Terroristen tror, han er drevet af ædle motiver, men i virkeligheden er han sine fjenders nyttige idiot.
Kronik af Anders Carlsson, formand for Kommunistiska Partiet, Sverige
Så er Sverige blevet ramt af den islamiske terrorisme, om end i en meget amatøragtig form.
En mand bosat i Luton i England sprængte sig selv ihjel i en sidegade i det centrale Stockholm. Ingen andre mennesker kom til skade, hvorfor eftermælet mest handler om, hvad der kunne være sket, hvis selvmorderen Taimour Abdulwahab havde været mindre kluntet.
Var Abdulwahab måske på vej til varehuset Åhlens for at sprænge sig selv og sine bomber i julehandlens vrimmel? Indgik han måske i en terrorcelle parat til at slå til igen et eller andet sted i Sverige?
Spekulationerne trives og med dem den skræk, som tvivlsomme politiske kræfter straks er parate til at udnytte til egne formål.
Det er sådan terrorismen fungerer. Terroristen tror, at han er drevet af ædle motiver, men i virkeligheden er han sine fjenders nyttige idiot. Ved at sprænge sig selv ihjel skadede Taimour Abdulwahab ikke bare alle Sveriges muslimer, som nu pålægges kollektiv skyld, men også alle os der bekæmper den islamofobi, som motiverer vor tids imperialistiske krig. Sverigedemokraternes triumferende, »hvad sagde vi«, giver syn for sagn.
Ville hævne
Som alle andre ved vi meget lidt om personen Taimour Adulwahab. Vi ved, at han ville være fyldt 29 år dagen efter at han døde, at han var far til tre børn, at han var født i Bagdad i Irak, voksede op i lille Tranås i Sverige og i snart ti år var bosat i Luton i England, hvor han udviklede sig til en religiøs ekstremist – så ekstrem at han blev smidt ud af sin moske.
Abdulwahab kom til Sverige i slutningen af november, åbenbart i den hensigt at udføre en selvmordsaktion. Hvorvidt han havde nogen medhjælpere er endnu uvist og slet ikke så sikkert som Säpo (det svenske sikkerhedspoliti, red.) og selvudnævnte terroreksperter påstår. Gerninger som denne udføres ikke sjældent af forvirrede individer, drevet af stærke indre kræfter.
Abdulwahabs motiv fremgår af den meddelse, han lige inden sin død sendte til Säpo og nyhedsbureauet TT, henvendt til det svenske folk. Han ville hævne den svenske krigsindsats i Afghanistan: »nu skal jeres børn, døtre og søstre dø, ligesom vores brødre, søstre og børn dør«.
Han ville også hævne den fornedrelse, som han mente, profeten Muhammed var blevet udsat for i Sverige, ikke mindst gennem kunstneren Lars Vilks, som i meddelsen kaldes for »grisen«.
Det er svært at få øje på et rationelt formål med aktionen. For end ikke Säpo tror vel, at det var Abdulwahabs ambition at omstyrte den svenske stat og det åbne samfund, som Sverige bryster sig af at være. Det trues af helt andre kræfter. Målet kan derfor kun søges i den religiøse fanatisme, så ubegribelig og stødende den er også for det store flertal af muslimer. Ved at ofre sit liv ville Abdulwahab blive martyr og komme nærmere sin gud.
Sådanne fanatikere findes i alle religioner. Glem ikke giftgasangrebet i Tokios undergrundsbane i 1995, som dræbte 12 personer og skadede over 1000. Det udførtes af en buddhistisk sekt, hvis leder Shoko Ashara markedsførte sig som nær medarbejder og ven af Dalai Lama.
Angreb på civile
Det er naturligvis heldigt, at det ikke lykkedes for Abdulwahab at dræbe andre end sig selv. For selv om Sverige spiller en beskidt rolle i den blodige krig i Afghanistan, som meningsløst dræber civile, er der ikke noget forsvar for ligeså meningsløse angreb på civile i Sverige eller noget andet sted i verden.
Angreb på civile er altid forkastelige, uanset om de udføres af en skarpskytte fra en helikopter som i Afghanistan, ved bombe- og granatangreb som i Gaza eller af en religiøs fanatiker med et bombebælte rundt om livet.
Sveriges krigsindsats i Afghanistan har varet i otte lange år. Krigen indhylles i forløjet retorik – vi er minsandten i Afghanistan for at indføre demokrati og åbne pigeskoler. Men for afghanerne er virkeligheden ond, brat død og et gennemkorrupt regime, indsat og opretholdt af fremmede magter.
Krigen i Afghanistan er en igangværende krigsforbrydelse, ledet af USA og med Sverige som lydig deltager. Den skaber berettiget modstand, men også fanatisme. Det er den såkaldte krig mod terror, der skaber terrorister, hvorfor terrorangreb også i lille Sverige indgår i krigstilhængerne skjulte risikovurdering.
»Det er på tide at tale åbent om, hvad den svenske Afghanistan-indsats indebærer sikkerhedsmæssigt«, skriver Britt-Marie Mattsson i Göteborg-Posten (13/12).
Det er sandt. Fortæl det svenske folk, at det er en kalkuleret risiko ved krigen, at den trigger fanatikere som Taimour Abdulwahab. Fortæl, at det, som kunne være sket, faktisk er indregnet i den pris, som krigstilhængerne er parate til at betale for at være med på USA’s hold.
Hvordan beskytter man sig mod typer som Abdulwahab? Aflytning duer åbenbart ikke, da Säpo ifølge egne oplysninger ikke havde det mindste kendskab til hans person og hans hensigter. Derfor er den enkle og nærliggende konklusion, at den bedste beskyttelse er at trække sig ud af den krig, som skaber terrorister.
historieløs påstand
Det påstås imedierne, at Abdulwahabs mislykkede forsøg er det første terrorangreb i Sverige nogensinde. Det er en mærkelig og historieløs påstand.
Hvad med attentatet mod [den kommunistiske avis] Norrskensflamman i 1940, som dræbte fem mennesker, og som om noget må betegnes som et angreb på demokratiet og det frie ord? Hvad med sprængningen af den vesttyske ambassade i 1975, som kostede fire mennesker livet? Hvad med planerne om at kidnappe Anna-Greta Leijon og mordet på Oluf Palme?
Er det som tidligere betegnedes som terrorisme ikke længere terrorisme?
Til Fredrick Reinfeldts ære skal siges, at han ikke forhastede sig, som den altid opblæste og plaprende Carl Bildt, og at han heller ikke bidrog til at hidse stemningen mere op, end den var i forvejen.
Det samme kan ikke siges om Säpo, der omtaler selvmordet i Bryggargatan som i pagt med tidsånden. Det ligger i ordvalget, at Abdulwahab snart vil få sine efterfølgere. Helt uden at have fakta på plads synes Säpo også at vide, at Abdulwahab med al sandsynlighed arbejdede sammen med andre. Folk skal tro, at Sverige lever med en akut terrortrussel. På den måde får Säpo flere ressourcer og større mulighed for at overvåge os alle.
Terror og tidsånden
At forbrydelsen er i pagt med tidsåndener fiktion. Der findes ingen fakta, som tyder på en optrapning af den islamiske terror i vores del af verden.
Europols årlige statistik (EU Terrorism Situation and Trend Report) peger i modsat retning. Efter bombeattentaterne i Londons og Madrids undergrundsbaner i 2005 er der stort set ikke registreret islamisk terror.
I2006 er der registreret 498 terrorangreb i Europa. 439 af dem blev udført af korsikanske eller baskiske separatister og kun ét‚ mislykket, er begået af en islamist.
I2007 er antallet af terrorangreb øget til 583, igen med korsikanere og baskere øverst på listen. Islamiske terrorister stod bag fire angreb, der alle mislykkedes.
I 2008 registreredes et islamisk angreb, der blev udført af en 22-årig britisk konvertit med aspergers syndrom. Han sprængte en hjemmelavet bombe på et toilet på en restaurant. Kun den 22-årige blev skadet.
I 2009 var der igen et islamisk angreb, der blev udført af en libysk-italiensk forretningsmand. Han mistede en hånd, da han forsøgte at smide en bombe mod en militærbarak i den italienske by Milano. Her blev en vagt lettere såret.
Det er facit på de sidste fire års islamisk terrorisme i Europa, som nu får selskab af det mislykkede angreb i Stockholm. Facit viser, at man bør undgå rejser til Korsika og Spanien, men at Europa ellers er relativt trygt, trods krigsovergrebene i Afghanistan og Irak.
Vi vil ikke forklejne den terrortrussel, som krigen mod terrorisme skaber. Men vi vender os skarpt mod dem, som nu bruger Taimour Abdulwahab som værktøj til at indskrænke demokratiet.
Socialdemokraternes modstand mod FRA-loven (registrering af telefon og Internettrafik på tværs af Sveriges grænser, red.) var mest valgtaktik, men det er alligevel en skam, at den formodede venstresocialdemokrat Morgan Johansson nu tager Abdulwahab til indtægt for at sige ja til FRA-loven.
Se det er truslen mod demokratiet og det åbne samfund. Den kommer ikke fra islamismen og slet ikke fra personer som Taimour Abdulwahab. Den kommer indefra – fra Säpo og justitsminister Betrice Ask og nu også fra Morgan Johansson.
Abdulwahabs forrædderi
Det virkeligt farlige ved Abdulwahabs mislykkede angreb er den ild, det tænder under islamofobien, ikke bare i Sverigedemokraternes vulgære form – »den værste trussel mod Sverige siden Anden Verdenskrig« – men også i den mere forfinede udgave, som repræsenteres af det samlede etablissement.
Den såkaldte civilisationskrig i Afghanistan kræver, at der er en lumsk og farlig fjende, at mennesker opfatter islam som en lumsk og farlig fjende. Dermed er krigen motiveret.
Se det er Taimour Abdulwahabs forrædderi mod det, han sagde, at han troede på.
Kronikken blev bragt i ugeavisen Proletären, 16. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
