Lykken er at være inde i et fællesskab, ulykken er at blive trængt ud, droppe ud eller opgive.

^{Skærveknuser}_{af Kjeld Stenum}

Hvorfor dyrker vi vinderne, og hvorfor foragter vi taberne? Der er ingen logik i det. Det, som er logisk, er, at vinderne er de få, og taberne er alle dem, der ikke vinder. Og at vælge at dyrke disse få, som bliver vindere på bekostning af en masse tabere, er at gøre lykken til noget eksklusivt og sjældent, som lykke ikke behøver at være.

Kunne hele samfundet ikke blive lykkeligere, hvis de højest dyrkede værdier ikke havde noget med vinderrollen at gøre, men for eksempel med fællesskab og kærlighed mennesker imellem? Jo, selvfølgelig kunne det det. Men nu er lykke jo noget mærkeligt noget.

For Lars Løkke er lykken at få mange stemmer ved valget, for Caroline Woszniaki er lykken at vinde i tennis, for nogle er lykken mere simpel, måske noget med familie, bil, villa og vovse, eller måske bare at få råd til en længe eftertragtet ferie, som man i få lykkelige timer kan blive centrum for kollegers interesse ved at kunne fortælle om.

For de mest ensomme og ulykkelige er lykken bare at blive medlem af et eller andet fællesskab, om det så er et af den slags halvrådne bande- eller sektagtige fællesskaber, som ofte har travlt med at fiske til sig af ensomme skæbner. Fællesskaber, som ingen ville have brug for i et ordentligt samfund.

Som samfundet er, er valget for mange mellem slet intet fællesskab og et dårligt fællesskab. Hvad der gør os lykkelige er ikke bare noget, vi vilkårligt vælger, det er lige ved, at man kan sige, det er valgt for os i forvejen. Eller hele vores livssituation bestemmer, hvad det består i.

Men mon ikke det er det basale: Lykken er at være inde i et fællesskab, ulykken er at blive trængt ud, droppe ud eller opgive, ulykken er ensomheden? Og så lever vi i en verden, der gør fællesskabet til en eksklusiv sag. Man skal være vinder for at være med i det. Vi har ikke råd til at tage alle med, også dette område af tilværelsen er ramt af sparekrav og nedskæringer. Vi lever i et samfund, der er indrettet på den politik, derfor lærer vi at koncentrere os om vindere.

I uddannelsessystemet taler man i disse år meget om de stakkels genier, der tidligere er blevet så forsømte i et alt for egalitært uddannelsessystem, nu skal deres talenter frigøres. For det er genierne og talenterne og ikke det velfungerende fællesskab, der trækker verden fremad.

Og medierne opdrager os til at koncentrere os om vinderne med diverse talent- og x-faktor-shows i de bedste sendetider. Disse shows er geniale til at løse lige netop den opgave. De får os alle til at bide på krogen, for de handler om almindelige mennesker, der går ind og bliver til noget og bliver tiljublede, derfor kunne de lige så godt handle om os.

De største successer er oven i købet grimme ællinger, der springer ud som stolte svaner: Paul Potts, Susan Boyle. Er muligheden der for dem, er den der måske for os også, uanset hvor ringe vi føler os. Men det er den ikke. For tag ikke fejl.

Uanset hvor gode kammerater de optrædende bliver, og hvor rørende et sammenhold de opbygger, så er pointen udskillelsen af tabere til fordel for kun én vinder, og billedet af et rørende sammenhold mellem de konkurrerende tjener kun til at få os til at acceptere spillereglerne. At vi føler, den, der vinder, lige så godt kunne have været os selv, gør kun, at vi tiljubler vedkommende endnu mere.

Fiaskoerne tiljubler vi ikke, de går nedbøjede bort, ud af programmet, og er ikke mere til. Vi lærer, at alting drejer sig om at blive vinder, som taber er man slet ikke til. I statsligt fjernsyn i ugens bedste sendetid på én af de mest sete kanaler.

Sådan bliver vores allesammens allerstørste drøm at blive vindere. Men verdens kedelige kendsgerninger er, at kun det allermindste fåtal af os får lov til at prøve at være det.

Vi tror, at kun vindere er med i samfundets fællesskab. Og fordi vi har forestillingen om, at vi skal være vindere for at få lov til at være med, lærer vi at skjule, at vi måske ikke er det. Især vores fiaskoer skjuler vi, det er tabu at have fiaskoer.

De allerfleste af os er ikke vindere, for det kan vi nødvendigvis ikke være. Men fordi vi ikke er det, slutter vi, at vi nødvendigvis må være tabere og dermed slet ikke er til. Vi er et hul i jorden.

Vi får depressioner. Og depressioner, det får os virkelig til at ligne tabere. Vi tør ikke, vi magter ikke at vise os blandt andre mennesker, hvis vi er deprimerede. Vi giver os til at spise medicin, der kan få os til at holde op med at være deprimerede, og så evner vi måske med nød og næppe at holde op med at ligne tabere.

Men følelsen af at være det, den får vi ikke gjort noget ved. Selv om den ikke er reel. For det er den jo ikke. Reelt har vi alle vores rolle som deltagere i et fællesskab, og det er endda det fællesskab, der bærer vinderne, i stedet for omvendt.

Hele spillet med de få vindere og de mange tabere kan kun lade sig gøre, fordi de mange tabere bærer de få vindere. Taberne finder sig kun i det, fordi de har lært, at det er vinderne, der skal tilbedes.

Det med at dyrke vinderne er noget, der ligger i tiden, siger vi. Men det er det ikke. Det er noget, der lægges i tiden. Af dem, der ønsker et samfund af tabere, passive overfor deres taberrolle, fordi de skammer sig over ikke at være vindere.

Tænk, hvis taberne ikke ønskede at være vindere, men så, at de reelt var dem, der bar vinderne, dem, uden hvem vinderne intet var! Måske ville de begynde at sætte spørgsmålstegn ved spillereglerne for det spil, der skaber vindere og tabere.

Og spørgsmålstegn ved spillereglerne, det kan vi jo ikke have! Hvilket spil kunne de så ikke begynde at spille i stedet for?