COP 15-dommen er også en begmand til den presse, som hyldede politiets opførsel under klimatopmødet og bar Per Larsen i guldstol.

Bjørn Gemzøe

Den ^Røde tråd _{af Birthe Sørensen, redaktør, Arbejderen}

Fra hvilket udsigtspunkt ser danske medier og redaktører verden?

Det spørgsmål er blevet sat på spidsen – igen – de sidste uger af både Wikileaks-sagen og nu også torsdagens dom, som dømte alle politiets frihedsberøvelser under COP 15 ulovlige.

Journalisten Erik Valeur, som skriver medieklummer i Politiken, skrev sidste jul flere gange om politiets og pressens opførsel under klimatopmødet.

Den 20. december skrev han:

»Pressen valgte at stille sig til rådighed for opfyldelsen af et eneste overordnet mål: National fejring. Intet måtte forstyrre det – slet ikke almindelige, uskyldige menneskers basale retssikkerhed«.

Og det er, skrev han, »tidens absolut største pressesvøbe«. Med det mente han »Mediechefernes evne til at feste med og forstå de selvsamme magtmennesker, de er sat til at kontrollere og kritisere«.

Hans klumme fik nyhedschefen på TV 2, Michael Dyrby, til at fare til tasterne for at forsvare kanalens dækning af nogle af anholdelserne under klimatopmødet.

Michael Dyrby fik dog svar på tiltale fra Erik Valeur den 28. december, hvor han blandt andet skrev:

»Politiet mishandlede hundredvis af uskyldige borgere, og TV 2 kunne naturligvis have rullet det store skyts frem – som man gør i mange andre, langt mindre sager – i stedet blev Per Larsen (daværende chefpolitiinspektør, red.) båret i guldstol hen over skærmen tre dage i træk.

Den slags sker kun, fordi redaktørerne ser verden fra nøjagtigt samme udkigspunkt.«

Begmand til pressen

Arbejderen har tidligere refereret og henvist til Erik Valeurs betragtninger om »tidens absolut største pressesvøbe«, men det er unægtelig interessant at genlæse dem i lyset af den aktuelle dom mod det københavnske politi.

Tre byretsdommere har – i en 334 sider lang dom – kendt de seks omgange med administrative frihedsberøvelser under COP 15 for ulovlige.

Det er en ordentlig begmand til politiet og deres opførsel, som vi også lige har fået nye eksempler på i historien om, hvordan politiet blev opfordret til at svinge stavene under en af demonstrationerne under topmødet.

Det er også en begmand til regeringens lømmelpakke. Og endelig er det også en begmand til den presse, som hyldede politiets opførsel under COP 15 - eller i hvert fald ikke stillede kritiske spørgsmål – og bar Per Larsen i guldstol.

Wikileaks

Grundlæggende set handler det om, fra hvilket udsigtspunkt medierne ser verden. Fra regeringens og politiets eller fra befolkningens?

I pressens behandling af de lækkede Wikileaks-dokumenter dukker det samme spørgsmål op. En lang række medier og kommentatorer har haft mere travlt med at forsvare og diskutere regeringers behov for at have diplomatiske hemmeligheder end at forholde sig til indholdet af afsløringerne.

Wikileaks afsløringer er »hærværk mod det frie og åbne informationssamfund«, skriver Jyllands-Posten. Og Lisbeth Knudsen, chefredaktør for Berlingske Tidende, taler om »informationsterror«.

Wikileaks har blandt andet afsløret, at USA’s regering har udspioneret FN og forsøgt at skaffe fingeraftryk fra FN’s generaldirektør Ban Ki-moon. Og at Anders Fogh Rasmussen tilsyneladende har lovet Tyrkiet at få lukket den kurdiske tv-station Roj TV.

Mange flere historier af samme slags kan nævnes. Fælles for dem er, at de udstiller magthavernes løgnagtighed og korruption og sætter fingeren på det faktum, at der ofte ikke er overensstemmelse mellem, hvad magthaverne siger og hvad de gør.

Det er i sig selv et stort samfundsmæssigt problem og udstiller det borgerlige demokrati. Og det burde unægtelig optage medierne langt mere end diplomatiets vilkår. Og det siger noget om, hvilket udsigtspunkt mange borgerlige medier har i dag.

Det er ikke mediernes opgave at beskytte magthaverne. Hverken under klimatopmødet eller i sagen om Wikileaks. Sådan ser Arbejderen i hvert fald på den sag.