En lokal rapport viser, at kommunen klarer sig bedre end de private, så aktivering er et særligt dumt område at udlicitere på.
af Jan Nonboe, formand for Teknik- og servicesektoren i FOA Århus
Det er skuffende, bekymrende – og paradoksalt – at byrådspolitikerne har taget en beslutning om mere bureaukrati efter en spareproces, hvor alle har sagt, at de ville afbureaukratisere.
Politikerne har nemlig besluttet, at Århus Kommune skal udbyde flere opgaver. Det vil næppe give besparelser, men flere udbud vil med garanti betyde mere bureaukrati, som først skal lave udbudsmaterialet og derefter løbende kontrollere den private leverandør.
De århusianske byrådspolitikere siger, at de vil sende flere opgaver i udbud for at spare penge, men erfaringerne viser, at den løsning ikke holder. Sidste år oplevede vi, at kommunen fik store ekstraudgifter til snerydning, efter det udendørs pedelarbejde på plejehjemmene var blevet udliciteret, og der var også problemer med snerydningens kvalitet.
Aktivering af ledige er et af de områder, som spareforliget satser på at udbyde. Netop på dette område har private firmaer spillet fallit og været indblandet i skandaler over hele landet. Og en lokal rapport viser, at kommunen klarer sig bedre end de private, så aktivering er et særligt dumt område at udlicitere på.
De dårlige erfaringer med udbud kan ikke undre, for hvordan skulle private kunne gøre et stykke arbejde billigere uden at forringe kvaliteten og – eller – de ansattes løn- og arbejdsforhold?
Private og offentlige virksomheder kan jo hyre de samme eksperter, der kan tilrettelægge arbejdet smartest muligt, men de private skal også sikre ejerne et overskud.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278