Hvilke værdimæssige ændringer har der været i dansk udviklingspolitik, så Danmark er endt med at have en neoliberal, privatsektordreven udviklingspolitik?
af Peter Kenworthy, cand.scient.soc. (Internationale Udviklingsstudier)
Danmark skal åbenbart i stigende grad føre udviklingspolitik for vores egen skyld.
For at sikre billige importprodukter – for at sikre markeder til vores forarbejdede varer – og for at inddæmme konsekvenserne af den stigende fattigdom, og deraf følgende ustabilitet og terrorisme, og så flygtninge kan hjælpes »i nærområderne«.
Inden for det seneste årti er udviklingspolitikken således for alvor blevet koblet til en bredere udenrigs- og sikkerhedspolitik i Danmark.
Man taler nok om demokrati, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling, men den udviklingspolitik, der implementeres, er drevet af frihandels-mantraet og privatsektordrevet egennytte.
»kurs mod 2020«
Den 23. november lancerede udenrigsminister Lene Espersen oplægget »Kurs mod 2020 – Dansk udenrigspolitik i nyt farvand«.
Ifølge udenrigsministeren skal oplægget starte en debat om, hvilken betydning »den globale magtspredning« og det deraf følgende »sikkerheds- og trusselsbillede« vil få for Danmark og landets udenrigspolitik, herunder udviklingspolitikken.
Man taler om demokrati, menneskerettigheder og bæredygtig udvikling, men udviklingspolitikken er drevet af frihandels-mantraet og privat-sektordrevet egennytte.
»Kurs mod 2020« er – ligesom regeringens strategi for dansk udviklingspolitik fra marts – et tydeligt og konkret eksempel på den nuværende regerings fokus på en neoliberal og egennyttig udviklings- og udenrigspolitik. Som regeringen formulerer det i »Kurs mod 2020«:
»Kræfterne skal lægges dér, hvor vi har noget på spil… Vi skal sikre frihandel, åbne markeder og vores sikkerhed…
Tilsvarende skal der i de udviklingslande, hvor det er relevant, skabes en bedre sammenhæng mellem Danmarks udviklingssamarbejde og det kommercielle arbejde… så vores viden om… udviklingslandene også bidrage(r) til at udvikle danske virksomheders kommercielle muligheder.«
Den nuværende regering begyndte – allerede da den tiltrådte i 2001 – at føre en privatsektordrevet politik – der dog var blevet startet op som pilotprojekt af den tidligere regering.
A. P. Møllers slæbebådsfirma, Svitzer, fik næsten fem millioner kroner fra Danida til sin egen nye afdeling i Egypten. Hvordan hjælper det de fattige i ulandene?
Blandt andet nedprioriterer den fattigdomsorienterede, offentlige tiltag som landbrugsstøtten og opprioriterer erhvervsstøtten.
Store danske firmaer som Mærsk, Danisco og SAS får størstedelen af denne erhvervsstøtte og op til 90 procent af deres omkostninger dækket af danske bistandsmidler. Ofte til at lave tiltag, de ville have iværksat alligevel.
SAS fik eksempelvis millioner af udviklingsbistandskroner af blandt andet Danida til at bygge hoteller i Afrika - heriblandt et femstjernet luksushotel i Egypten.
Og A. P. Møllers slæbebådsfirma, Svitzer, fik næsten fem millioner kroner fra Danida til at overføre viden og knowhow til sin egen nye afdeling i Egypten. Men hvordan hjælper dette de fattige i ulandene?
Regeringens neoliberale, privat-orienterede vækstfokus hævdes at skabe øget en samfundsmæssig indkomst, der kan være fattigdomsreducerende, men denne siver oftest aldrig ned til de fattige.
Erfaringen viser tværtimod, at investeringer i den private sektor slet ikke hjælper de allerfattigste.
Men hvordan er det nået så vidt?
Udviklingspolitik indtil 2001
Hvilke værdimæssige ændringer har der gennem årene været i dansk udviklingspolitik, som har gjort, at Danmark er endt med at have den neoliberale, privatsek-tordrevne udviklingspolitik, som vi har i dag?
Dansk udviklingspolitik har gennemgået flere hamskifter gennem tiderne, der ofte har afspejlet lignende skift i andre landes udviklingspolitik.
Fra efterkrigstidens nødhjælpstankegang, tressernes moderniseringstankegang og storstilede projekter, halvfjerdsernes fattigdomsorientering og fokus på ulandenes afhængighed af de rige lande, firsernes fokus på økonomisk vækst og konditionalitet, til halvfemsernes sektorbistand og fokus på god regeringsførelse.
Og altså nu det nye årtusindes nedskæringer, kraftige øgning af privatsektordrevne programmer og kobling af udviklingsbistanden til sikkerhedspolitikken.
Årsagen til Danmarks nuværende neoliberale udviklingspolitik skal dog snarere findes i, at de danske partier generelt er rykket til højre i deres udviklingspolitik, og at Venstre og de Konservative har kunnet implementere deres liberalistiske politik med Dansk Folkeparti – udenom midterpartierne.
Dette sås tydeligst ved, at VK-regeringen i 2001 brød markant med international praksis og skar kraftigt på udviklingsbistanden i en tid, hvor andre lande, med USA og Storbritannien i spidsen, hævede den.
Desuden afskaffede man Udviklingsministeriet, der dog senere blev genetableret med liberalistiske Søren Pind som aktuel minister.
Alt dette blev gennemført af et snævert flertal bestående af regeringen og Dansk Folkeparti, ligesom senere besparelser blev det.
Hermed var den brede parlamentariske opbakning til den tidligere førte bistandspolitik væk; en opbakning som især midterpartierne havde sikret fortsættelsen af gennem såvel borgerlige som socialdemokratisk-ledede regeringer.
højredrejning?
Partierne i Folketinget har selvfølgelig historisk set været uenige med hinanden om udviklingspolitikken.
Men nedskæringerne i 2001 brød en næsten ubrudt vækst i resurserne til udviklingsbistanden og ligelig fordeling af bilateral bistand (fra et land til et andet) og multilateral bistand (fra flere lande gennem internationale organisationer som Verdensbanken og FN), ligesom man brød med fattigdomsorienteringen.
Andre partier er dog siden fulgt efter. Tilbage i halvfemserne mente Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre eksempelvis, at udviklingsbistanden skulle udgøre to procent af bruttonationalindkomsten (BNI). Nu mener alle tre partier, at udviklingsbistanden højst bør være på en procent af BNI.
SF mente i 1995, at »den økonomiske støtte til ulandene skal ikke gives ud fra danske erhvervsinteresser«.
Men i 2003 var det udvandet til, at »udgangspunktet for dansk ulandsbistand må være bekæmpelse af fattigdom og ikke støtte til danske virksomheder«.
At man i firserne – sammen med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre – kunne tale om, at man »støtter ulandenes krav om en ny verdensorden«, virker således helt ude af trit med den nye stil i Rød Blok, undtagen Enhedslisten, der stadigvæk i dag kan formaste sig til at tale om »et folkeligt opgør imod den moderne, imperialistiske udbytning«.
Venstre og De Konservative har måske i mindre grad ændret deres udviklingspolitik. Begge har eksempelvis konsekvent argumenteret for, at erhvervslivet skulle »have en central placering i forholdet til ulandsbistanden«, som de Konservative formulerede det i 1983.
bilateral – multilateral
Et overordnet punkt, hvor man dog har ændret sig, er i forholdet mellem bilateral og multilateral bistand.
Her mente begge regeringspartier i firserne, at der skulle være en ligelig fordeling mellem de to former for bistand. I halvfemserne ændrede begge partier holdning til dette, og krævede nu en højere grad af bilateral bistand.
Man må formode, at dette skete, fordi man har mere kontrol med den bilaterale bistand og således i højere grad kan spænde denne for privatsektordrevne og egennyttige projekter.
Desuden har man accepteret dele af Dansk Folkepartis værdier på såvel flygtninge-, udlændinge-, og udviklingsområdet.
Dansk Folkeparti – og Fremskridtspartiet, som partiet udsprang af – er i udviklingsmæssig sammenhæng et kapitel for sig.
Dansk Folkeparti betragter kulturelle forskelle som hovedårsagen til manglen-de udvikling, er fortalere for »børnebegrænsningsprogrammer«, mener, at bistanden skal fokusere på hjælp i nærområderne for at holde flygtninge ude af Danmark, og mener, at bistanden ikke skal overstige 0,7 procent af BNI.
Alt dette er dog en klar forbedring i forhold til Fremskridtspartiets udviklingspolitik. Her mente man, at »den statslige ulandsbistand skal afvikles over få år«, at den ulandsbistand, der alligevel ydes, kun skulle »have til formål at gavne danske interesser«, og at udviklingsbistand »skaber menneskelig ulykke«.
Den danske udviklingspolitik foregår dog, som tidligere nævnt, ikke i et vakuum. Den er inspireret af, og føres i sammenhæng med den udviklingspolitik, der føres i andre lande og på globalt, multilateralt plan.
Her har især IMF og Verdensbanken haft en stor og stigende magt – og denne magt har været brugt til at implementere en neoliberal og privatsektordrevet politik i firserne og halvfemserne, kaldet strukturtilpasning.
IMF og verdensbanken
Alle lande, der har gennemført en succesfuld industrialisering eller har kæmpet sig op fra status som uland, har dog ironisk nok gjort dette ved at gøre det modsatte af, hvad IMF, Verdensbanken og nu Danmark siger, de bør gøre.
Nemlig ved at give staten en rolle i økonomien og beskytte deres markeder. Sydkorea er nok det bedste eksempel på et sådant land, men også Thailand og Brasilien kan nævnes.
Alle de rige vestlige lande, inklusive det protektionistiske USA, har gjort det samme. Man spørger derfor sig selv, om de vestlige landes krav om åbne markeder ikke mere er til for at gavne dem selv og deres multinationale firmaer end ulandene.
Undersøgelser foretaget af det uafhængige analyseinstitut Afrobarometer har vist en stor modvilje mod markedsliberaliseringer og privatiseringer blandt befolkningerne i Afrika.
Så hvis dette virkelig var den bedste måde at føre politik på, burde det vel heller ikke være nødvendigt at tvinge ulandene til det.
Dertil kommer, at økonomer fra såvel IMF som Verdensbanken har indrømmet, at 1980’ernes neoliberale strukturtilpasningsprogrammer, der krævede masseprivatiseringer og åbne markeder af ulandene, for at de kunne låne penge, ikke har virket.
David Budhoo, en af IMF’s ledende økonomer, som designede strukturtilpasningsprogrammer i firserne, indrømmer således, at »vi på forsmædelig vis skabte økonomiske galehuse i Latinamerika og Afrika mellem 1983 og 1988«.
Dani Rodrik, en kendt økonom fra Columbia University, der arbejdede for Verdensbanken, erkender på samme måde, at privatisering og frihandel ikke var med til at skabe stabilitet.
Og hvis disse udtalelser ikke står til troende, kan man blot se på Verdensbankens egne undersøgelser. I 2002 undersøgte Verdensbanken – under pres fra internationale ngo’er – sine strukturtilpasningsprogrammer.
Konklusionerne var blandt andet, at »de finansielle reformer (som Verdensbanken havde været med til at kræve i ulandene) havde skabt kortsigtet spekulation«, at »beskæftigelsesniveauet var faldet«, at »reallønnen var forværret«, at »indkomstfordelingen er mindre retfærdig end før«, og at »afskaffelse af universelt fastsatte tilskud til basale varer har påvirket de fattigste i negativ retning«.
Andre undersøgelser af Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer, udført af George og Sabelli, viste desuden, at disse førte til fald i den enkeltes indkomst, fald i madvareproduktion, fald i købekraft, fald i uddannelsesbudgetteringen, fald i antal børn, der fik en uddannelse, og en stigning i antal fattige.
Dansk neoliberal udviklingspolitik
Tilbage er altså blot at konstatere, at hvis lande som Danmark virkelig ønskede at afhjælpe fattigdomssituationen i ulandene, hvorfor har man så ikke ændret sin politik efter, at effekten af den neoliberale politik, som man stadigvæk fører, påviseligt skader ulandene?
Der kan kun være to svar på dette spørgsmål:
Enten taler den nuværende regering imod bedre vidende, når den hævder at ville hjælpe ulandene gennem sin udviklingspolitik. Eller også har den stirret sig blind på sin egen neoliberale ideologi og kan ikke tænke »out of the box«.
Den fattigdom og ulighed, en neoliberal, sikkerhedsorienteret udviklingspolitik er med til at skabe, holder væksten i produktionen nede, blandt andet fordi nogle af fattigdommens følgevirkninger er mangel på uddannelse og en svækkelse af menneskers evne til at arbejde.
I stedet for at føre en neoliberal udviklingspolitik, som »Kurs mod 2010« og regeringens seneste udviklingspolitiske strategi fra marts anbefaler, burde Danmark se på sig selv som et godt eksempel på, at større lighed er en forudsætning for vækst.
I stedet hævder vi og kræver vi det modsatte af de lande, som man påstår at ville hjælpe ud af fattigdommens morads.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
