Retorikken omkring det »dyre« specialområde vil blive skinger. For at legitimere nedskærings-felttoget, skal nogen lægges for had – gøgeungekortet vil blive trukket.
fra Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS)
Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har udarbejdet en analyse af specialområdet. En analyse der på mange områder er skræmmende.
Skræmmende, fordi analysen ser »virkeligheden« igennem Finansministeriets nedskæringsøkonomiske optik. Skræmmende fordi analysens retorik om inklusion er ren »new speak« hentet fra George Orwells roman »1984«.
Alle plus-ordene i analysen fungerer som røgslør for nedskæringer, besparelser og systematisk omsorgssvigt grænsende til krænkelse af barnets rettigheder, hvis analysens anbefalinger gennemføres.
Analysen kidnapper det humanistiske menneskesyn, som findes i inklusionstanken, og bliver misbrugt som løftestang for systematiske forringelser, der netop vil ramme de børn og unge, hvis tarv inklusionstanken skulle hjælpe med at styrke livslæring og livsduelighed.
Analysen er ikke kun skræmmende i sit syn på børn og unge med særlige behov. Den er også udtryk for en grundlæggende, manglende faglig viden og indsigt omkring specialområdet.
Analysens fejl og unøjagtigheder
Der er så mange unøjagtigheder, fejlagtige vurderinger og ikke-bæredygtige faglige og pædagogiske konklusioner, at det skriger til himlen.
Analysen sætter fejlagtigt lighedstegn mellem inklusion og rummelighed og viser dermed, at forfatterne intet ved om begreberne og deres indbyrdes forhold og relation.
Men værst af alt er, at lighedstegnet er udtryk for en systematisk underkendelse af det inklusionsarbejde, der foregår i specialtilbuddene hver eneste dag.
Specialtilbuddene (0-6 års-specialinstitutioner, special KKFO og specialfritidshjem, basisgrupper, special klubber og specialskoler) arbejder alle med rummelighed og inklusion.
Analysen foreslår at hæve gruppestørrelserne på specialskoler og -klasserækker for børn med vidtgående vanskeligheder og støttebehov (niveau 3) fra seks til otte børn. LFS mener, at dette er et udtryk for en inkluderende eksklusion.
Når analysen anbefaler at mange flere børn og unge med særlig behov skal flyttes over i almentilbuddene, så må man spørge: hvad er det lige, politikerne vil inkludere dem til?
Presset på gruppestørrelserne i daginstitutioner er så voldsomt, at der allerede – uden børn og unge med særlig behov – foregår en social eksklusion.
Hvis børn og unge med særlige behov nu skal presses ind i de eksisterende daginstitutionsrammer, så vil der også hér blive tale om inkluderende eksklusion af uhørte dimensioner.
Men Finansministeriet har talt. Udsultningen af Kommunernes økonomi vil få politikere og forvaltninger til at gøre alt for at gennemtvinge deres massive nedskæringer på specialområdet.
gøgeungekortet
Derfor vil vi se, at retorikken omkring det »dyre« specialområde bliver meget skinger i medierne og hos politikerne. Skal politikerne legitimere deres nedskæringsfelttog mod samfundets mest udsatte borgere, så skal nogen lægges for had.
Derfor vil vi se, at gøgeunge-kortet bliver trukket overfor forældre, der har børn med særlig behov (»de er for krævende«), overfor de fagprofessionelle (»de skal lære at arbejde mere inkluderende«), og forældre, der ikke ønsker, at deres børn skal udsættes for politikeres og embedsfolks særlige forståelse af inklusion (»de er egoister, der kun tænker på deres egne børn«).
LFS og vores medlemmer i specialtilbuddene er klar til at møde udfordringen og vil opstille en alternativ vision for fremtidens tilbud til børn og unge med særlig behov, der er funderet på faglige, saglige og pædagogiske argumenter, rodfæstet i den konkrete virkelighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
