Magtsystemerne reagerer ved at jagte WikiLeaks’ ansvarlige og erklærer, at offentlighedens indsigt i magtens maskinrum er en trussel mod både sikkerhed og demokrati.

^UGEN DER GIK

De digitale medier har gjort ting mulige, som ikke var mulige før. De er blevet en del af samfundet og er på den måde også blevet et vigtigt politikfelt. Ja de er blevet samfundsskabende kræfter – destruktive eller positive. Som mange andre fænomener kan det gå begge veje.

Det tør nok siges, at WikiLeaks har rørt rundt i diplomatiets gryde. En lang række dokumenter har kastet lidt lys på, hvordan verden virker.

Det er en stærk suppe af mange forskellige ingredienser, der ikke gør den spiselig for nogen. Ikke desto mindre er det den suppe, verdens ledere uafladeligt serverer for verdens folk.

Bigbang leaks

WikiLeaks er en del af samfundet og har også to sider.

Det er godt, at WikiLeaks og mange andre skaber syn for sagn. Men egentlig ved vi jo godt, at USA er en hyperarrogant magt. Vi ved jo godt, at den saudiarabiske kongerække hører til i den mest reaktionære ende. Og vi vidste godt, at Anders Fogh købte og handlede sig frem til posten som NATO-generalsekretær. Dokumenter på bordet – eller på nettet – gør, at magtspillet står klarere og er sværere at bortforklare. En lille del af det.

Magtsystemerne har reageret ved at jagte WikiLeaks’ ansvarlige og erklærer, at offentlighedens indsigt i magtens maskinrum er en trussel mod både sikkerhed og demokrati. Bag denne holdning ligger selvfølgelig magtens arrogance og foragten for folk.

Men hvorfor er verdens folk ikke modne til det transparente samfund? Det er vi.

Men vi er også nødt til at forholde os til, at WikiLeaks er et resultat af en ideologi. Hvilken? På den ene side er det positivt, at magtens systemer bliver afmaskeret. Men på den anden side er WikiLeaks også udtryk for en cyberanarkisme. Ligesom medieverdenen bliver informationer i sig selv tillagt en overdreven betydning og bliver adskilt fra en social organisering.

Afmagten konstrueres i skyen, hvorfra »det vigtige« og »grænserne« i vores hverdag bliver sat. Vi betaler oven i købet for det.

Bigbang leaks er ikke nødvendigvis positive, når de blæser løsrevne rundt i en verden, hvor det mest af alt handler om at styrke organiseringen. Det er det altafgørende spørgsmål.

Er der egentlig noget i wikileaksbunkerne, som styrker vores organisering? Selvfølgelig kan afsløringerne svække magtsystemet, men det er ikke det afgørende, for det er dybest set meget svækket i forvejen på grund af bunken af gensidigt forstærkende kriser. Lad os få det ned på jorden, hvor vi har vores fødder, som kan flytte os i flok.

Socialistisk software

Vi er alle koblet op i cybersfæren via Facebook, Twitter og så videre. Den britiske forfatter Zadie Smith blev i Information citeret for følgende gode bemærkning om al den software, der er i vores hverdag: »Denne generation fortjener bedre. Denne software (Facebook) er den ikke værdig. Den er langt mere interessant i virkeligheden«.

Smith rammer noget vigtigt og på det rigtige tidspunkt. Der er forfærdeligt meget software, som strukturer vores liv. Der er indbygget logikker, koder og praksismuligheder, som ikke uden videre kan ændres. Og hun sagde også: »… vi lever i hypernichens tid. Al denne præference- og informationsdeling har banet helt nye og stadig mere specielle veje, som tages af færre og færre, der kommer tættere og tættere på hinanden.« Ja – netop kun tættere på.

Derfor er det også et politisk spørgsmål, hvad det er for en software, som socialister skal kæmpe for. Ikke kun i den lille skala, som det sker i stort omfang, men i stor skala.

Både software og organisering skaber samfund – nye samfund tilmed.