Ting har konsekvenser. Verden hænger sammen. I over fyrre år har vi ladet småborgeregoismen lukke vore øjne for denne simple kendsgerning. Det er på tide, vi skifter spor.

^SKÆRVEKNUSER _{af Kjeld Stenum}

Det er utroligt! Det er snart fyrre år siden, Mogens Glistrups Fremskridtsparti stormede ind i Folketinget med bekæmpelse af indvandring som én af sine to vigtigste mærkesager (den anden var skattenægtelse).

Tilbage i firsernes første halvdel arbejdede jeg en tid på skiftehold i Norge, og jeg kan huske, at jeg dengang kunne læse i den gode norske avis Klassekampen om gadeuroligheder med fremmedfjendsk indhold i Kalundborg. Hvor var den danske tradition for fordomsfrihed og fordragelighed blevet af, spurgte de norske journalister undrende.

I firserne opstod også racistiske bander som »grønjakkerne«, og Jesper Langballes Danske Forening holdt offentlige møder om, hvordan Danmark kunne reddes fra den muslimske horde. Det var først bagefter, at også indvandrernes børn begyndte at danne bander, og det var efter en hel barndom på hvert eneste offentlige lokum at have gloet på graffiti med slogans om, at perkere og pakistanere skulle både dræbes, lemlæstes og smides ud af landet.

I halvfemserne tog Dansk Folkeparti over efter Fremskridtspartiet og oversatte dets rebelske fremmedfjendske holdninger til »stueren« praktisk politik. I nullerne fik dette parti med Pia Kjærsgård i spidsen afgørende politisk indflydelse i Danmark. Og Danmark har udviklet en indvandrerpolitisk praksis, der efterhånden får EU’s Fort Europa til at fremstå som den rene humanismens vogter i sammenhængen.

Og forgangne uge gav Socialdemokraternes leder og den sandsynlige kommende statsminister Helle Thorning-Schmidt Pia Kjærsgaard stuerenhedens blå stempel ved at udfordre hende til offentlig debat og dermed anerkende hende som regeringsblokkens egentlige leder.

Det, som er utroligt, er, at vi nu i snart et halvt århundrede i den grad har ladet den snæversynede småborgeregoisme sætte præmisserne for debatten. Dansk Folkeparti har trods alt kun tilslutning fra en beskeden procentdel af befolkningen. Men i dag er der grundlæggende politisk enighed om omtrent alle de indvandringspolitiske stramninger, som er gennemført til nu, og det er ikke småting. Kun Enhedslisten og til dels Det Radikale Venstre skiller sig ud fra denne enighed.

Når jeg kun skriver »til dels« om de radikale, skyldes det, at de accepterer at diskutere indvandringsproblemet under den nationale økonomiske ansvarligheds overordnede ramme. Vi skal have indvandring, men vi skal satse målrettet på veluddannet indvandring, som vores samfund kan have gavn af. Vores nuværende regerings version med deres nye pointsystem for familiesammenføring er, at skal vi absolut have indvandring, så skal det være veluddannet indvandring, helst med de fineste universitetsuddannelser.

Helle Thorning-Schmidt vil gerne have håndværkere med under kategorien »veluddannet«, men bortset fra det er hendes præmisser for diskussionen absolut identiske med Pia Kjærsgaards. Og derfor var hendes forsøg på at hænge Pia Kjærsgaard ud for inhumane holdninger også tandløs. Fælles for alle i Folketinget, bortset fra Enhedslisten, er, at man kun vil sige velkommen til dem, der har overskuddet til at bidrage positivt og konstruktivt til vores samfund.

De virkelig nødstedte, arbejdsløse, uuddannede, der kæmper for den bare overlevelse i den tredje verdens storbyers slum eller i flygtningelejre, dem overlader man til deres frygtelige skæbne som ofre for kyniske menneskesmuglere, til tørstedød under ørkensolen, til druknedød i overfyldte både eller til en illegal fremtid som ofre for grænseløs udbytning og udnyttelse i den moderne verdens slavehær.

Jamen, vi kan da ikke tage alle verdens problemer på os, siger man så. Jamen vi kan ikke i al evighed gå og føle os skyldige på vore koloniale forfædres vegne. Jamen, vi er da nødt til at føre en ansvarlig integrationspolitik, så vi ikke lukker flere ind, end vi magter at integrere.

Og det kan godt være alt sammen. Det, som er sagens kerne, er bare, at hvis vi accepterer at diskutere udelukkende på selvtilstrækkelighedens og nytteværdiens præmisser, så lukker vi det, som er det egentlige problem i hele sagen, nemlig den uuddannede slavehær, som er parat til hvad som helst bare for overlevelsen, helt ude af diskussionen.

Det problem skal vi løse og ikke kun for at sone på vore koloniale forfædres skyld. Præmisserne for vores førte indvandringspolitik er jo netop, at vi kun vil have de veluddannede hjerner, som vi kan have nytte af, til landet. Kan vi have nytte af dem, kunne de garanteret gøre ti gange så meget nytte i deres hjemland, hvis dette hjemland er et af udviklingslandene.

Vores målrettede hjerneimport berøver nøjagtigt lige så målrettet den tredje verdens lande for deres bedst uddannede hjerner og er ødelæggende for deres muligheder for at få en bæredygtig udvikling i stand. Dermed øges antallet af desperate subsistensløse i disse lande, som er årsagen til, at vi i det hele taget har et indvandringsproblem hos os.

Derfor handler dette ikke om at sone vore koloniale forfædres synder. Som landet ligger, eller som dets politiske konsensus ligger, fører vi en politik, der aktivt er med til at producere det indvandringsproblem, vi ikke vil have med at gøre. Det er ikke en politik vi behøver at føre. Det er én, vi vælger at føre.

Ting har konsekvenser. Verden hænger sammen. I over fyrre år har vi ladet småborgeregoismen lukke vore øjne for denne simple kendsgerning. Det er på tide, vi skifter spor. Det er på tide, vi tager det reelle indvandringsproblem op til diskussion: skaren af desperate subsistensløse uden fremtid.

De forsvinder ikke, bare fordi vi lukker øjnene for deres eksistens. Hvordan kan Danmark føre en aktiv politik for at løse deres problem, såvel indenrigspolitisk som på internationalt plan? Det var det, Helle og Pia burde have diskuteret i stedet for.