle må klare sig, når jeg kan tage hjem i min varme stue, mens de må blive ude i det fri. Koldt, vådt og hårdt.
Tænk på hvor våd man bliver i sådan et vejr, hvordan man fryser, hvordan ens ting bliver gennemblødte.
Måske går det, når man har fået sig puttet ned i en sovepose, hvis man har sådan en, men tænk på hvordan det må være at skulle ud af den om morgenen, lige ud i sjappet og sølet.
Om det så kun var de to, jeg så den fredag aften, var det de to for meget.
Men det er ikke bare to mennesker, der skal igennem sådanne nætter. Vi ved, at det i København er omkring 200 personer og omkring 300 i resten af landet.
500 personer skulle sove rundt omkring i parker, under halvtag, på varmeriste i indhak ved forretninger og andre sådanne steder den fredag nat.
Samfundet svigter
Nogle må sove ude fordi der ikke er plads på herbergerne, andre fordi de ikke kan holde herbergerne ud, andre fordi de er styrede af vrangforestillinger om særlige opgaver eller forfølgelse og endnu andre fordi de ikke er velkomne på herbergerne.
Men er det ikke lige meget, hvad der er årsagen? Det er ikke årsagen, der er interessant. Det er derimod det, at vi ikke kan finde på nogen måde at tage vare på også disse mennesker. Eller ikke vil, kunne jeg fristes til at skrive.
De, der følger med i den del af socialpolitikken, der beskæftiger sig med hjemløshed vil vide, at der fra 2010 er sat 125 millioner kroner af om året i fire år til at bekæmpe hjemløsheden.
Det er naturligvis ikke kun de 500 personer, der hver nat sover på gaden, der skal nyde godt af den indsats.
Det er også andre grupper af hjemløse, for eksempel unge hjemløse, som bruger herbergerne og som skal hjælpes før de havner på gaden.
Men det første år med den intensive indsats har i hvert fald ikke synligt haft nogen virkning på antallet af mennesker, der må sove ude.
Se så at komme i gang
Jeg tror nu heller ikke, at det først og fremmest drejer sig om penge, når man skal gøre en indsats for de to, og de mange andre, der skulle sove ude i sneen den nat.
Det, der er vigtigst, er fantasi til at finde frem til og at tilbyde det, som de virkelig behøver. Det er kommunerne og ikke mindst Københavns Kommune med de fleste udesovere forpligtet til at gøre.
København har lige sikret 30 pladser mere i herbergerne og i de helt utidssvarende natcaféer, hvor folk de fleste steder sover på rullemadrasser i sovesale.
Det er selvfølgelig en lille men fattig forbedring og langt fra tilstrækkeligt.
Derfor denne opfordring: Se så at komme i gang derude i kommunerne! Der er ingen undskyldning for at det det ser lige sådan ud næste år.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
