I stedet for at være en modspiller til kapitalmarkedet viser Euroland sig som forkæmper for netop de præmisser og spilleregler, som markedet dikterer,

^Økonomikommentar _{af Carl-Aage Jensen, civiløkonom og medlem af Kommunistisk Parti}

Som dominobrikker der står i kø for at vælte. Sådan fremstiller medierne eurolandenes økonomier i den nuværende fase af finanskrisen.

Først var det de amerikanske boligejere, der i stort antal ikke kunne betale renter og gæld og derfor gik i betalingsstandsning. Da den første store bank i USA fulgte efter og stoppede betalingerne, væltede en lang række mindre banker med det samme og mange store banker var tæt på at følge efter.

Den finansielle sektor gik i sort og bankerne turde ikke give lån eller stille garantier for andre banker af frygt for, at de også ville gå konkurs og pengene ville være tabt.

Regeringer og nationalbanker greb ind for at redde sektoren ved at stille store lånegarantier og foretage direkte indskud i kriseramte banker. Det var astronomiske summer, der var i spil.

Finansverden var nærmest blevet nationaliseret, lød budskabet fra liberale kræfter, men det var på ingen måde tilfældet. Kapitalmarkedet fungerede og fungerer stadig efter den samme recept, som også har skabt krisen – det frie markeds jagt efter maksimal profit blandt andet gennem at udnytte de ubalancer, der findes på det finansielle marked. 

De mindre eurolande med stor gæld, der er vokset markant som følge af krisen, får nu at mærke kapitalmarkedets indre love, som tidligere var ved at vælte bankerne selv.

Er der tvivl om, at en låner kan betale sin gæld, så stiger omkostninger ved at låne, hvis det overhovedet er muligt at få et lån. Kapitalmarkedet spekulerer direkte i, om landene vil gå bankerot.

Euroen vakler

Først var det Grækenland og nu Irland, hvor regeringen efter hårdt pres har valgt at acceptere de såkaldte hjælpepakker, som de øvrige eurolande og den Internationale Valutafond har strikket sammen.

De to lande er nærmest blevet sat under administration med krav om store nedskæringer i den offentlige sektor for, at de midlertidigt kan slippe for presset fra kapitalmarkedet.

Irland har indgået en aftale, hvor de til gengæld for billigere lån, end markedet ville give, skal opfylde en lang række krav af politisk karakter, der vil føre til lavere levestandard.

Andre eurolande med stor statsgæld forventes nu at komme i kapitalmarkedets søgelys. I første omgang er det Portugal og Spanien, men flere kan følge efter, hvorfor hele situationen sætter spørgsmålstegn ved, om den fælles mønt kan overleve presset.

Eurolandene har forskellig økonomisk udvikling, men det enkelte land har ingen nationale økonomiske håndtag at skrue på som for eksempel Sverige, der har flydende valuta og derfor blot lod deres valuta falde, da krisen brød ud. Dermed blev udenlandske varer dyrere for alle i Sverige, mens de svenske varer blev relativt billigere på verdensmarkedet.

Angreb på velfærden

I Euroland er der kun en valuta og renten fastsættes centralt af Den Europæiske Centralbank, hvorfor landene forventes at tilpasse sig markedet ved at effektivisere i produktionen eller sænke lønninger samt skære i den offentlige sektor med dårligere velfærd og lavere sociale ydelser til følge.

Sådanne spareplaner retter alle uden undtagelse hovedparten af nedskæringer mod de i forvejen dårligst stillede. Derfor er den nuværende krisen og dens konsekvenser med til at øge spændinger i Euroland og dermed også presset på de hårdest ramte medlemslande for at træde helt ud af euroen.

Det er værd at huske på, at euroen oprindelig blev solgt til befolkningerne i EU-landene, som et værn mod netop det internationale kapitalmarked, og derfor som garanten for velfærd og social retfærdighed. Men i takt med at krisen skærpes, optræder Euroland fuldstændig på kapitalmarkedets præmisser og stiller direkte de krav, som markedet selv stiller til de gældsplagede lande.

I stedet for at være en modspiller til kapitalmarkedet viser Euroland sig i den nuværende fase tværtimod som forkæmper for netop de præmisser og spilleregler, som markedet dikterer, og som udelukkende udgøres af økonomiske hensyn til kapitalbesidderen.